x

Top Fem: Didium And The Black Bonnie Picture

Top Fem: Didium And The Black Bonnie Picture

Bag aliaset Didium gemmer sig den 23-årige sangskriver, Andreas Sorgenfrei, der i et interview hos bandbase.dk fortæller, han har skrevet sange siden, han var 11-12 år gammel. I 2008 tog sangskriver-projektet for alvor fart omkring det, der i 2006 havde udviklet sig til et syv-mands ensemble omkring Didium. The Black Bonnie Picture af: Cecilie Strange (sax og sang), Josephine Støjberg (violin og sang), Kasper Nissen (bas), Sebastian Vinther Olsen (guitar og kor), Jakob Hansen (klaver) og Emil Scherrebeck (trommer). I det tidligere forår blev Didium månedens demo i GAFFA. I august kulminerede det, da bandet blev kåret til årets Starfighter på Skanderborg Festivalen.

Den 9. marts kommer Didiums debutplade, "Whisical Beauty", og den bliver fulgt op med en god håndfuld koncerter rundt omkring i Danmark - og, må man gå ud fra, koncerter i festivalsommeren. Du kan se den løbende turnéplan på bandets MySpace. Vi har bedt Didium om at fortælle om sine fem mest betydningsfulde kulturelle produkter lige nu:
 
Echo & The Bunnymen
Et band, som først for nylig gjorde deres indtog i mit liv, da vi stod midt i indspilningen af de sidste fem numre af vores plade sidste efterår.

Det var en langtfra gnidningsfri proces for os i studiet med Henrik Marstal ved roret, og Echo & The Bunnymens to mørke mesterværker, "Porcupine" og "Ocean Rain", vil altid være i min erindring, som minder fra den tid.

Entakt: "På Bagsiden Af Europa"
Sidste års mest oversete album! Jeg arbejder i øjeblikket tæt sammen med frontmand, Jonas Villumsen, omkring et nyt dansksproget projekt, og må ærligt sige, at han ligger i den absolutte superliga af sangskrivere herhjemme. Fantastisk fyr! "På Bagsiden Af Europa" er bygget op omkring Jonas' interesse for oldtidens Grækenland, og viser sideløbende med hans knivskarpe tunges gang, et band som bare brager igennem muren præcis, når de skal det, og siver ned igennem gulvtæppet igen, som støv i næste øjeblik.
 
The Rolling Stones: "Let It Bleed"
Et band, som er vokset på mig i stigende grad de sidste par år. Stones kan godt være svære at knække for mange unge i dag, måske fordi den musik de laver nu ligger så langt fra den guldåre, som bandet stødte på i 60'erne, med en perlerække af fantastiske albums, som "Let It Bleed", "Beggars Banquet", "Sticky Fingers" og "Between The Buttons".
Alle mesterværker, som i mine ører, slår nogle af Beatles' største plader med flere længder.

Pedro Almodovar
Med sine skæve fortællinger om junkier, spøgelser, transeksuelle, homoseksuelle præster og andre forkvaklede eksistenser rammer spanske Almodovar lige i hjertet, hvor det gør allermest ondt. Fantastisk fortalte film, med skuespillere ud over det sædvanelige. Særligt anbefalelsesværdige er "Volver", "Dårlig Dannelse", "Tal Til Hende" og "Kødet Skælver".

Gram Parsons
For nylig fik jeg en ordentlig stak anbefalinger af en gammel musikelsker og fotograf ved navn Magnus Cederlund. Sjældent hører jeg folk tale om musik med så stor inderlighed, som Magnus, og jeg tog ham derfor straks på ordet og bestilte følgende plader med det samme: Elliot Smiths "XO, The Psychedelic Sound Of The 13 Floor Elevators", Tim Buckley's "Happy/Sad", og endelig de to albums "GP" og "Grievous Angel" med countrylegenden Gram Parsons.

Særligt sidstnævnte plader greb mig virkelig om hjertet. Sangene er perfekt udført, båret af en smuk, sorgfuld stemme, der suppleres sublimt af Emmylou Harris, som synger så gudeskønt, at man knap tror det muligt!

"Whimsical Beauty" udkommer den 9. marts, men deres førstesingle "No Drive" har været i rotation på P3 siden slutningen af januar.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA