x

Danko Jones fanget før stormen

Danko Jones fanget før stormen

Canadiske Danko Jones har netop udgivet pladen "B-sides", som indeholder en lang række fravalgte og udvalgte numre hele vejen fra bandets begyndelse og op til i dag. For præcis et år siden på dagen udgav bandet plade nummer fem, "Never Too Loud".

Til dagens interview er frontmand og bandets navnegiver Danko, også kendt som "The Mango Kid", klædt i sort hættetrøje, med bandlogoet "Napalm Death" på ryggen. Med lommerne om hænderne glider han ned i en af konferencerummets stole og kigger afventende på mig. Jeg tænder mikrofonen og lægger ud med en anekdote:

Jeg så jer spille i Malmø for nogle år siden,  lige efter at I havde udgivet "We Sweat Blood". Til den koncert vred du hovedet rundt, fordi du havde ondt i nakken, og ind mellem numrene sagde du: "Der er kun én ting at gøre, når man har nakkesmerter - and that is to rock all night!"

- Ja, det lyder som noget, jeg kunne finde på at sige, griner Danko og kigger frem for sig.

Hvad lavede I før bandet?

- Vi har spillet i 13 år, så det er efterhånden svært at huske. Vi dannede bandet mens vi stadig gik i skole, og lige efter skolen tog vi hvilket som helst deltidsjob, som tillod os at forsvinde i et par uger, og så komme tilbage. Hen ad vejen var vi så heldige at vi kunne fravælge deltidjobbet og spille fuldtids... og det har vi så gjort i otte år.

På to tidligere albums har I haft John Garcia (tidligere Kyuss-sanger, nu aktiv i Hermano) med, I har også haft Brant Bjork & The Bros (tidligere Kyuss-trommeslager) på som opvarmning. Er der ved at forme sig et mønster? Er I ved at bevæge jer mere i retning af stener-rock-scenen?

- Nej, overhovedet ikke. Vi er selvfølgelig fans af deres musik, både det de lavede sammen, og det de laver hver for sig. Vi prøver ikke på at score point hos stener-rock-fans, vi er bare fans. Vi prøver ikke på at være en del af nogen bestemt scene, vi er heller ikke selv en del af nogen bestemt scene. Der er ingen storstilet plan bag det!

Danko afslutter sit forsvar, retter sig lidt op og fortsætter:

- Det fungerede rigtig fint at have John med på tour (i Norge) og at have Brant som opvarmning. Det fungerede fint hver for sig. Det var Johns manager, som kontaktede mig og spurgte, om jeg ville lave en sang til Johns kommende plade. På det tidspunkt var vi ved at lave "Sleep Is The Enemy", og vi fandt et kompromis, hvor jeg skrev sangen, og så var John med på vores plade. John hørte vores musik, og han kunne godt lide det, så han sagde ja. Hvis han ikke havde kunne lide det, var det aldrig sket. Vi spillede sammen og blev venner.

Man kunne godt forestille sig, at der var en plan bag, eller noget længerevarende i sigte, når han har været med på to af jeres plader.

- Ja, det er der nogle der tror, men sådan er det ikke. Jeg skrev ikke sangen til ham. Den blev slet ikke skrevet til at passe til hans stemme, de to ting passede bare tilfældigt sammen. I anden omgang var vi begge i LA, og han var et par timers kørsel væk, så han kom forbi og sang på pladen, og vi var sammen resten af dagen, det var det hele. På det tidspunkt havde vi ikke set ham i næsten et år, så der var ingen snedig plan bag.

Som gammel Kyuss-fan er det altid rart at se, når de gamle medlemmer finder sammen med andre musikere, jeg kan lide, og laver noget nyt.

- Ja, det er fedt. Jeg kan også lide meget af det, de originale Kyuss-medlemmer laver nu. (Nick Oliveri spiller blandt andet i punkrockede Mondo Generator, og Josh Homme er aktiv med Queens Of The Stone Age og Eagles Of Death Metal).

 Jeg har læst mig frem til, at du har lavet et spoken word-album. Hvordan var det?

- Det var sjovt! Jeg planlægger at gøre det igen, jeg ved bare ikke, hvornår jeg får tid. Det var omkring fire år siden.  På det tidspunkt var det mest en fed chance for at være på tour i Europa, hele tiden. Men mit liv har ændret sig lidt i løbet af de seneste fire år, og jeg har ikke længere lyst til at tage på spoken word-tour når jeg lige er kommet hjem fra almindelig tour.

Hvad venter derhjemme? En pige?

- Nej, jeg er bare udmattet. Vores tour er mere intens end tidligere, jeg har bare lyst til at slappe af. Det var faktisk noget jeg kom frem til efter spoken word tour'en. Jeg var ved at blive skør af stress og jetlag. Min krop opførte sig mærkeligt, og jeg var nødt til at stoppe op og sige: Hvad fanden har du gang i?

Det giver mening...

- Jeg har et godt sted at bo nu. I de tidlige dage var alting pakket ned i kasser, fordi jeg ikke var hjemme alligevel. Så det er en af årsagerne til at jeg stoppede op, men den vigtigste årsag er bandet. Jeg vil gerne være udhvilet undervejs på touren, så jeg kan spille så godt som muligt, og ikke kun være på 90%, bare fordi jeg lige er kommet hjem fra spoken word tour.

 

Musikjournalisten Danko Jones

Du laver også et radioshow?

- Ja... Men for at være helt ærlig, så er det noget, jeg er ved at glide væk fra. Det tog alt for meget tid. Det var en time om ugen, plus masser af forberedelse, research... alt for meget. Og desuden skriver jeg artikler for fire musikblade. I går aftes blev jeg ringet op af et hollandsk musikblad, som også vil have artikler... men det her sidste er et let job. Så nu er det fem forskellige blade. Meget arbejde! Og det er ærlig talt sjovere end at lave radio. Jeg er ikke så vild med at lege dj, men jeg kan gøre det, hvis jeg får penge for det. Det er kedeligt! Jeg kunne sidde derhjemme og høre plader, jeg har intet behov for at vise folk min pladesamling, forstår du hvad jeg mener? Jeg kan lide at skrive artikler, fordi det fungerer som katarsis. Jeg får en masse af min potentielt negative energi ud på en positiv måde.

Ja, det kan være meget rensende at skrive.

- Og de lader mig skrive, hvad jeg vil. Det er ikke ligesom et interview, hvor jeg skal skrive om nogen. Det er mere om min holdning til ting.

I et interview kan man stadig fokusere på de ting, man har lyst til.

- Ja, det er klart. For et af bladene plejede jeg at have en side, hvor jeg kunne skrive hvad som helst, bare rable derudad. De plejede at sige, at de kunne lide det (Danko griner, red.), men nu laver jeg interviews med folk i stedet. Jeg skriver for Rock Hard i Tyskland, som er et ret stort metal- magasin. Jeg lavede et interview med Lemmy (fra Motörhead)...

Ja, det har jeg læst.

- Og jeg lavede et med Voivod. Jeg har også prøvet at sende dem interviews med nogle af mine venner, som spiller i et band, men Rock Hard var ikke interesserede.  Jeg laver ikke interviews med bands, jeg ikke kender.

 

Karantæne grundet snestorm

Du laver meget ofte tekster om kvinder...

- Åh, jeg har ikke lyst til at tale om mit privatliv. Sorry.

Helt i orden. Jeg havde det på fornemmelsen. Kan du fortælle historien bag "The Mango Kid"?

- Jeg kan bare godt lide mango. Mango juice, mango eller mango chutney... Tørret mango. Men da folk fandt ud af det, sørgede de altid for at jeg fik det serveret før et gig, så nu er jeg dødtræt af det.

Der er noget næsten lyrisk over mango, frem for for eksempel æbler.

- Ja, nu du nævner det, så tror jeg ikke, at jeg ville have kaldt mig selv "The Apple Kid."

Her til sidst: kan du huske en særlig dårlig koncert, du har spillet?

- Musikerne sætter altid en højere standard end publikum. Til en bestemt koncert døde min forstærker, og så gik guitaren i stykker, og jeg fik en anden guitar, som var fucked.  Til en anden koncert på en festival var der en, som smed en flaske mod scenen. Det var sikkert ikke engang med vilje, du ved, til festivaler smider folk altid ting op i luften. Men jeg tog mikrofonen og sagde: "Du ramte ikke. Jeg tør vædde med, at ingen af jer kan ramme mig, selvom jeg står stille." Og jeg vidste jo, at flaskerne var af plastik, ellers havde jeg ikke sagt det! Men flaskerne kom flyvende og ingen af dem ramte, selvom jeg stod stille. Det var vildt!

Urørlig.

- Og så blev vi smidt af scenen, fordi festivalen principielt ikke tillod den slags opførsel. Det ville have være et dårligt eksempel, hvis de tillod det.

En anden gang, da vi lige var startet ud hjemme i Canada, skulle vi spille et gig, og der var kæmpe snestorm, så vi kunne slet ikke komme ud af byen. Manageren for det sted, hvor vi skulle spille, ringede og sagde, at stedet havde givet os karantæne, fordi vi ikke kom. Og jeg sagde: Dude, du har sat os i karantæne, fordi vi ikke kører tre timer igennem en snestorm og spiller?

Det lyder, som om det var noget personligt for ham. Måske havde han pralet til alle sine venner om, at I ville komme og spille.

- Canada er fucked. Hvis du kører en time eller to ud af Toronto eller en af de andre store byer, så ved du ikke, hvem du møder. Men faktisk var det fedt nok at få karantæne, for vi gad ikke ud i snevejret! Nogle år senere tilbød den samme manager os at komme og spille, og vi sagde nej. Jeg troede, vi var sat i karantæne? Nej tak, vi opretholder karantænen.

Efter 20 minutters interview begynder Dankos øjne at glide over mikrofonen, og jeg slukker, men vi snakker videre. Han fortæller, at han efter et gig godt kan finde på at spise et naturligt sovemiddel og gå direkte i seng, for at være frisk. Vi kommer også ind på, at Danko ofte bliver sammenlignet med Henry Rollins, selvom Dankos vokalregister er langt bredere end Rollins'. Som Danko siger, før vi skilles, er han stolt af sammenligningen, for "Henry's a nice guy."

Jeg anskuer nu Danko anderledes. På scenen fremstår han som en gal rocker, der kun har ét i hovedet: At flå sin guitar rundt som en kælling, der har fortjent det, og samtidig råbe de døve op. Hans sange handler ofte om kvinder (lækre og/eller hjernedøde), at have det sjovt, eller at kapere fjolserne. Men efter at have siddet og kigget ind i hans rolige, brune øjne og lyttet til hans ord, er det gået op for mig, at der er en forretningsmand bag hele maskineriet. Han har investeret al denne energi i sig selv som et produkt, og undervejs er det gået op for ham, at han er nødt til at drage omsorg om sit produkt. Sov du hellere, frem for at drikke og feste, Danko - så har vi andre glæde af dig mange år fremover.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA