x

Reportage - by:Larm, kapitel 1

Reportage - by:Larm, kapitel 1

Vi skriver torsdag den 19. februar. Jeres udsendte ankommer med flytoget direkte ind på Oslo Sentralstation, hvorfra man kan nå 90 procent af spillestederne på by:Larm 2009 inden for 800 meters afstand. Byen praler af sine 6000 årlige koncerter og branchefestivalen, som har eksisteret siden 1998 og tidligere flyttede rundt mellem norske byer - og blandt andet blev afholdt i Trondheim og Tromsø i tidens løb. by:Larm præsenterer skandinaviske kunstnere - med en naturlig overvægt af norske bands, men der er såmænd også blevet plads til mindst et dusin danske bands. Festivalen ligger ideelt i forhold til festivalsæsonen, og derfor er det ingen overraskelse at Roskilde Festival og flere danske bookere og medier har sendt repræsentanter mod nord, og vejrmæssigt får man til gengæld lov at nyde 5-10 minusgrader og kraftigt snefald. Sammen med de der 60 kroners dåseøl, man køber på spillesteder, og 7-11-butikker som lukker ved midnat, giver det et fint indtryk af den norske hovedstad, mens festivaldelen til gengæld er professionelt koordineret, både for kunstnere, publikum og deligerede. På mange måder er by:Larm den norske pendant til Spot Festival i Århus - ligesom det norske musikeksport-organ, Music Export Norway, sætter internationale netværk op under festivalen.

Størstedelen af kunstnerne spiller flere koncerter på by:Larm. Beta Satan, Choir Of Young Believers, Turboweekend, Hjaltalín, Jenny Wilson bare for at nævne nogle eksempler. Og koncerterne foregår på spillestederne i byen - samt i Folkets Hus, og desuden kan man høre det norske band, The Low Frequency In Stereo, spille i det norske parlament, som en del af en større event. Festivalen blev skudt i gang onsdag med gratis koncerter, men først i løbet af torsdag åbnede den rigtige by:Larm, som typisk løber fra 20 til 01, og sent på aftenen overlapper club:Larm på de mindre scener i byen.

GAFFA drog på rundtur i den sneklædte hovedstad under festivalens første dag, der trods gode intentioner endte med at være en noget skuffende koncertvoyage - hvor moralen bør være: Lad være med at vælge bands efter deres navn og beskrivelsen i det officielle koncertprogram.

Som optakt til festivalen mødte GAFFA Jannis fra Choir Of Young Believers, og det er der kommet dette interview ud af. Netop Choir Of Young Believers åbnede en af de største scener på by:Larm, Oslosalen i Folkets Hus, klokken 20 torsdag aften foran omkring 200 tilskuere. Koncertoplevelsen blev præget af den store afstand mellem band og det forsigtige publikum, men Choirs præstationen fra scenen var stærk og rutineret efter den seneste tids turnéaktivitet, mens Jannis Noya Makrigiannis' vokal skar igennem det store lokale. Choir er en god dansk repræsentant, som også er på vej mod udlandet.

I det tilstødende koncertlokale, Mesaninen, ligeledes i Folkets Hus, spillede Retro Stefson - et Dúné-agtigt islandsk band med syv teenagere, der spiller en energisk blanding af Arctic Monkeys og afrobeat med et twist af klaver og synth. Bandet er på Kimi Records (ligesom Hjaltalín), og live er der tæft og vilje, og det tåler en anbefaling, selvom deres indspillede numre på MySpace ikke er særligt godt produceret. Stefson er spændende, men kunne godt bruge to år mere i øveren.

Derefter stod valget mellem den svenske popdiva Frida Hyvönen og danske Our Broken Garden. Undertegnede forsøgte med ti minutter af hver. Frida Hyvönen skal spille et par koncerter i Danmark i løbet af foråret, og hun rullede et kæmpe flygel midt ind på scenen, hvorfra hun gav sin egen version af svensk pop med et soulfeel fra 60'ernes beatclub-optagelser. Det var en ret dårlig disposition, for det var ikke en ubetinget positiv, snarere en rodet og forstyrrende popoplevelse. Lesson learned. Hvis du får samme valgmulighed, så vælg Efterklang- og Sad Lovers-sangerinden Anna Brøndsteds projekt, det internationalt anerkendte Our Broken Garden i stedet. Hun spillede på den nærliggende intime amfiscene, Auditoriet, og der er en autentisk skønhed og ærlighed over hendes klang, som suppleres af en mandlig korsanger, klaver og Brøndsteds egen elektroniske modulering og lagkageoptagelser fra scenen.

Aftenens næste to punkter var mildest talt forfærdelige. Det finske prætentiøse college-punk-hardcore-band, Underwater Sleeping Society, beskriver sig selv om indie-psychedelica og atmosfærisk rock. What?! De er for atmosfærisk rock, hvad Bombfunk MC's var for hiphop? Ikke meget. Teknisk utilstrækkeligt, vokalen faldt ud og arrangementerne mudrede. De er søde på den der samtidigt indadvendte-udadvendte punkgoth klappe-i-takt-måde. Bagefter fik undertegnede et kort glimt af Bergens fornemme poprock-band, John Olav Nilsen & Gjengen, som laver forfærdelig rock, og den neurotiske forsanger sprang rundt med en sammenkrøllet norsk flag i hånden. Han kommunikerede med energi, ikke med sang, kan man indvende.

Et af de nye norske bands, som vores norske værter fra by:Larm anbefaler, er et-mands-projektet Rockettothesky. Det er Jenny Hvals introverte soloprojekt, der har en god skandinavisk klang og blander elektronisk elementer, en høj vokal og hybrider af gamle instrumenter fra folkemusikken. Det giver alt i alt et udtryk a la Valravn eller Björk, bare mere indadvendt. Du kan høre mere på MySpace, og start med "Grizzly Man".

Aftenens to øvrige koncerter har vi anmeldt her på siden. Du kan finde anmeldelser af Hjaltalín, som spillede på Mesaninen, og Jenny Wilson, der spillede på den store Sentrum-scene og lukkede den første festivaldag.

I løbet af de næste dage kan vi byde på interviews med koncert- og pladeaktuelle danske kunstnere som WhoMadeWho og Turboweekend her på GAFFA.dk. Du kan i øvrigt finde koncertanmeldelse af den norske sympatiske yndling, Erlend Øye, og hans tyske band, The Whitest Boy Alive, som også barsler med pladen "The Rules". Hang tight!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA