x

Jacob Faurholt – Når noget så simpelt kan være så smukt

Jacob Faurholt – Når noget så simpelt kan være så smukt

Ordene i overskriften tilhører Jacob Faurholt, men handler om Robin Proper-Sheppard fra den velrenommererede, amerikanske indierock-gruppe Sophia. Den 30-årige århusianske singer-songwriter har længe bevæget sig i den musikalske undergrund, men har netop sluppet sit tredje album, "Are You In The Mood For Love?", om hvilken de gode anmeldelser måske kan trække Faurholt op fra samme lo-fi-singer-songwriter-undergrund. Hans første album var i øvrigt med bandet Sweetie Pie Wilbur, "Queen Of Hope", der udkom i starten af 2005, og hvor Faurholt også skrev sangene.

GAFFA mødte Jacob Faurholt på Café Mozart i Århus – en lille café på gadehjørnet på Vesterbro Torv, der ud over at lægge rum til hedengangende jazzbars Bent J.'s fredagsjam, er kendt for næsten udelukkende at spille Leonard Cohen-numre.

Hej Jacob. Hvordan er pladen lavet? Du har arbejdet sammen med Kristian Westergaard, siden du stoppede med Sweetie Pie Wilbur? (Kristian har indspillet, produceret og mikset pladen, red.)

- Ja. Vi optræder også sammen som duo, og det var det, vi gerne ville fange på den nye plade. Det er mere dynamisk, når han spiller instrumenterne, og jeg koncenterer mig om at synge. Vi har indspillet guitar og vokal live, og så er der lagt flere instrumenter og kor oven på. Kristian spiller alle næsten instrumenterne på pladen, og det blev ligesom et dogme. Jens Kristian Andersen spiller i øvrigt kontrabas på pladen.

Og hvem er Jason Ward, som har mastereret pladen?

- Jeg fik fat i ham, efter at han havde masteret I Am Bones' plade. Han bor i Chicago og har arbejdet med Lambchop og Arcade Fire.

Jeg har selv været af den opfattelse, at du længe har bevæget dig i undergrunden. Laver du musik til undergrunden? Er det dér, du gerne vil være?

- Jeg har bevæget mig i undergrunden, men for mig behøver det ikke være til undergrunden. Jeg vil da gerne have flere, der lytter til pladen, og denne gang er der mange dagblade og magasiner, som har omtalt og anmeldt pladen. Jeg er altid spændt på, hvordan mine plader modtages, men samtidig er jeg meget bevidst om den musik, jeg laver. Jeg ville ikke lave musikken anderledes for at sælge flere plader – hehe, så havde soloen, som vi snakkede om, i "Rusty Country Cage" ikke været dér (som består af et næsten atonalt, akustisk guitarstykke, red.).

Mit indtryk er også, at du har lavet musik og udgivet musik online, for eksempel omkring Geiger-miljøet...

- De første demoer er fra 1999-2000. Så udgav jeg nogle ep'er på selskabet BSBTA, som hovedsageligt udgiver på cd-r og gerne nogle mere obskure ting. I 2005 skrev vi (Jacob Faurholt & Sweetie Pie Wilbur) kontrakt med selskabet Quartermain Records, som udgav pladen "Queen of Hope", samme sted som mit første egentlige soloalbum ("Hurrah Hurrah") udkom i 2007. Nu er jeg på Slow Shark Records.

Bonnie Prince Billy
Det lyder også som om, du skriver dig ind i en lang amerikansk sangskriver-tradition. Du har i tidligere interviews nævnt Bonnie Prince Billy som inspiration. Hvordan forholder du dig til det?

- Der er hovedvægt på teksterne og melodierne, men indspilningsmæssigt har vi eksperimenteret, og vi bruger nogle ting, som ikke er så traditionelle. På "Hurrah Hurrah" havde vi nogle støjende passager og havde indspillet med pilleglas som instrumenter for eksempel. Denne gang har Kristian og jeg forsøgt at skabe et mere rent udtryk. Det er ikke så skrabet og lo-fi, som det har været tidligere. Det er en stille balladeplade, som er storladen uden brug af eksempelvis strygere. I stedet er der ambiente guitarstykker, rumklang og kor, der giver effekten. Vi var inspireret af Phosphorecent og deres plade "Pride".

Hvis du skulle skære ind til essensen af dit udtryk. Hvordan vil du beskrive din lyd? Hvor kommer det fra?

- Da jeg startede med at spille guitar, var jeg 16 år. Jeg var interesseret i sangskrivningen, og det kom før det at blive teknisk god på guitar. Instrumentet var et værktøj til at skrive sange. og ikke i at spille guitar som sådan. Jeg hørte Sophia på Huset i Århus. Det var en sangskriver, der inspirerede mig i begyndelsen. Det er et meget nøgent udtryk. Jeg tænkte, at når musik så simpelt kan være så smukt, så kan jeg også gøre det. Det var inspirationen dengang, før jeg begyndte at høre Bonnie Prince Billy og Smog for eksempel. Men jeg opsøger en masse musik, ikke kun sangskriver-ting. (Tænkepause, red.) Animal Collective, er den seneste plade, jeg har købt, som ikke minder om min egen musik. Men det er klart, at mit hjerte ligger nær kunstnere som Bob Dylan. Neil Young. Nick Drake.

Hvilke temaer er der på pladen? Noget med kærlighed, ung-gammel?

- Jeg ved ikke, om der er et tema. Når jeg skriver sange er det ret intuitivt. Jeg sætter mig ned og spiller guitar, melodier og akkorder og finder på teksten hen ad vejen. Sangene afspejler den tid, de er skrevet i, eller de dage de er skrevet. Der er også rimeligt harske tekster, blandt andet om folk, der ikke kan lade hinanden være i fred.

Kan man finde dine tekster et sted, på nettet eller i coveret?

- Nej, faktisk ikke. Jeg forsøger at være rimeligt velartikuleret. Det er en dyd at udtale ordene, så det kan høres. Det er også noget, jeg godt kan lide ved andre kunstnere. Bonnie Prince Billy, eller for eksempel Conor Obert, der skærer ordene ud i pap.

Anmeldelser i flere medier
Nu har du fået lidt flere stjerner for denne plade – typisk har du lige fået en stjerne mere end sidst. Hvilken udvikling er der sket?

- Ja, altså "Queen Of Hope", den første plade med Sweetie Pie Wilbur, fik faktisk også gode anmeldelser rundt omkring, og det gjorde "Hurrah Hurrah" også flere steder. De seneste to er meget forskellige plader. Den første plade er meget spraglet og har et andet udtryk. Den anden virker måske mere moden og helstøbt. Vi har forfinet udtrykket, men det er bare to forskellige udtryk, og vi har opnået det, vi ville, med begge plader. Det er dejligt at få at vide, at den plade, man har lavet, er god. Det er selvfølgelig fint, at den får en stjerne mere, men det betyder ikke, at jeg syntes den sidste var dårligere. Den var bare en anden, som jeg er lige så stolt over, så må anmelderne mene det, de mener. Vi er glade for at være steget en stjerne, men også at vores anmeldelse kommer bredere ud og bliver anmeldt i de store dagblade.

Hvad med titlen? Hvad betyder den?

- Det er en længere historie, men jeg kan sige, det er inspireret af en titel på en film, af en kinesisk filminstruktør. Den hedder "In The Mood For Love". Jeg var i Øst For Paradis og se en anden af hans film.

Du siger, du skriver sange intuitivt, og normalt er det jo personlige tekster. Hvad er det for en personlighed?

- Det er hovedsageligt personlige tekster og ikke så meget, hvad der foregår ude i verden. Der var en anmelder, der skrev, det var billedligt, og nogle gange er det kryptisk, andre gange er det skåret ud i pap. For eksempel er der en sang om utroskab. Det bygger på en holdning og ikke på personlig erfaring. Der er også et nummer, der hedder "Our Old Neighbourhood", som er forskellige snapshots fra min teenagetid... i Hørning (forstad til Århus, red.).

Til sidst plejer vi at have en kategori, der lyder. Hvis du skulle stille dig selv et spørgsmål, om noget vi ikke har snakket om, hvad skulle det så være?

- Hm. Jo, der er rigtigt mange danskere kunstnere og udgivelser lige nu, men hvad er det, der skal til for at blive hørt? Det er positivt, at man selv kan skabe kontakt og være aktiv, for eksempel i forhold til MySpace. Jeg kan godt hidse mig lidt op over, at der ikke er en ordentlig formidling af musik på radio og tv. Nu starter det nye musikprogram (Backstage, red.) op på DR2, men det er spørgsmålet, om de ikke bare vælger de samme kunstnere som altid.

Er det P3- og Boogie-segmentet, du tænker på?

- I forhold til for 20 år siden, hvor der ikke var særligt meget mere end de samme 5-7 bands, som kom frem, så er der i dag masser af gode, danske bands og interessant musik, men i stedet for at udnytte det, så synes jeg, at man tager fat i de samme 5-7 store kunstnere. Blandt andet på P3. Jeg tænker ikke så meget på mig selv, men det er mere en general observering, fordi jeg gerne vil høre noget andet. Et eller andet sted er det noget pis, at man fornærmer folks intelligens ved at tro, at de ikke kan forstå smallere udgivelser.

Men der er jo også masser af andre muligheder. Jeg foretrækker da selv at læse blogs og musiknyheder på nettet. Eller høre musik på nettet?

- Ja. Jeg har en islandsk kæreste, og deroppe bruger de bands i tv-shows, ofte i slutningen af nyhedsudsendelser. I Sverige og Norge er der flere eksempler på smalle udgivelser, som bliver spillet i radioen. Der er så meget god musik. Hvorfor bliver Larsen & Furious Jane ikke spillet i radioen? Det er en mulighed for at give lytteren noget andet, og give bands en chance for at komme ud – og så kan lyttere finde mere musik på internettet eller i pladeforretningen. For eksempel i Reimer Bos nye talkshow. Der står det samme husorkester og spiller den samme Reimer Bo-jingle hver gang, men det er en perfekt mulighed for en kunstner, som ikke kommer igennem som Ugens Uundgåelige.

Du kan lytte mere til Jacob Faurholt her: http://www.myspace.com/jacobfaurholt


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA