x

Reportage - by:Larm, kapitel 3

Reportage - by:Larm, kapitel 3

De seneste par dage har undertegnet varmet op med et par eksperimenter, rent musikalsk. Lørdag skulle være en sikker dag med mange danske koncerter på programmet - blandt andet skulle Wong Boys og WhoMadeWho lukke det store Dagbladet-teltet på Youngstorget, der de tidligere aftener har været det logiske samlingspunkt for branchefolk omkring midnat. Desuden var der også de relativt sikre norske kort i I Was A King, der har været overhypet på blogs og i den norske presse, samt hvad man kan antage at være festivalens hovednavn, The Whitest Boy Alive. Her følger beskrivelsen af en god lang tredjedag på festivalen, hvor trætheden efterhånden begyndte at melde sig, efter at publikum nu i nogle døgn havde vandret på kryds og tværs i Oslos standard-vinterunderlag - skiftevis slud og islag, og med meteristapper og taglaviner hængende fra hustagene. Det tænker man ikke over, hvis man har fået et skud Jägermeister, hjemmebrændt og nogle fadøl.

Fra lørdag og søndag kan vi desuden byde på interviews med Turboweekend og WhoMadeWho, som begge har nye plader på vej, og som har en del til fælles som elektro-klub-trioer. Du kan læse interviewet med Turboweekend, som stiller hinanden spørgsmål til sit eget projekt, her. Eller du kan finde et lyninterview med WhoMadeWhos bassist og trommerslager - begge hedder Tomas - som blev lavet i al hast over morgenmaden og i en norsk taxa her. Desuden er der et interview med Frode Strømstad fra I Was A King på vej.

Men Among Animals åbnede spillestedet Rockefeller, en kæmpe scene hvis program til hverdag tæller små navne som Eagles Of Death Metal, Bloc Party og Franz Ferdinand, og da Men Among Animals gik på, talte spillestedet kun 40-50 tilskuere. Jeg har aldrig forstået, hvorfor Århus-bandet tør at blande ironisk gøgl som konfetti, koreograferede trin, kulørte lamper og en festlig blæsersektion med energisk, seriøs indierock - men det virker okay, fordi Men har noget godt sangmateriale at plukke fra. Bandet spillede i øvrigt også på Mono klokken 23.

Small spillede i Folkets Hus, havde lidt mere held med publikumsstøtten, og Andreas Asingh (i de norske medier omtalt for sin overdrevne brug af vocoder-autotune-effekter) styrede stilskkert slagets gang. Smalls lyd er stærkt defineret, men det betyder samtidig, at der ikke er særligt meget variation i kombinationen af distortion guitar, synth og trommer, der giver en støjende synthpop. Variation findes i stedet i de rytmiske skift i tempo og takt. Small var ikke overbevisende, og enkelte gange leder vokalen tankerne hen på tilbagestræbende, dansk 80'er-pop, andre gange til Mew. Jeg foretrækker sidstnævnte.

Beta I-Don't-See-Any-Fucking-Horses Satan viste nordmændene, hvordan man administrerer århusiansk hensynsløshed til fulde. Energien er ikke rettet mod publikum, men snarere indad og er herligt hadsk. Lydstyrken var ekstrem på det lille spillested Mono, og forsanger Kaare R. Hansen havde svært ved at høre sig selv i monitoren, men det til trods sang han bedre, end jeg har hørt ham synge for Beta Satan før. Hver gang jeg ser Beta Satan foran et nyt, nysgerrigt publikum, ender det med, at en del af publikum forlader koncerten med hænderne for ørerne (dels på grund af lydstyrken, dels på grund af den hårde stil), og den anden halvdel rocker ud (udtales med århusiansk dialekt). Midt i et nummer faldt synthesizeren ud, men det var blot en teknisk fejl i et ellers overbevisende, larmende sæt.

I Was A King, den norske sensation, fyldte den lille café på den anden side af gaden. Bandet spillede på by:Larm sidste år, og måtte som følge af et by:Larm'sk dogme ikke spille igen i det officielle program i år. Derfor spillede de på en skodscene, mens masser af skuffede publikummer måtte vente uden for. Bandets selvbetitlede andet album udkommer inden for en måneds tid i Danmark. I Norge er den helt sensationelt strøget ind som nummer syv på den internationale albumhitliste - sensationelt, fordi det er en indie-plade på et lille selskab, mens I Was A King, som egentlig har Frode Strømstad som klare afsender som sangskriver og forsanger, har fået enorm interesse fra udenlandske weblogs. Også fordi Sufjan Stevens medvirker på et af numrene. Trommerne larmede for meget på den lille scene og tog brodden af vokalens gennemslagskraft, men overordnet kunne koncerten hverken be- eller afkræfte det überhypede norske projekt. I virkeligheden var koncerten et stunt, som skabte en lejlighed for branchen at tale lidt mere om bandet, nu hvor albummet er på trapperne. Det musikalske varemærke trækker veksler på støjrock, det skævt tonale, men har en grundform som korte popmelodier, mens forbillederne findes i bands som Teenage Fanclub, Guided By Voices og Sonic Youth.

(Anmeldelsen af The Whitest Boy Alive, som spillede herimellem, kan du finde her)

På Youngstorget lukkede Megaphonic Thrift, The Wong Boys og WhoMadeWho Dagblads-teltet. Med forskellig midler og output til følge. Bergen-bandet Megaphonic Thrift har undertegnede tidligere rost efter at have set dem på spillestedet Mono sidste år. Men dagsformen lørdag aften var svingende, for mens guitarstøjen står klart, så er vokalen ikke stærk nok på alle numrene. Der er en psych-indie-feel over Megaphonic Thrift, men de store inspirationskilder er Sonic Youth og My Bloody Valentine, og deres to singler, "Neues" og "Acid Blues" kan stadig anbefales og høres her.

The Wong Boys - Stefan Kvamm og Frank Ziyanak - deler noget af den hensynsløse attitude med Beta Satan, men forvalter den musikalsk med techno-agtige beats og Ziyanaks dovne, selvfede vokal. Nu har jeg set The Wong Boys seks eller syv gange på et år, og lørdagens koncert var nok noget af det bedste, jeg har set dem præstere. Rent musikalsk er det dog stadig ikke genialt, men det er beskidt og klæder en kælderklub fint. Problemet er nok, at det er sjovt at se og høre på live, men ikke ligefrem tilfredsstiller selv den simpleste form for intellektuelt begær.

WhoMadeWho havde problemer med flyforbindelsen og ankom blot ti minutter før koncerten til scenen, men bandet havde overraskende nok alligevel en super lyd, og så beviste trioen, Tomas Høffding, Tomas Barfoed og Jeppe Kjellberg, at de har international klasse på elektroscenen. Mens Wong Boys skræmte folk væk området foran scenen - hvis man ser bort fra enkelte, der ironisk immiterede 90'er techno-efterskole-trin - så spillede WhoMadeWho foran nogle hundrede publikummer i teltet. Vi fik blandt andet cover-nummeret "Satisfaction" af Benni Bennasi, som bandet er kendt for at spille, samt singlen "Space For Rent" og førstesinglen fra deres kommende album "The Plot". WhoMadeWho er i særklasse stærke live, kommer med slagkraft, temposkift og teknisk overskud. De har et udtryk, som mange ville have ønsket, de havde for fem år siden - spørgsmålet er, hvad der kommer ud af den nye plade!?


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA