x

Reportage/anmeldelse: Oppenheimers eftermiddag

Reportage/anmeldelse: Oppenheimers eftermiddag

Fredag bød på det fjerde Oppenheimers Eftermiddag-arrangement i Århus. Festivalen for primært lokale upcoming bands uden albumudgivelser bag sig, der startede i 2000 i universitetsparken, sidste år rykkede ind i gården ved det nedlagte DSB-centralværksted bag banegården og i år ind i en af de gamle haller sammesteds. Det spøjse navn på festivalen er inspireret af den gamle Kliché-sang "Oppenheimers Formiddag", idet Kliché iflg. arrangørerne netop er noget af det mest spændende, Århus-rocken gennem tiden har fostret. På programmet stod otte bands/solister, som de frivillige arrangører mener hører til morgendagens markante musiknavne. De fik hver ca. 40 minutters koncert, og i pauserne var der meget forskelligartet underholdning, som jeg vender tilbage til.

Cubel var første af den lange eftermiddags bands. Stilen er melodisk, amerikansk inspireret rock med countrypåvirkning, komplet med lapsteel-guitar, og det var tydeligt, at sanger og sangskriver Torsten havde styr på både stemme og sangskrivning, og bandet var velspillende. Det stod dog også hurtigt klart, at den ellers charmerende gamle fabrikshal - der var pyntet flot op til lejligheden - absolut ikke egner sig til rock. Akustikken i den store, nøgne hal er elendig, alt druknede i rungen, og lydfolkene havde odds imod sig. At salen her ved eftermiddagens start var halvtom, gjorde det ikke bedre, og selvom der i løbet af dagen kom flere folk til, blev lyden aldrig optimal. Men det syntes også hurtigt at gå op for arrangørerne.

Overground var næste levende musikalske billede. De spiller melodisk, let melankolsk og småpompøs rock med gode sange, ditto musikere og ikke mindst en stærkt syngende og energisk forsanger. Det er ikke underligt, at Carpark North valgte dem som opvarmning på deres forårsturné. De to bands har nogle af de samme kvaliteter, og Overground skal nok komme til at blive mere over- end underground.

Rikke Heie er en talentfuld sangerinde, som stillede op med et seks mand stort band, incl. DJ, Rhodes, gode kor og enkelte breakbeats. Stilen trak på soul, funk, jazz, pop og triphop, igen fint udført og med gode sange - især når der var dømt breakbeats og scratch, hvor musikken ellers i perioder kunne blive en anelse gymnasie-funk-klichéagtig. Men det kan igen skyldes den ubarmhjertige lyd, der kappede toppen af de musikalske nuancer.

Lysthjort var eftermiddagens - der nu var begyndt at blive aften - mest "stylede" band. Iført ens rød-hvide træningsdragter fra en bordtennisklub (!) kastede de fire ungersvende sig ud i en bizar blanding af halvtung rock og reggae. Igen gode sange, godt musikerskab og energisk sceneperformance, hvor alle andre end forsangeren hurtigt kastede træningsdragterne af sig og spillede i shorts og undertrøje. Men man kan næsten heller ikke forvente sig andet end bizarre indfald fra et orkester med det navn.

Ivan var aftenens (for det var det afgjort blevet nu!) eneste band med danske tekster, der oven i købet alle handler om den fiktive person Ivans liv og op- og nedture. Desværre blev de fleste sproglige detaljer ædt op af akustikken, men den kunne ikke skjule, at Ivan er et dynamisk liveband med god energi, fine sange og en charmerende forkærlighed for minimalistiske temaer fra gamle synths. Og så skader det jo aldrig med en coverversion af Klichés (der var de igen) "Militskvinder", selvom det er lidt nemme point.

Nana Jacobi stillede op med guitar, trommer og kontrabas og afdæmpede, eftertænksomme, småjazzede sange - og højgravid. Det var ganske enkelt fremragende. Utrolig ren, varm og nuancerig vokal, fra det antydende til noget, der nærmede sig primalskrig. Flotte, stemningsfulde kompositioner, og så var lyden her endda tålelig pga. musikkens lavmælte tone. Mon ikke det bliver et hypermusikalsk barn?

The Artems var aftenens absolut mest besynderlige indslag. En grotesk, dansabel blanding af pop, rock, polka, Balkan-toner og russisk folklore, komplet med sanger med russisk accent, og så lige tilsat lidt tango, bossa nova og calypso, og godt med harmonika og flot kvindelig kor- og lejlighedsvis leadvokal. Aldeles originalt, med et diskret ekko af Kaizers Orchestra. De syv M/K i bandet havde dog ingen problemer med doseringen af de stærkt forskellige musikalske krydderier, så hvad der let kunne være blevet en gang stilforvirret ruskomsnusk, fremstod gennemført - måske pga. de ganske iørefaldende sange. Publikum tog da også mod bandet med stor begejstring, og dansegulvet var nu tætpakket.

Separations fik æren af at afslutte festen med deres energiske blanding af pop, rock, glam, disco m.m., som bringer minder om britpoppens storhedstid i midthalvfemserne Gruppen har efterhånden huseret på den danske og ikke mindst århusianske livescene i nogle år og har fået mere og mere styr på både sange, instrumentale kunnen og sceneshow. Ikke mindst detaljer som at guitaristens ternede guitar matcher med hans ditto jakke. Det er bare lidt ærgerligt, at de bevidst corny synthtemaer ligger på en computer i stedet for at blive afviklet live. Dette syntes dog ikke at genere det tilfredse og stadigt dansende publikum.

Foruden de otte upcoming bands var der også en musikalsk overraskelse. Nemlig TV-2-sanger Steffen Brandt og Århus-singer-songwriteren Jacob Eriksen (eks-Shirtsville). De to stillede op med hver deres stemmebånd, sange og akustiske guitar - i tæt samspil og med gæstevokaler på hinandens numre. At man er i godt tekstmæssigt og musikalsk selskab med Steffen Brandt, er ingen nyhed, men også Jacob Eriksen, der tidligere mest har gjort sig på engelsk, gjorde et stærkt positivt indtryk med nye dansksprogede sange med en underfundig ironi, som nok var en kende inspireret af den sortklædte herre ved hans side. De to gav også en fortrinlig version af Bob Dylans "Visions Of Joanna" i en fin oversættelse af Brandt, der tidligere også har fremført en flot fordanskning af Leonard Cohens "Hallelujah". Så også dét mestrer han.

Så vidt de optrædende bands. Mellem de musikalske indslag var der nemlig også kvalificeret pauseunderholdning. Først stillede den lokale digter Thomas Daugaard op med veloplagte, samfundskritiske og stærkt humoristiske digte med et sprudlende billedsprog. Hold øje med ham. Senere fik vi et overtonekor akkompagneret af didgeridoo, en særdeles adræt og akrobatisk linedanser, en talentfuld ildkaster og endelig to fremragende human beatboxere og rappere, mens et par graffitimalere i løbet af dagen dekorerede en mur udenfor. Alle disse indslag må siges at være noget af det mest gennemførte ved festivalen og noget, der adskiller den fra mange andre af slagsen.

Det skal blive spændende at følge Oppenheimers Eftermiddags fortsatte udvikling. I hvert fald er den på rette vej, og den kan for min skyld godt tage navneforandring til Flottenheimers Eftermiddag. Bare husk det med akustikken næste år.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA