P3 Guld i det nye koncerthus

P3 Guld i det nye koncerthus

Uden at forklejne hverken Huxi Bach, Veto eller de øvrige optrædende til P3 Guld-showet kan man roligt sige, at Koncerthuset var den egentlige stjerne fredag aften. Snakken gik om den nye sal i foyeren inden showets start, og folk var i særdeleshed spændte på, hvordan den såkaldte rytmiske musik ville lyde i en sal, der er bygget til klassisk musik.

Der var snak blandt andet om forskellige prøver, hvor der havde været alvorlige lydproblemer, og folk, der havde overværet den officielle åbning, kommenterede, at det havde været en noget mudret oplevelse.

Men det viste sig nu ikke at være tilfældet, da P3 Guld blev sparket i gang af Tim Christensen, der åbnede festen med sangen ”Hard To Make You Mine”. Trommerne og bassen var ganske vist noget mere fremhævede, end de ville have været på et almindeligt spillested. Men i stedet for at være et problem føltes det nærmere, som om det gav musikken en anden klang og et anderledes nærvær.

Ifald lyden og det bedste nummer fra Tim C's seneste udgivelse ikke var nok til at fænge publikum, så kan man jo altid lige smide en trumf ind, hvilket blev gjort i form af glidende overgang til det gamle Dizzy-hit ”Waterline”, der ikke bare vakte stor jubel, men samtidig fungerede som en påmindelse af, hvor stor magt P3 kan have, når de kaster deres kærlighed på et orkester.

Herefter spillede Tim Christensen ”Wonder Of Wonders” på klaver akkompagneret af en strygersektion, og derefter kunne den debuterende vært, Huxi Bach, byde de omkring 1800 tilstedeværende velkommen til det fascinerende rum, hvor alt er holdt i birk og mørkrøde farver og store ridser og bølgende linjer i træet er med til at give rummet karakter.

Værten lagde ud med at præsentere de forskellige kategorier og forskellige regler, der kom til at stå i humoristisk modsætning til en række billeder, der blev vist på en skærm ved siden af ham. Huxi Bach gjorde det generelt ganske godt som vært i et show, hvor fokus er på livemusik og priser, og der faktisk ikke er sat særlig meget tid ud til fjollede indslag og andet fyld.

Måske var det derfor at en kortfilm om sex, drugs and rock 'n' roll faldt lidt til jorden, og det virkede også særdeles underligt, da en pige pludselig rejste sig og sang to strofer for at vise, at det er mere rock 'n' roll at synge for fremmede mennesker end at give den gas med tre ludere og en flaske Jack D på et hotelværelse.

Det har altid været stilen til P3 Guld, at det var bedre at være seriøs og underspillet, end overdrevet og MTV-agtig, og det smitter også af på de kunstnere, der skal modtage priserne. Der var i hvert fald ingen, der havde forberedt sjove og interessante takketaler, og fælles for de fleste var, at de blev sagt ”fuck, mand” og ”pis, hvad skal jeg sige” en hel del gange.

Bedste takketale kom sjovt nok fra When Saints Go Machine, der efter at have modtaget prisen som P3 Talentet fra Jokeren sluttede af med at sige: ”Lad os helt bestemt gøre dette igen til næste år” med reference til, at deres debutplade først kommer senere i år.

Inden da havde Søren Rasted giver prisen P3 Kunstneren til Peter Sommer, og Mike Sheridan havde optrådt sammen med en særdeles gravid Maya Albana, der sang ”Med Små Skridt”. Det var svært at vurdere, hvor meget af musikken, der var live, da der kun var et keyboard på scenen. Men det lød godt, og det er jo det vigtigste, selvom P3 Guld altid gør et stort nummer ud af, at alle kunstnere skal spille live.

Der var dog ingen tvivl om, at det var live, da der pludselig stod et stort børnekor og sang med på ”Hærværk” med Peter Sommer. Man siger, at hver fugl synger med sit næb, og det var i den grad tilfældet for de unge mennesker, der dog visuelt leverede et sjovt supplement til sangen, der kom, efter at Sommer allerede havde spillet ”Til Rotterne, Til Kragerne, Til Hundene”.

Efterfølgende var det blevet tid for Søren Huss til at uddele prisen for P3 Lytterhittet, der gik til Volbeat for deres ”Maybelline I Hofteholder”. Da prisoverrækkelserne ikke foregik fra scenen, men derimod fra et plateau på den nederste balkon, var der en del, der måtte ty til de opsatte skærme for at kunne konstatere, at bandet ikke var til stede.

Volbeat satte nemlig i denne uge gang i deres Europaturné med en række koncerter i Finland, og de havde derfor sendt en megafan til at acceptere prisen på deres vegne, der lidt overgearet sammenlignede Volbeats indflydelse på den unge generation i dag med Elvis' indflydelse på ungdommen i 50'erne.

The Blue Van fulgte med deres hit ”Silly Boy”, og derefter kom aftenens morsomste indlæg, hvor Huxi refererede til udgivelsen ”Jul I Europa” med Morten Messerschmidt og Dot Wessman som et eksempel på, hvad der kan ske, når MILF Hunter møder MILF.

Joken blev fulgt af aftenens største overraskelse, da Suspekt fik overrakt P3 Gennembruddet af Ida Corr i stedet for eksempelvis Sys Bjerre, der har solgt langt flere plader og er blevet spillet på hver eneste radio og tv-kanal i landet. Men ræsonnementet er formodentlig, at Suspekt har haft deres gennembrud i år på P3, men det samme kunne jo i høj grad siges om Sys Bjerre.

Ganske passende kom det efterfølgende musikalske indslag fra Camille Jones, der kunne tage over, hvor førnævnte Ida Corr slap til P3 Guld sidste år. Her gav hun den nemlig som electro-diva og gav et brag af en optræden, og det samme gjorde sig gældende for Camille Jones, der spillede hittet ”Difficult Guys”.

Derefter kunne Kasper Bjørke give P3 Eksperimentet til Lucy Love, inden Choir Of Young Believers stillede op i en syv mand stor konstellation, der inkluderede medlemmer af moi Caprice, Le Fiasko og Blue Foundation. De spillede ”Next Summer”, hvilket var sidste punkt, inden P3 Prisen skulle uddeles.

Det blev gjort af Cecilie Dyrberg og Mattias Kolstrup fra Dúné, der vandt prisen året inden. De holdt i fællesskab en lang tale, hvor de talte om de ændringer, der er sket i deres liv siden de vandt P3 Prisen og de 100.000, og gav derigennem et par gode råd videre til aftenens vindere – Veto.

Det har dermed været et særdeles godt år for Veto, der har udsendt et succesfuldt album, spillet masser af koncerter, vundet fire GAFFA-priser, og nu også P3 Prisen. Bandet takkede helt obligatorisk pladeselskab og manager, men der kom også lige en fødselsdagshilsen til Troels Abrahamsens morfar og en hilsen til ”den interessante og søde danske musikscene”.

Dermed var priserne overrakt, men showet var langtfra færdigt. Der kom musik fra Fagget Fairys og The Wong Boys, og så sluttede Veto showet af med at spille ”Blackout”, ”Digits” og ”Unite”. Det blev afslutningen for en særdeles vellykket udgave af P3 Guld, der samtidig var den første i det nye koncerthus. Det er et stærkt koncept, hvor livemusikken er i fokus, og i de nye rammer fungerer det fortsat glimrende.

Et lille skår i glæden kom dog efterfølgende, da folk begav sig ud af salen. Pludseligt gik en alarm i gang, og en stemme gentog om og om igen: ”En kritisk situation er opstået. De anmodes om at forlade Koncerthuset med det samme”.

Folk gik ikke just i panik, og da der var tydeligvis tvivl om, hvorvidt dette var seriøst, og der heller ikke kom sikkerhedspersonale ud og informerede folk om, hvad der skete, stod folk bare og kiggede på hinanden.

Men efter at garderobepersonalet begyndte at nægte folk deres jakker og bad dem om at gå udenfor, rettede folk sig efter instrukserne og gik ud i kulden. Her var brandvæsenet og ambulancekøretøjer ankommet, men det blev aldrig klart, hvad der egentlig skete.

Der opstod derefter tvivl om, hvornår man kunne gå ind igen, og efter noget tid begyndte folk stille og roligt at sive ind igen. Der var snak om, at det var den megen røg fra røgmaskinerne, der havde sat gang i alarmen, men der kom aldrig ordentlig information eller instrukser ud.

Så det var en lidt ærgerlig afslutning på en ellers fin aften, og her bør man ikke blot overveje at få tjekket op på, hvad der egentlig skete, så det ikke sker igen, men også kigge på, hvordan man bedre kan styre en lignende situation en anden gang.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA