x

Lily Allen – pressens yndling på godt og ondt

Lily Allen – pressens yndling på godt og ondt

Den 23-årige sangerinde rejser ingen steder uden sin Mac. Lily Allen er ved at se et større bibliotek med McCain- og Palin-klip igennem på YouTube. Hun kigger op, griner og veksler et par ord med sin medrejsende manager og nogle af de lokale pladeselskabsfolk, inden hun vender opmærksomheden mod sin bærbare igen. Vi er i Stockholm, kun en uge efter det amerikanske præsidentvalg, november 2008.

Den kontroversielle sangerinde har fået kærligheden at føle i sit møde med den engelske tabloidpresse og paparazzifotografer, siden hun brød alvorligt igennem som 21-årig med den anmelderroste Alright, Still fra 2006, som solgte imponerende 2,6 millioner kopier på verdensplan. Hun blev signet i september 2005, men hendes gennembrud blev egentlig faciliteret på MySpace, hvor hun stadig blogger både personligt, åbent og relativt aktivt om sine oplevelser.

– Det handler virkelig ikke om mig som person. Det handler om min musik, forklarer Lily Allen, der efterhånden har vænnet sig til de obligatoriske spørgsmål om stofmisbrug, sensationspressen, graviditet, drukture, slagsmål med fotografer, kærester (fra galleri-milliardæren Jay Jopling til Chemical Brothers-medlemmet Ed Simons) og mange andre rygter, som mere eller mindre selvforskyldt sværmer omkring Allens navn.

85-15
– Jeg forholder mig ikke til det, de skriver. Jeg ignorerer det. Selvfølgelig læser jeg noget af det, for det er jo overalt, og jeg kan godt lide at læse avisen og musikblade i forvejen, men jeg svarer ikke på det, forklarer hun.

– Jeg vil skyde på, at omkring 85 procent af det, der står i bladene, er løgn. De overdriver og drejer historien. De eneste gange, jeg går ind og svarer på den slags ting, er, når mine die-hard fans skriver inde på mit forum. De bliver kede af det og tvivler på, hvad det er, jeg går og laver. Jeg vil ikke miste mine fans på grund af en løgn, fastslår Lily Allen, der også tager til genmæle på sin nye plade, It's Not Me, It's You.

Hun er hærdet i forhold til al omtalen og opsøger ikke den ivrige presse. Men hun får ret meget af den, selvom hun ikke direkte beder om den, også fordi hun er åbenmundet og ligefrem. På sin debutplade sang hun om sin lillebror Alfie's ekstensive THC-afhængighed. På den nye plade konstaterer hun tørt, at alle tager stoffer på Everyone's At It, giver anonyme ekskærester verbale slag og er i øvrigt ikke bange for at udtale sig negativt om sine kolleger på den britiske musikscene. Ligegyldigt om hun vil det eller ej, så er pressen og kontroverserne en del af hende og hendes musik.

Afslutningsnummeret på det kommende album, He Wasn't There, har hun skrevet til sin far, den britiske komiker Keith Allen, der efter sigende skred fra familien, da Lily var fire år gammel, og som i hendes ungdomsår agerede det gode nepotistiske argument for, hvorfor Allen kunne få succes, men som hun selv har modbevist og for længst overgået med sit kommercielle MySpace- og albumgennembrud. Som barn shoppede hun ind og ud af de fornemmeste britiske skoler – 13 styks, hvoraf hun blev smidt ud af flere af dem for at ryge og drikke med videre – inden hun droppede formel uddannelse i en alder af 15 år. Den turbulente barndom fortsatte i en lige så turbulent ungdom, og nu videre ud i et voksenliv med masser af kontroverser, men også moden musikalsk ballast og kommerciel succes. Det, som på Lily Allens egen side karakteriseres som wise beyond her years.

Blog

Lily Allens blog og eget forum supplerer hendes musik og hendes udtalelser i pressen. Lily Allen bruger bloggen til at røbe nye detaljer om sine album og kommende koncerter. Hun skriver om, hvor hun er, hvad hun laver og uploader billeder fra sin mobiltelefon. Men hun skriver også om X Factor, giver sin mening til kende om sladderpressen, anbefaler ny musik og ikke mindst driller sit yndlingsoffer Sarah Palin.

– Jeg skal til Paris i weekenden. Jeg elsker Paris, solen skinner. Det bliver smukt. Jeg vil lytte til Kings Of Leon, TV On The Radio og det nye Roots Manuva-album i flyet. Jeg elsker Kings Of Leon, Caleb er fin. Love, love, love him. Håber I får en vidunderlig weekend. Jeg er så glad for, det her lorteår snart er overstået, kan ikke vente på 2009. Jeg elsker verden, fuck McPalin. Smile smile smile, skriver hun blandt andet på den blog, som sidste år blev nomineret til en ”Best Band Blog” hos NME.

Men hun er ikke, som mange fejlagtigt tror, undfanget som en del af MySpace-generationen, der får en pladekontrakt efter at have været et lytterhit online.

– Jeg blev signet på pladeselskabet Regal (en underafdeling af engelske Parlophone, red.), og først bagefter begyndte jeg at lægge sange op på MySpace. Der gik nogle måneder, før de kom og sagde til mig: ”måske kunne det være en idé at komme på det dér MySpace”, men på det tidspunkt havde jeg for længst oprettet en profil og langt sangene ud, forklarer hun.

Alt om musikken har været fantastisk
Hendes Alright, Still har sunde referencer i ska og grime og gav publikum hits som Smile og LDN.

Hendes stilsikre og selvbevidste debutalbum gjorde hende til anmeldernes kæledægge, også i højprofilerede musikmedier, der ellers ikke lader sig begejstre for deciderede popudgivelser. Lily Allen er en stjerne med humor, personlighed og karisma. Den første plade er produceret af dj og producer Mark Ronson, der har lavet Amy Winehouse og Robbie Williams, samt Greg Kurstin, der blandt andet har produceret Red Hot Chili Peppers, Beck, Flaming Lips, All Saints og Nelly Furtado. Mark Ronson blev efter sigende så imponeret efter at have hørt Allens Smile, at han for egen regning fløj til New York for at lave nogle numre med hende.

– Alt omkring musikken har været fantastisk. Pladen kom ud. Jeg spillede koncerter over hele verden, solgte en masse billetter og har mødt en masse mennesker. Det er jeg taknemmelig over, siger hun.

– Jeg begyndte at skrive sangene til det nye album, da vi (Allen og Greg Kurstin, red.) kom tilbage fra turné i november 2007. Vi kom direkte fra Sydafrika og Brasilien. Vi gik direkte i studiet med dem, og så blev vi færdige i juli, forklarer Lily Allen, der i samme åndedrag fortæller, at hun ikke sammenligner det nye album med den succes, hun fik med det første album.

Lily Allen udskiller sig fra mange andre af tidens popsangerinder ved at skrive og spille sine sange selv. Desuden er hun enormt udadvendt mod resten af musikscenen, hvor hun løbende laver cover-versioner (som kan findes på nettet), primært med producer Mark Ronson. Senest var det en afdæmpet, britisk version af Britney Spears' single, Womanizer (som ikke uventet vakte furore på grund af rettighedsslagsmål), og næste gang medvirker hun på en compilation med The Clash-nummeret Straight To Hell, som udkommer den 16. februar, hvor overskuddet går til velgørenhedsorganisationen War Child.

– Siden sidst har jeg blandt andet lyttet til Keane. Desuden er It's Not Me, It's You mere dansabel, og jeg har arbejdet med at finde noget, som havde en anden virkning til mine koncerter, forklarer hun.

– Den dér ska-fornemmelse har virket udmærket til eftermiddagsjobs, udendørskoncerter og festivaler for eksempel, men når jeg spillede i klubber om natten, har jeg haft fornemmelsen af at skulle stå og fortælle jokes mellem numrene for at gøre det underholdende. Den her plade er mørkere, og det fænger bedre, når jeg spiller det live, forklarer Lily Allen, der trods den første plades ska-fornemmelse har spillet for fulde huse.

Fuck you
Den nye plade handler en del om kærlighed, eller mere præcist følelserne før, under og efter et forhold. Gode som dårlige. Desuden sender hun en hilsen til Bush-administrationen i Fuck You, der ligesom fire andre numre har været luftet på hendes velbesøgte MySpace-side i en begrænset tidsperiode. Hendes første single, The Fear, kom til Danmark i december sidste år med en farvestrålende og stærkt symbolsk musikvideo. Hvor Alright, Still var ska-inspireret, trækker den kommende plade veksler på genrer i et tværsnit af disko, bittersøde, melodiske popballader i mol og meget andet.

Lily Allen sang Smile sammen med netop Keane til et velgørenhedsarrangement netop for War Child for halvandet år siden, men har ikke ellers noget forhold til bandet. Til gengæld markerer hun offentligt sine holdninger om for eksempel miljø. Dele af hendes album er indspillet i det eneste studie i verden, der er drevet af solceller. Ikke at det kan høres på albummet.

– Jeg kan godt lide at bruge mit navn til sådan nogle sager. Vi er meget opmærksomme på at planlægge mine turnéer efter, at de skal være miljørigtige. Ved at bruge så lidt energi på rejsen overhovedet, ved at rejse rundt i stedet for at rejse frem og tilbage, tilføjer den 23-årige sangerinde med overraskende grafiske armbevægelser.

Allen slutter af med et par høflige vendinger krydret med et par falliske jokes, egentlig – fornemmer man – for at slippe væk fra al snakken og vende tilbage til sin laptop.

It's Not Me, It's You udkommer den 9. februar.

Fem hurtige fra pladen:


Everyone's At It
- Pladens åbningsnummer handler om den kollektive hemmelighed, at alle er misbrugere og bekæmper cirkulære misbrug med crack og lykkepiller. ”Why can’t we all, all just be honest?
 Admit to ourselves that everyone’s on it, from grown politicians to young adolescence.” Eller som Lily Allen ironisk forklarer det på sin blog: Everyone's at it, but me.

The Fear
– Det er frygten for noget helt uvirkeligt. Den her sang handler om, hvor vigtigt udseendet er for at få succes og for at have en vis status, og at det indre ikke betyder noget. Selvom vi alle ved, at det overhovedet ikke er rigtigt, siger Lily Allen.
The Fear er desuden albummets førstesingle.

Him
– Him handler om Gud. Ikke nogen bestemt gud, ikke en kristen gud nødvendigvis, for det kan være en hvilken som helst gud. Jeg forestiller mig, hvordan det ville være at se ham på gaden, forklarer hun.
I teksten til sangen leger Lily Allen med tanken om, hvordan denne gud ville være. Bortset lige fra et enkelt sted, hvor hun konkluderer, at enhver gud må lytte til Creedence Clearwater Revival.
– Det er jeg bare sikker på.

Not Fair
Hvem handler den om?
– Det vil jeg ikke fortælle, tilføjer Lily Allen, der synger: ”It is not fair, and I think you are really mean. You are supposed to care, don't you never make me scream?” i sorthumoristiske vendinger om en kæreste, der er alt for sød, men ikke leverer varen i sengen. Not Fair er en sviende lussing med en noget sjælden up-tempo country-klang.

Who'd Have Known
I sangen lister en pige op ad trappen og lægger sig ind i en tom seng og venter på, en fyr kommer hjem.

– Det er en sand historie. Jeg har sneget mig ind på den måde. Den handler om den første gang, man mødes. Den første aften i et forhold, hvor man snakker sammen og er forelsket, og de første ting, man laver sammen, forklarer Allen.

Teksten er renset for sarkasme og går nær-romantisk, ”I no longer feel alone”. Den søde melodi bygger direkte på omkvædet til Shine af Take That, som har givet Allen tilladelse til at bruge den, men har afslået at medvirke på nummeret.

Lily Allens coverversioner:

Lily Allen fordrev ventetiden mellem sine albumindspilninger med at medvirke på tracks for blandt andre London-grime-rapperen Dizzie Rascal, pop-entertaineren Robbie Williams og club-kollektivet Basement Jaxx. Desuden har hun lavet covers eller alternative versioner af pop-, punk- og rockklassikere sammen med Mark Ronson, som hun enten bruger til koncerter, radioshows eller uploader på nettet. De kan findes i forskellig kvalitet på YouTube:

Blondie: Heart Of Glass (oprindeligt 1979)
Clash: Straight To Hell (1982)
The Pretenders: Don't Get Me Wrong (1986)
Kaiser Chiefs: Oh My God (2004)
50 Cent: Nan, Your A Window Shopper (2005)
Kooks: Naive (2006)
Keane: Everybody's Changing (2006)
Britney Spears: Womanizer (2008)

Udklip fra Lily Allens blog og forum:

”For det første var aftalen ikke 250.000 pund værd. Folkens. Jeg sælger ikke ud. Havde det her været for 15 år siden, så ville jeg nok ikke have gjort det, nej. Men det er en anden tid. Musikindustrien laver ikke penge som dengang, og kunstnere tjener ikke penge på albumsalg på samme måde.”

”Jeg tog på ferie på Ibiza i sidste uge, fik ikke meget sol, fordi jeg sad limet til De Olympiske Lege på tv.  (...) Sidste gang jeg var på Ibiza, var jeg 15 og arbejdede ved at sælge billetter til natklubber i San Antonio.”

”Jeg er ikke gravid! Min vægt er helt normalt og sundt for én på min højde og alder. Jeg ville ønske, det billedblad ville p*ss off. Jeg er ligeglad med, om jeg ser godt eller dårligt ud. Jeg er ikke ligeglad med, om jeg spiller et dårligt show eller skriver en sh!tty sang. Jeg er singer-songwriter. Hvordan  jeg ser ud, har ikke noget at gøre med musikken. (Tilføjelse. Til hvem der end kom forbi og ændrede sh!t til poo. Det her er min webside, og jeg siger sh!t, hvis jeg vil.)”

”Hey alle. Undskyld, jeg ikke har skrevet længe. Jeg har haft supertravlt, plus at min laptop brød sammen, og alle, jeg rejser, med bruger pc. Jeg bruger Mac, og jeg hader at bruge pc.”

”I undrer jer måske over, hvorfor jeg lavede en version af Womanizer. Ret simpelt, jeg elsker Britney, og jeg elsker den sang. Det var bare ikke min intention, at den skulle whizzle jorden rundt på den måde.”

”Så jeg tog til lægen sidste uge og fik en influencavaccination, har aldrig fået én før. Nu er der gået et par dage, og her er jeg, brænder op indefra. (...) Jeg har ikke engang fået en drink i ugevis, så det er helt sikkert ikke min egen fejl, hvilket faktisk kun gør det mere unfair.”

”Tak for kommentarerne, men lige en enkelt ting. Jeg bruger ikke paryk.”

”Det nye album har været færdig et stykke tid, men jeg ved ikke, hvad der sker med det. Pladebranchen er meget politisk for tiden, og jeg er på EMI. (...) I mellemtiden er der OL i tv, og fodboldsæsonen starter op nu her. Det er i virkeligheden meget mere interessant.”


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA