x

Hjaltalín - Vi islændinge har nok levet i en virkelighed, som ikke var helt realistisk

Hjaltalín - Vi islændinge har nok levet i en virkelighed, som ikke var helt realistisk

GAFFA mødte de to piger Sigridur Thorlacius og Rebekka Bryndis Björnsdottir fra det islandske band, Hjaltalín, hvis debutplade "Sleepdrunk Sessions" med små skridt har vokset fra at være en national hemmelighed til at være europæisk fælleseje, og i hælene på den plade har Hjaltalín spillet flere turnéer i Skandinavien og siden i resten af Europa. Vi mødte Sigridur (vokal) og Rebekka (basun og fagot!) til en snak om at være fra Island, om store bandkonstellationer, Hjaltalíns historie og mødet mellem rock og klassisk.

Du kan læse vores anmeldelse af den første koncert på by:Larm her.

Hej Hjaltalín. Efter koncerten i går har I fået superflotte anmeldelser. Men selvom I har udgivet jeres plade i Danmark, så er I et rimeligt ubeskrevet blad. Vil I ikke starte med at fortælle lidt om bandet? Hvordan fandt I sammen?

Sigridur: - I den her konstellation, syv mand, har vi eksisteret i 2½ år. Vi har alle sammen gået på samme skole, og også sunget i samme kor - bortset fra Rebekka, der kommer fra et andet sted på Island.

Rebekka: - Bandet startede helt anderledes for fire år siden. Dengang var det de fire drenge, som er den rytmiske sektion nu. De fik tilbudt en plads i et islandsk tv-program, og så ville de gerne gøre noget ud af det, så de fik violin, basun og kor med. Og siden har det været det nye Hjaltalín.

Når man hører jeres musik, og hører instrumenterne, så tænker man, I har en baggrund fra klassisk musik?

Sigridur: - Det har vi også. Violin, sang, fagot og så videre. Når man starter som barn i en musikskole og er seks år gammel, så er det dér, man starter. Så skifter man typisk senere hen til rytmisk musik eller jazz.

Hvad betyder Hjaltalín?

Sigridur: - Det er et familienavn, ligesom Sørensen ville være i Danmark. Det er ikke noget specielt.

Kan I egentligt snakke og forstå dansk?

Sigridur: - Ja. Vi kan snakke lidt dansk. Det er det første fremmedsprog, vi lærer i skolen.

Jeg troede, at Hjaltalín havde en islandsk betydning, så det kunne betyde "et sted i solen" eller "den grønne ø"?

Rebekka: - Nej, overhovedet ikke. Det oprindelige Hjaltalín skulle optræde på en skole et sted, men havde ikke noget navn. Så gik de og snakkede om det hos en ven, indtil vennens far sagde, at de gerne måtte bruge hans navn som bandnavn. Men det er ikke et almindeligt familienavn, for så ville det slutte med "son" eller "dottir". Så helt som Sørensen er det ikke.

Sigridur: - Der er flere udlændingene, som tror det betyder helte.

Er I egentligt romantikere? Sådan lyder det, når man hører musikken, og forsøger at afkode teksterne?

Rebekka: - Det er ikke os selv, der skriver teksterne. Det gør vores venner. Den første tekst, til sangen "The Trees Don't Like The Smoke", er skrevet af en ven på en weblog, for han bor i New York.

Sigridur: - Typisk er det baseret på mærkelige lyde. Högni, forsangeren, synger en masse bullshitting, når vi arrangerer numrene. Han finder på lyde og ord, og når vi sender numrene ud til vores venner, som skriver teksterne, så får de musikken med hans mærkelige lyde ovenpå. Det er Örvar fra Múm og en fyr, der hedder Petur Eggertsson, der skriver sangene.

Rebekka: - Petur er søn af en kendt kunstmaler, der hedder Eggert Peturson.

Nåeh, det klassiske familienavn igen. Er det normalt, at man tager sin fars navn som efternavn, og hans efternavn til fornavn. Så det passer med, at man hedder det samme som sin bedstefar?

Sigridur: - Ja, det er den gamle metode, at man kalder sin søn det samme, som ens far. Det er selvfølgelig lidt surt, hvis nu det har været en familietradition i mange år, og ikke rigtigt kan være bekendt at bryde rækken, at man ved, at ens søn skal hedde Petur.

Lad os snakke om noget andet. Island. Hvordan er det at være fra Island lige for tiden?

Sigridur: - Interessant. Mere interessant end det plejer at være. Vi er jo en lille stat, og vi har altid haft en stolthed omkring vores land, og altid gået rundt og sagt, vi er de bedste for ligesom at opretholde den stolthed.

Rebekka: - Vi er blevet lidt mere ydmyge.

Sigridur: - Vi har nok levet i en virkelige, som ikke har været helt realistisk.

Rebekka: - Den første gang vi lagde mærke til det, var i et tog på vej mod Heathrow Lufthavn. Det var lige omkring de dage, hvor alt kollapsede. Drengene sov, og Sigridur og jeg sad og snakkede sammen. På det tidspunkt sad der en mand over for os, som spurgte til, hvor vi var fra. Om vi var fra Norge? Danmark? Færøerne? Og da vi så sagde, vi var fra Island, så spurgte han ikke mere, men beklagede forstyrrelsen og kiggede ned i sin avis igen. Vi plejer altid at kunne sige, ja, kom til Island, og folk plejer altid at være interesserede i at høre om landet og naturen.

Sigridur: - På en måde er det meget godt, og det bliver godt, når og hvis vi kommer igennem alle de problemer, vi har nu.

Rebekka: - Plus det er ret nyt for os at se turisterne i gaderne i Reykavik gå rundt med shoppingbags. Det plejer de ikke at have råd til.

Men når I tjener jeres penge uden for Island...?

Sigridur: - Ja, vi får selvfølgelig betaling i euro eller kroner, men det er tilsvarende dyrt at rejse ud af Island. Det er dyrt for os at tage ud og købe en kop kaffe for eksempel. Plus vi rejser normalt 7-9 mand, når vi rejser ud med Hjaltalín, og det er dyrt at fylde en flyver og booke hoteller. Men dér vejer det lidt op, at vi får vores betaling i udenlandsk valuta.

Nu er Norge også et rimeligt grelt eksempel, kan man sige. Jeg snakkede lige med en kollega fra Sverige til koncerten i går. Han spurgte: Hvorfor er det også, at hver gang man ser et islandsk band, så er der 7-8 medlemmer i bandet?

Sigridur: - Arh, så mange er der heller ikke.

Rebekka: - Jo, det er der vist (Rebekka begynder at remse islandske bands op, red.). Det udspringer vist af, at man spiller sammen med sine venner og bare spørger, om de vil være med, og sådan udvikler det sig.

Det er jo ikke som sådan et problem, men det betyder vel noget for, hvordan jeres musik lyder, eller hvordan man laver musik på Island?

Sigridur: - Ja, altså vi fik tilbud om at varme op for Cold War Kids i november sidste år, i Spanien, Frankrig og Italien, men det var kun fire bandmedlemmer, der havde tid. De gjorde det alligevel, men det var meget anderledes. Ikke nødvendigvis på en dårlig måde, men det var ikke det samme Hjaltalín, som man kender.

Hvad er jeres ambitioner internationalt? Hvor er I, og hvor langt er I?

Rebekka: - Vi har både et pladeselskab, management og promotion bag os, for uden det, tror jeg, vi ville fare vild. Vi har ikke en masterplan, men vores manager har nok en større plan, men det er mere fordi, han er en faderfigur til bandet og gerne vil passe på os.

Sigridur: - Så længe det er sjovt, så er vi gode venner, der rejser sammen. Hvis det ikke er om tre år, så tænker vi ikke, at det er en katastrofe, og hvad gik der galt. Vi nyder, de ting der sker omkring bandet lige nu. Men når det er sagt, så er det for mig rent personligt da meget rart at bo på et flot hotel i Oslo.

Men snakkede I ikke lige om, at I havde sovet i sofaer den seneste uge, hvor I har været på turne?

Sigridur: - Nå jo, men det er altid sundt at sove tre personer sammen i en sofa.

Rebekka: - De svære tider, som ikke er svære endda, er en del af det sjove. Ikke at kunne gå i bad i tre dage. Der er også en god balance i bandet, og når vi er sammen 7-8 mennesker, så kan man altid bare begynde at snakke med den næste.

Hvordan er jeres forhold til Danmark? I har spillet der en del gange efterhånden?

Rebekka: - Ja, vi har spillet på Spot, og på Rust og Voxhall. De fleste islændingene har et rimeligt afslappet forhold til Danmark og kender til København.

Sigridur: - Danmark er ligesom det første sted, man tager hen på ferie med sin familie. Og det første sprog, vi lærer. Og vi har haft dansk konge engang. Det er måske også en storebror-ting.

Når man hører Hjaltalín, så er det en lidt sjov blanding af genrer, instrumenter, kammermusik og indierock. Det er et clash. Hvordan får I det til at fungere?

Rebekka: - Det kommer fra vores forskellige instrumenter, kan man sige. Vi prøver bare at få det til fungere. Högni har altid en stærk mening om, hvordan tingene skal gøres. Han har studeret som klassisk komponist og er god til at arrangere. Så selvom vi laver arrangementerne sammen, så er det ham, der går forreste og siger: Spil det lige sådan dér, og så virker det. Det er godt at have en person, som tager den rolle, for ellers ville det flyde lidt.

Sigridur: - Og så er vi alle sammen øvede musikere, har fået undervisning det meste af vores liv, så det kommer lidt nemmere.

I indledningen stillede jeg spørgsmålet, hvad er essensen af Hjaltalín. Har I fundet et svar? (Pigerne starter en meningsudveksling på islandsk... red.)

Sigridur: - Ja, du kan skrive, at essensen i bandet er en basun og en kvindelig vokal.

Rebekka: - Det er vores eneste mulighed for at sige det, nu drengene ikke er med til interviewet. De plejer altid at sige, det eneste kvinder kan finde ud af, er at synge eller spille basun. Hvilket vi så også gør i vores band, men de er altid klar med: Kvinder kan ikke køre bil. Kvinder kan ikke det. Kvinder kan kun spille basun eller synge.

Sigridur: - Eller du kan skrive, essensen i Hjaltalín er: "to feel good".


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA