x

Raphael Saadiq – Helt stille og rolig verdensklasse

Raphael Saadiq – Helt stille og rolig verdensklasse

Der er nogle mennesker, man snakker med, som bare helt automatisk får dig til at slappe helt af. Raphael Saadiq er en af den slags mennesker. Softspoken og laidback beskriver ham vist nogenlunde så præcist, som to ord kan beskrive et menneske. Faktisk lidt stereotypt, når man ved, at manden har boet i Californien hele sit liv.

Saadiq er født og opvokset i Oakland, på den anden, og fattigere, side af broen fra San Francisco, hvor han startede med at spille musik som seksårig. Musikken skulle vise sig at være vejen frem, da han direkte ud af high school blev valgt til at spille bas på en tour med Prince og Sheila E. Efter touren startede han sit første band Tony Toni Toné, med sin bror og en fætter.
 Det var en gruppe, der op gennem 90’erne var meget indflydelsesrig, om end lidt undervurderet. Deres lyd lagde grundstenen for den rene soul-lyd, Raphael Saadiq har efterstræbt lige siden. Da Tony Toni Toné gik fra hinanden efter fire album, dannede Saadiq Lucy Pearl, der til dato er hans største kommercielle succes. Men interne stridigheder fik gruppen til at gå hver til sit efter kun et album.

Med fingrene i andres projekter
Nu på sit tredje soloalbum er Raphael Saadiq ikke afvisende over for tanken om at blive en del af en gruppe igen. Men de rygter, der har gået om en supergruppe kaldet Lynwood Rose med Q-Tip og D’Angelo, kalder Saadiq for en smuk tanke, men reelt bare gode venner, der snakker. Til gengæld vil man med sikkerhed blive ved med at se hans fingre dybt begravet i andre folks projekter, som de har været i album fra blandt andre D’Angelo, Joss Stone, TLC, Kelis, Mary J Blige og mange andre:

– Når man arbejder med en masse gode artister, hjælper det én til at højne ens eget niveau, så når det kommer til, at man er i studiet alene, så er det tit nemmere at finde inspiration, siger han.
Og alene i studiet var netop, hvad Raphael Saadiq var under meget af indspilningerne til The Way I See It. Efter at have gået i godt tre år og overvejet, hvad retning albummet skulle tage, gik han alene i studiet med en tekniker og begyndte at skrive albummet. Det tog en halvanden måneds tid. Resultatet er et album, der vist godt kan tåle at blive kaldt throwback soul.

– Den slags musik har været en del af mig hele mit liv, så selvom jeg ikke 100 procent vidste, hvor jeg ville ende, da jeg gik i studiet, så havde jeg en retning. Jeg er omgivet af de her klassiske soul-plader derhjemme (i L.A., red.), og de har inspireret mig gennem hele min karriere. Tag bare en fyr som bassisten for Motown, James Jamerson. Hvis man ville, kunne man lære at producere ved at lytte til ham.

60’erne og nu
Den lyd, som Raphael Saadiq så præcist rammer, stammer fra en periode i soulmusikken, hvor tingene s meget anderledes ud end i dag. I 60’erne og start-70’erne var soulmusikken stadig overvejende en sort ting. Mange af de emner, datidens sangere tog op, var hverdagsting, de havde tæt på livet, blandet med socialt relaterede og politiske emner. En ting, man ser være på vej tilbage med de mange nye unge rappere, der skyder op, men er det ogs noget, vi kommer til at se igen i soulmusikken? Raphael Saadiq håber det:

– Med alle de ændringer, der sker i USA nu, så ser det da ud, som om det bevæger sig i den retning. Med Obama som præsident håber jeg, at folk snart løber tør for deres dårlige undskyldninger om, at det ikke hjælper at prøve, fordi alt alligevel bliver ved med at være det samme. Og heldigvis virker det, som om folk i større udstrækning nu er begyndt at ville høre rigtig musik igen.

Det syn kombinerer Saadiq med de ændringer, han forudser i musikbranchen: – Jeg tror, at vi i fremtiden kommer til at se de store pladeselskaber skære endnu mere ned i deres bemanding, så vi kommer tilbage til, hvordan det var engang: færre mennesker, der bringer mere intimitet og personlighed til deres produkt.

Hvad end der sker, vil Raphael Saadiq blive ved med at levere det, han kan, musik fra sjælen, og det uanset om han laver det solo, med en gruppe eller for en anden artist. For han er en musiker, og en ægte én af slagsen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA