x

Nekrolog: Wesley Willis (1963-2003)

Nekrolog: Wesley Willis (1963-2003)

I starten af 90'erne vakte Wesley Willis opmærksomhed som gadesanger i Chicago, kun akkompagneret af et gammelt discount-keyboard. En lang række kassettebånd med hans sange skabte opmærksomhed i indie-kredse, og Willis begyndte at optræde som opvarmning for adskillige bands til koncerter i Chicago.

Wesley Willis kom i kontakt med den politisk radikale punk-legende Jello Biafra fra The Dead Kennedys, der har udsendt fire album med Willis på sit selskab Alternative Tentacles. Omkring 1995 begyndte adskillige velkendte navne at omtale Willis, f.eks. Smashing Pumpkins og Pearl Jam, og MTV viste et indslag om ham, hvilket førte til bredere anerkendelse.

Willis skrev sange som "I Whupped Batman’s Ass", "The Chicken Cow", "Chronic Schizophrenia", "Rock’N’Roll McDonalds", "I Am Sorry That I Got Fat" og "Alanis Morissette". Sange som disse kan ikke beskrives – de skal høres. De var typisk ultra-simple og programmeret på et Technics KN 2000-keyboard. Ovenover denne baggrund halvvejs råbte og halvvejs sang Wesley så sine tekster om trivielle hverdagshændelser, musik, folk han kendte eller blot sære, barnlige fantasier.

Efterhånden fik Willis opbygget et internationalt kult-publikum og er ofte blevet nævnt i samme åndedrag som andre outsider-kunstnere som f.eks. Wild Man Fischer og Daniel Johnston. Willis led af kronisk skizofreni, og Biafra - og hvem der nu ellers har tjent penge på Willis’ musik i tidens løb - er ofte blevet kritiseret for at udnytte og udstille en psykisk syg person, og der er da heller ingen tvivl om, at Willis’ sange kan være yderst latterfremkaldende. Men der er noget afvæbnende og rørende over hans sære, samlebånds-agtige produktion af ret enslydende, meget morsomme sange, der udgør et unikt stykke amerikansk folk-art, om end det komiske element har en grad af ufrivillighed over sig.

I en netop offentliggjort nekrolog over Willis skriver Biafra: "Hans musik, tekster, tegninger, indsigt og måden, han satte dem sammen på, minder ikke om nogen andre. Aldrig nogen sinde. Der vil aldrig være én som ham. Da jeg kom til at kende Wes, var det hans viljestyrke, der ramte mig, hans ustoppelige energi og vilje til at stige op over hans forfærdeligt fattige baggrund, med børnemisbrug, racisme, kronisk skizofreni, fedme og andre ting. Han er den modigste person, jeg nogen sinde har kendt. På trods af alt dette havde han sådan en dyb og altomfattende kærlighed til livet ... Han elskede at skrive sange om, hvor meget han elskede sine venner". Sandhedsgraden af sidste kommentar vidner den endeløse række sange med titler som "Dave Grohl", "Urge Overkill" og "Eazy-E" i hvert fald om.

Efter perioden med de føromtalte keyboard-sange fik Willis et "rigtigt" band, The Wesley Willis Fiasco. Han sluttede alle sine sange ved at udbryde "Rock over London, rock on Chicago!". Willis brugte gerne den samme melodi, eller programmering, med enkelte variationer i toneart eller tempo til mange forskellige sange, så han fik lavet 30 album inden for en periode på tre år. I alt lavede han omkring 50 album. For nysgerrige kan opsamlingen "Greatest Hits" være et oplagt udgangspunkt.

Wesley Willis’ nøjagtige dødsårsag kendes endnu ikke med sikkerhed. Sidste år gennemgik han en akut kirurgisk operation for at standse indre blødninger, og han fik samme år stillet diagnosen leukemi. En hjertefejl er en sandsynlig årsag.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA