x

Jason Lytle: Et naturbarn vender tilbage

Jason Lytle: Et naturbarn vender tilbage

– Mit studie er en del af mit hjem, og alle 360 grader rundt kan jeg se bjerge i det fjerne. Jeg kan godt lide at blive holdt øje med af bjergene. De hjælper virkelig til med at få mig til at føle mig lille og dum med regelmæssige mellemrum. Og det er en god ting. Det holder mig tilbage og sørger for, at jeg aldrig føler mig alt for vigtig.

Sådan beskriver Jason Lytle sine omgivelser i Bozeman, Montana, som han flyttede til, efter ellers at have identificeret sig stærkt med Californiens Central Valley, og nærmere betegnet byen Modesto. Han stod i spidsen for Grandaddy i halvandet årti, og ved bandets koncerter omtalte han hyppigt bandets hjemby og skildrede den som værende meget langt fra Los Angeles’ palmetræer og glitter, med indbyggere, han beskrev som ”a bunch of dirt farmers on crystal meth”.

Da Grandaddy imidlertid stoppede i 2006 efter godt med ros fra kritikere verden over, en solid, men noget spredt fanbase, og begrænset kommerciel succes, flyttede Lytle væk fra The Central Valley. Ret langt væk – minimum tre stater, hvad vej man end kører – nordpå til Montana til byen Bozeman og de naturskønne omgivelser, der synes at være altafgørende for hans velbefindende.

Det sidste Grandaddy-album, ”Just Like The Fambly Cat”, udkom i maj 2006, få måneder efter at bandet egentlig var opløst, og var i endnu højere grad end tidligere et rent Lytle-projekt. Den mere eller mindre officielle afskedskoncert havde bandets oprindelige trio-lineup allerede spillet i Modesto den foregående sommer, og der var selvsagt ingen forventninger om en regulær turné i forbindelse med afskedsalbummet. Ikke desto mindre spillede Lytle en række koncerter – nogle ganske alene, andre sammen med Rusty Miller fra Jackpot, og endelig nogle med Grandaddy-trommeslageren, Aaron Burtch. Men efterhånden ebbede aktiviteten ud, og verden måtte vente tålmodigt på det soloudspil fra Lytle, som alle forventede ville udkomme før eller siden.

Næsten præcis tre år efter ”Just Like The Fambly Cat” ser det så ud til, at det vil ske. I hvert fald har Lytle nu annonceret, at han er blevet tilknyttet pladeselskabet Anti Records, og at albummet ”Yours Truly, The Commuter” vil udkomme den 19. maj. I den anledning checkede GAFFA ind hos Lytle til et kort interview om albummet, dets titel og tilblivelse.

Kunsten at vende tilbage

Hvorfor valgte du titlen ”Yours Truly, The Commuter”? Føler du dig som en pendler?

– Ja, jeg føler mig som en pendler – forstået på den måde, at når jeg forlader byen og opsøger skoven og bjergene, så søger jeg efter en anden verden. Og denne anden verden er meget lig det sted, jeg er nødt til at tage hen, når jeg laver et album. Og at lave et album betyder for mig at skrive, omskrive, spille, indspille, reparere gear, tilføje, trække fra, forskønne, bringe instrumenterne ud af stemning, udforske dem, bringe dem tilbage i stemning, udforske dem noget mere, og hundredvis af andre ting, som dikteres af det humør, jeg er i, og hvor entusiastisk – eller uentusiastisk – jeg føler mig, forklarer Lytle og fortsætter:

– Det er typisk en meget fokuseret og småneurotisk periode for mig, og når den så er ovre, så skal jeg tilbage til den virkelige verden – og det er meget som at komme tilbage til byen efter at have været ude i den øde natur. Det har altid været svært for mig, det med at komme tilbage. Men jeg har også altid været meget fascineret af det, og det er det forhold, som albumtitlen hentyder til.

Hvordan vil albummet være anderledes fra ”Just Like The Fambly Cat”, der på mange måder også var et soloudspil?

– Altså, for det første, så bliver trommespillet en hel del ringere, for ud over at spille alt andet på pladen, så spiller jeg også trommer, forklarer Lytle med henvisning og cadeau til Aaron Burtch, som Lytle fremhæver er en noget mere solid trommeslager, end han selv er.

En fascination over ikke-trommeslagere bag trommerne trænger sig på hos Lytle:

– Jeg elsker hvor tabubelagt det er, af en eller anden grund. Jeg har en Electric Light Orchestra-cd med b-sider og outtakes, og på en af dem spiller Jeff Lynne trommer. Og billedet af ham bag trommerne giver mig myrekryb. Jeg ved ikke helt hvorfor. Han er faktisk en rigtig god trommeslager.

Har selv skrevet, spillet og indspillet alt

Med sit soloalbum melder Lytle klart ud omkring sin altoverskyggende rolle:

– På det her album skjuler jeg ikke, hvor meget jeg har stået for, hvilket jeg ofte gjorde i Grandaddy. Jeg har skrevet, spillet og indspillet alle delene på albummet selv, fortæller han. At skabe musik synes at være en helt naturlig ting for Lytle:

– Når jeg befinder mig her, omringet af guitarer, synthesizere, klaverer, trommer, computere og indspilningsgear, føler jeg, at jeg gør mit bedste. Det bedste jeg kan gøre i det her liv lige nu.

I forbindelse med annonceringen af det nye album annoncerede Lytle også, at der ville blive spillet koncerter i forbindelse med albummet, og at Burtch ville medvirke ved disse.

Du har jo uden tvivl masser af europæiske fans – mon deres ønske om en turné på denne side af Atlanten vil blive imødekommet? Og er det helt ved siden af at håbe på en koncert eller to i Danmark?

– Jeg er stadig ved at lære mit nye pladeselskab at kende, og jeg er ved at finde ud af, hvor meget de vil bidrage med i forhold til at turnere. At spille på den anden side af Atlanten er en dyr vane jo. Men selvfølgelig – hvis de tager spenderebukserne på, så kan det da vel være, at jeg er frisk på det. Måske endda også Danmark. Så længe nogen låner mig en cykel, når jeg ankommer.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA