x

En aften med Franz Ferdinand

En aften med Franz Ferdinand

Det tredje album fra skotske Franz Ferdinand er bygget op som en god aften i byen. Både aftenen og pladen starter, når man forlader sit hjem, og den går derefter gennem en række faser, indtil det hele kulminerer på dansegulvet sammen med en ny og interessant person, der stadig er i tankerne, når man falder til ro derhjemme mange timer senere. Disse sider er derfor en guide til en tur i byen i Glasgow, mens frontmand Alex Kapranos og bassist Bob Hardy samtidig forklarer, hvilke tanker de har gjort sig om opbygningen, inspirationskilderne og sangene på Tonight: Franz Ferdinand.

1. Begyndelsen
Omkring syv hundrede år før Kristi fødsel skrev den græske digter Homer digtet Odysseen, hvor helten Odysseus (på latin Ulysses), efter at have kæmpet i den trojanske krig, bruger ti år på at komme hjem til Ithaka. I 1922 udgav den irske forfatter James Joyce romanen Ulysses, hvor annonceagenten Leopold Bloom bruger en dag på at vandre gennem Dublins gader. I januar 2009 udsendte skotske Franz Ferdinand singlen Ulysses, der samtidig er åbningsnummeret på deres tredje album, som handler om at begive sig ud i natten.

Konceptet
Bob: – Ulysses peger én i retningen af, hvor albummet er på vej hen. Men der er ikke rigtig nogen referencer til James Joyce-bogen i teksten. Hvis der er noget, er det nærmere til ham den gamle græker, men teksten handler bare mere generelt om at miste sig selv på en lang rejse. Vi skrev ikke bevidst sangene ud fra det koncept. At alle sangene handler om natten, var nærmere noget, vi opdagede, da vi var færdige. Det har helt sikkert noget med vores studie at gøre, fordi vi er her meget om natten, og der, hvor vi indspiller sammen, er der ikke noget naturligt lys, så der er altid mørkt. Så pladen bygger op mod sang nummer ti, hvor pladen og natten når sit højdepunkt, og så kommer man lidt ned bagefter.

2. En tur på bar
Man kan komme i den rette feststemning på baren The 13th Note Café, hvor Alex Kapranos arbejdede før i tiden med at hyre bands til det tilhørende spillested, hvor han også selv optrådte blandt andet med bandet The Amphetameanies. Der er drikkevarer til rimelige priser og en imponerende jukebox fyldt med musik fra lokale navne som Sons & Daughters, Mogwai og Sluts Of Trust.

Inspirationskilderne
Alex: – Jeg synes, det er svært at pege på musik, der har inspireret mig. Man bliver inspireret af de mange tusinde ting, der sker rundt omkring en, og det fejlrepræsenterer pladen, når man peger på én bestemt ting. I et interview for lang tid siden fortalte Nick og jeg, at vi havde lyttet til etiopisk musik, og pludselig handlede alle historier om, at vi var i gang med at lave en plade med afrikansk musik. Men det er jo bare en blandt en million ting. Jeg har også lyttet til Thelonious Monk, men derfor laver jeg jo ikke pludselig en jazzplade. Men bøger kan inspirere mig og sætte mig i et bestemt humør, og jeg kan specifikt sige, at Send Him Away er direkte inspireret af Iris Murdoch-romanen A Severed Head, der fuldstændig har dikteret sangens tone.

3. Prøv et restaurantbesøg

Mono Café er navnet på en restaurant, der fokuserer på mad til vegetarer og veganere. De har samtidig deres eget mikrobryggeri, og inden i caféen finder man pladebutikken Monorail, der ligger inde med masser af spændende vinyludgivelser.

Miks med bid
Alex: – Jeg mødte Mike Fraser (der har mikset en del af numrene på pladen, red.) for nogle år siden i Vancouver, da jeg producerede en plade for The Cribs. Han havde studiet ovenpå, og vi blev venner og havde det rigtig sjovt. Han har mikset for bands som Mötley Crüe, AC/DC og Aerosmith, og han sagde, at han rigtig gerne ville mikse for os. Jeg kan rigtig godt lide ham, men jeg var ikke sikker på, at han var den rette fyr for vores musik. Men jeg sendte ham alligevel Bite Hard, og det miks, han sendte tilbage, var for vildt. Folk har en tendens til at fokusere på de dansable eller punkede elementer i vores musik, men vi er altså også vilde med hård rock. Jeg er vild alt fra ZZ Top til Deep Purple og Led Zeppelin, og det tror jeg var noget, Mike kunne høre og satte pris på. Men han miksede også Can't Stop Feeling, der ligger meget langt fra de ting, han ellers laver. Det synes jeg er cool, og ligesom på resten af pladen har vi her taget et valg, der ikke virker oplagt, men som vi synes er fedt.

4. Tag til koncert
Alan McGee skrev i 1993 kontrakt med Oasis efter en 20 minutter lang koncert i King Tut's Wah Wah Hut. Spillestedet har desuden kunnet byde på tidlige koncerter med Radiohead, Beck, Travis og Blur samt masser af lokale bands inklusive Glasvegas.

Musikbyen Glasgow
Bob: – Hvad har Glasvegas lyttet til de sidste ti år? Ikke radioen, det er da helt sikkert. De er fuldstændig anderledes end den engelske musikscene, og det tror jeg handler om, at Glasgow ligger så langt væk fra London. Man bliver ikke presset til at skulle være cool her. Der er ikke en musikindustri her, så man gør bare tingene, som man selv har lyst til.

5. Så skal der danses

Indie-aftenerne The Winchester Club og The National Pop League holder til i Woodside Social Club, hvor musikstilen er retro-indie med fokus på navne som The Smiths, Devo, Joy Division, The Cure og lokale helte som Camera Obscura og Belle & Sebastian.

Aftenens kulmination
Alex: – Hvis man hører den tidlige version af Lucid Dreams, vi lagde op på vores webside, og så sammenligner den med versionen på pladen, så er det et meget godt billede på, hvor meget alle sangene har udviklet sig undervejs. Hver eneste sang på pladen findes i tre eller fire forskellige versioner, hvor de bliver spillet på helt anderledes måder, og de fleste af dem er temmelig lange. Lucid Dreams er den eneste, hvor vi har beholdt en af de længere udgaver. Der er også en udvikling i løbet af den endelige version af sangen, hvor den starter med en stille intro, og så ændrer den sig til regulær rock, hvor vi er fanget i et tungt, hypnotisk groove inspireret af nordafrikansk musik blandt med James Brown fra Rumble In The Jungle-æraen. Men så forvandler den sig mod slutningen, hvor vi blander industrial-percussion med synthesizers, så den bliver meget elektronisk og lyder helt ulig noget, vi tidligere har udgivet. Det skal være øjeblikket, hvor man er helt oppe, og så kommer man ned med Dream Again, og Katherine Kiss Me er der, hvor realiteterne rammer både indholdsmæssigt og stilmæssigt. Det er den type musik, jeg selv ville sætte på, når solen er ved at stå op.

6. Hjemme igen

Oven på alle de indtryk kan man passende slappe af foran fjernsynet med et afsnit af Taggart. Serien foregår og indspilles fortsat i Glasgow og har kørt siden 1983, til trods for at Mark McManus, der spillede titelrollen, døde i 1994.

Konceptets afslutning
Alex: – Den version af Katherine Kiss Me, der afslutter pladen, lyder stort set, som da jeg oprindelig skrev den. Men ind imellem udviklede den sig så meget, at den endte med at blive No You Girls, der også er på pladen. Så den udviklede sig til det punkt, hvor teksten, melodien, tonearten og rytmen var anderledes, så den slet ikke var Katherine Kiss Me mere. Men begge sange handler om det samme emne (at kysse en pige for første gang, red.), så virkede det som en fantastisk idé at få dem begge med på pladen.

Franz Ferdinand kan opleves live i Vega i København 20. marts.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA