x

Top Fem: Negash Ali

Top Fem: Negash Ali

Den bare 17-årige rapper fra Århus V. albumdebuterer på mandag med "Asmarino". Han brød for alvor igennem sammen med DJ Noize og DJ Static, som en af tre mc's sammen med Nat-Ill og J-Spliff i det ikke så lidt tilbageholdende supergruppe-kollektiv Majors, der udgav deres selvbetitlede debutplade sidste år. Vi bringer et interview med den unge rapper og ordsmed i GAFFA marts, hvor man blandt andet kan læse om indspilningerne i City Hall Studios, Majors og opvæksten i Sandholmlejren, asylcentret i Odder og det berygtede postnummer 8210. Det kommende album er blandt andet produceret af DJ Static og udkommer, ligesom Majors-pladen, på Playground.

Mens vi venter på pladen, så har vi bedt Negash Ali smide nogle ord og fem anbefalinger denne vej:

Lil Wayne
Jeg bliver nødt til at starte med Lil Wayne. Han er en rapper, som bare er kommet og har overrasket mig totalt. Jeg kunne slet ikke lide ham i starten, og jeg kunne ikke helt forstå den der amerikanske kultur med bare at smide mix-tapes ud hele tiden, hvor man så kan høre ham på femhundrede forskellige ting. Men han er så innovativ med den måde at føre sin stemme på, hans attitude, når han rapper, og nogle af de ting, han siger, er jo helt bananas, altså. Han skærer det meget mere ned til roden, end så mange andre rappere nogensinde har gjort. Han er så meget mere vulgær og ærlig, så man bare bliver opslugt af det univers, han er i. Det kan godt være fordi, han er lidt halvpsykotisk, men det ved jeg ikke og kan derfor ikke udtale mig om. Men det er i hvert fald super nice.

Zulu Love Game
Jeg har siddet og set en del ”Zulu Love Game”, som jeg syntes er herre sjovt. Jeg syntes, at det er sjovt at se, hvordan nogle som aldrig har prøvet at være sammen med en pige lige pludselig går hen og udvikler sig til - godt nok heller ikke at kunne finde ud af at score piger - men bare udvikler sig lidt. 

R. Kelly
Jeg har evig optur over R. Kelly, fordi han er så mærkelig. Han er bare et sygt menneske, og alligevel er han den vildeste i hele verden. Jeg så en video med ham, hvor han siger: ”Ohh if you wanna be with me, all you gotta do is be over eightteen”, og så render han så rundt på en klub med et skilt, hvor der bare står ”18” på. Han er grineren og crazy.

Barack Obama
Så har jeg også optur over, at Barack Obama vandt præsidentvalget i USA. Jeg har optur over, at det overhovedet er realistisk, at en sort skulle blive præsident, selvom om der blev gjort utroligt meget for, at han ikke skulle få embedet. Blandt andet da nogle til sidst snakkede om, at han ikke havde indfødsret, og at han ikke var ordentlig amerikansk statsborger. Det var bare så corny, at nogle mennesker ville gøre alt for ikke at få ham ind. Jeg er også lidt spændt. Han kan jo kun skuffe, fordi folk har så høje forventninger til ham. Men hvem ved, måske er der håb forude. De snakker jo hele tiden om håbet, så lad os se, om håbet er der. Al forandring, tror jeg, er godt for det land lige nu.

Ben & Jerry’s Cookie Dough
Ben & Jerry’s Cookie Dough er udstyret med sådan nogle kæmpestore stykker cookie inden i isen. Altså det fucker bare med en. Det er sgu en god bøtte, selvom den er rimelig dyr. Man kan sidde med sådan en bøtte og guffe på den i tre timer, og så bliver du bare helt vildt træt. Efter sådan en god Ben & Jerry’s bøtte så ligger man bare og crasher i 14 timer efterfølgende. Det smager bare himmelsk.

"Asmarino" udkommer den 2. marts.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA