Den Gale Pen – Peter Viskinde

Den Gale Pen – Peter Viskinde

For det første vil jeg lige sige, at jeg synes, at jeres nye plade er helt fantastisk og... hov, det var det forkerte ark med spørgsmål, jeg fandt frem, glem hvad jeg lige har sagt, sorry.

- Okay.

Hvor befinder Big Fat Snake sig rent kunstnerisk på en skala, hvor Lille Palle er 1 og Bob Dylan er 10?

- Dér befinder vis os også omkring 10. Jeg anser os for at være Danmarks mest eksperimenterende og søgende rockband, for vi er uden fordomme i modsætning til anmeldere på GAFFA.

Hvor stolt var du, da du første gang du så "Bonsoir Madame" blive brugt som underlægningsmusik i Kvicklys tv-spots for ting som to kilo kogt medisterpølse og rejeost?

- Jeg er fuldstændig bedøvende ligeglad med, hvad det bruges til, hele den side af sagen med markedsføring lader vi pladeselskabet styre. Så det er fint nok, vi har kunstnerisk frihed.

For nylig kørte BT en forsidehistorie, hvor Anders Blichfeldt fortalte, at han blev forfulgt af en sexgal kvinde, er du misundelig?

- Det kan jeg ikke være, for det er en historie, der ligger 14 år tilbage, så det eneste, man kan undre sig over, er, at det kan finde vej til forsiden på BT. Det fortæller nok mere om BT end om sexgale kvinder og Anders Blichfeldt.

Det siges, at mænd med store biler lider af et mindreværdskompleks mellem benene. Er det samme form for røgslør, der fik jer til at vælge jeres bandnavn?

- Nej, det var rent faktisk et af mine yndlings-Bob Dylan-numre, der fik os til at vælge det. I sangen "Wiggle Wiggle" fra "Under The Red Sky" synger han "wiggle wiggle wiggle like a big fat snake". Og barnet skulle jo hedde noget.

For et par år siden, på værtshuset Krudtuglen i Frederiksværk, hørte jeg en mand hævde, at Anders Blichfeldt er den bedste sanger siden Frank Sinatra, og efter at have set jer beskrevet som et spillende fadølsanlæg kommer jeg til at tænke på, hvordan I opfatter jeres publikum?

- Jeg tror, vi har det mest blandede publikum, man kan have. En stor del af dem går på efterskole og er piercet i læben og er i aldersgruppen 16-18. Så vores publikum strækker sig fra nypunkere og helt op til folk på min alder. De, der ikke kan lide Big Fat Snake, er dem, der ikke ved, hvad rock'n'roll drejer sig om. Folk, der ikke bøjer sig i støvet for Big Fat Snake, har jeg slet ingen respekt for.

Lytter du nogensinde til din egen musik, altså både når du indspiller den og bagefter?

- Ja, selvfølgelig når jeg indspiller, men ikke bagefter.

Du skulle eftersigende sidde særdeles godt i det, altså, vi snakker Joachim von And-forhold. Har du nogensinde overvejet at bestikke anmeldere til at give jer bare en nogenlunde jævn kritik?

- Vi har snakket om at købe GAFFA bare for at lukke det, for jeg synes simpelthen, det er et lorteblad, og I lefler for en moderigtig ungdomsprofil. I er fyldt med fordomme, og det gælder både redaktøren og ham opvaskeren og anmelderen, Jan Opstrup, tror jeg, han hedder.

Han er faktisk statslig embedsmand.

- Ja, men han er en rædselsfuld person. Man kan ikke være bekendt at have sådan en skiderik til at anmelde plader.

Bærer du lidt nag?

- Nej, det er jo mig, der er på den grønne gren. Jeg synes bare, det er for galt, at kongeriget ikke har et ordentligt musikblad, hvor der ikke er fordomme mod Shu-bi-dua, Big Fat Snake og Vikingarna.

Måske skulle I prøve at kontakte redaktionen på Skalk?

- Hvad er Skalk for noget?

Det er et blad, der beskæftiger sig med ting, der har overskredet sidste salgsdato. Men med hensyn til det med bestikkelse, skal jeg så ikke bare sms'e dig mit kontonummer, og så kigger vi på det?

- Nej, det bliver der ikke noget af.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA