x

White Lies – vi skal alle sammen dø

White Lies – vi skal alle sammen dø

Deres debutalbum hedder To Lose My Life..., og åbningsnummeret bærer titlen Death. London-trioen White Lies er ikke ligefrem oplagte modtagere Livsglædens Pris at dømme efter deres tekster, som er fyldt med ord som "death", "funeral" og "kill". Musikalsk står den også på alvorsfulde toner i form af melankolsk og småpompøs, men trods alt også melodisk og energisk poprock med sanger Harry McVeigh fyldige og følsomme røst i forgrunden.

Da GAFFA møder trioen i et backstagelokale på spillestedet Rock City i Nottingham, er de dog ganske venlige og lattermilde, selvom de alle er klædt i sort. Gruppen burde da heller ikke have noget at være kede af, idet blandt andre BBC og det store engelske musikblad NME har spået dem til at bryde igennem i 2009, og deres debutalbum gik direkte ind på førstepladsen på den engelske hitliste. Herhjemme har titelnummeret for nylig været Ugens Uundgåelige på P3.

Hvorfor synger I så meget om døden?

- Alle mennesker tænker jo på døden fra tid til anden. Vi skal alle sammen dø, og alle oplever, at nogen, der står dem nær, dør, siger sanger og guitarist Harry McVeigh, der har bænket sig sammen med bassist Charles Cave. Trioens tredje medlem, trommeslager Jack Brown, render frem og tilbage i backstage-området og deltager kun sparsomt i interviewet

Men I er jo så unge, i starten af tyverne...

- Ja, men derfor kan man godt have haft døden tæt inde på livet alligevel. Og det har jeg også haft i min familie, men det er nu ikke noget, jeg har lyst til at tale med pressen om, fortsætter Harry med sin dybe stemme, uden dog at lyde alt for sorgfuld.

Fra noveller til sangtekster

White Lies skaber musikken i fællesskab, mens teksterne skrives af bassist Charles Cave. En lidt usædvanlig rollefordeling i et band, hvor det jo ofte er sangeren, der står for tekstarbejdet. Charles forklarer:

- Det er en rolle, der er kommet naturligt til mig. Jeg kan godt lide at skrive tekster og har altid skrevet meget. Desuden gør det, at jeg ikke selv skal synge teksterne, at jeg kan skrive lidt mere personligt, fordi jeg ikke skal stå på scenen og synge noget dybt privat. Det tror jeg, jeg ville blive nervøs over. Omvendt kan Harry så synge mine tekster, uden at han skal stå og blotlægge sin sjæl fuldstændig. Men han er god til at lægge følelser i sin sang.

Charles fortsætter: - Jeg kan i øvrigt godt lide at skrive tekster med handling og forskellige karakterer. Jeg har også skrevet noveller og små historier, men jeg synes, de fungerer bedre, hvis man prøver at kondensere dem i en sang.

Snakker I indbyrdes om, hvad teksterne handler om? 

Charles: - En smule, men egentlig ikke så meget, slet ikke nu, hvor vi har spillet sammen så længe. Vi forstår godt, hvad hinanden mener.

Du er blevet sammenlignet med poeter som Edgar Allan Poe og en litterær sangskriver som Nick Cave, og dit pladeselskab Universals danske afdeling har ligefrem nævnt Shakespeare i forbindelse med dine tekster. Er du meget belæst, og hvem er dine litterære forbilleder i givet fald?

- Shakespeare, wow, cool, griner Charles og fortsætter: - Nej, egentlig ikke. Jeg læste meget, da jeg gik i skole, og jeg har også studeret litteratur, men dengang syntes jeg, det var sjovest at diskutere bøgerne med andre, når man havde læst dem, og analysere dem. Det kan jeg ikke mere, og så er det ikke så spændende. Desuden læser jeg ret langsomt. Jeg ville egentlig godt læse noget mere, men jeg tror også, det kan være en fordel, at jeg ikke bliver så påvirket af andre, når jeg ikke læser så meget. I skolen var min yndlingspoet Philip Larkin, hvis digte måske havde en kompleks mening, men var enkle i ordvalget, og det forsøger jeg også at få frem i min tekster. Jeg har ikke rigtig yndlingsforfattere, men jeg har yndlingsbøger. Jeg også vild med The Dice Man af Luke Rheinhart. Måske ikke nogen særlig velskrevet bog, men en bog med en god grundidé. (Om at alle ens valg i tilværelsen skal bestemmes af terningekast, red.) Jeg har også dyrket The Weirdstone of Brisingamen af Alan Garner, en slags realistisk fantasy-roman. Men jeg vil helst ikke lyde som én, der ved meget om litteratur, for det gør jeg ikke.
 

Nej tak til Joy Division, ja tak til Echo & The Bunnymen

Musikalsk er White Lies og deres alvorsfulde, men dog iørefaldende musik blevet sammenlignet med en række britiske orkestre af den mere sortklædte slags. Især sen-70'er- og 80'er-navne som Joy Divison og Echo & The Bunnymen og nyere bands som Interpol og Editors bliver nævnt igen og igen i anmeldelser, og så er det jo oplagt at spørge trioen, om de selv kan høre lighederne, og om de vil vedkende sig inspirationen.

- Nej, egentlig ikke, og vi kendte dem heller ikke særlig godt, da vi begyndte at blive sammenlignet med dem, svarer Charles og fortsætter: - Da vi startede White Lies, var vores primære inspirationskilder Queens Of The Stone Age, Talking Heads og Nick Cave. Personligt har Joy Division aldrig sagt mig noget.

Harry tager over: - Vi er dog begyndt at lytte til Echo & The Bunnymen, efter at vi er blevet sammenlignet med dem, og dem er jeg blevet ret glad for, så jeg tager sammenligningen som en kompliment.

Harry fortsætter: - Jeg synes, det er en lidt doven indstilling bare at sammenligne os med Joy Division, fordi vi går i sort, og fordi jeg synger i et dybt leje på halvdelen af sangene på albummet. Jeg er dog begyndt at lytte til Echo & The Bunnymen, efter at vi er blevet sammenlignet med dem, især albummet Ocean Rain, og dem er jeg blevet ret glad for, så jeg tager den sammenligning som en kompliment.

I har masser af succes i England lige for tiden, og den engelske musikpresse roser jer i høje toner. Men de engelske musikmedier er jo kendt for først at hype bands og så siden nedgøre dem eller glemme dem - som det er sket for eksempelvis Test Icicles, The Others eller Ultrasound. Frygter I ikke, at det også vil ske for jer?

Charles: - Det er ikke noget, vi bekymrer os om. Alt, hvad vi vil, er at spille musik. Jeg tror, at årsagen til, at vi har succes er, at vi skriver rigtig gode sange. Og vi ville spille musik, uanset hvor meget eller lidt vi sælger. Men det bliver helt klart mere trygt at lave album nummer to, når vi ved, at der er folk derude, der er interesserede i os, selvom det selvfølgelig også kan skabe noget forventningspres.

I har indspillet en coverversion af Kanye Wests Love Lockdown som B-side til jeres nye single, Farewell To The Fairground. Det er da langt fra jeres normale musikalske udtryk?

Charles forklarer: - Det var en opgave til et radioshow, hvor vi skulle indspille et aktuelt pophit. Og der er ikke ret meget god musik på hitlisterne for tiden, så det var det bedste, vi kunne finde, men det er også en god sang. Men indspilningen blev ret god, så derfor bruger vi den som B-side.

Kan ikke spille alle deres sange

Jeg har læst i et interview, at I ikke har skrevet andre sange end de 10, der er på albummet? Så bliver jeres koncerter da korte?

Harry: - Vi har faktisk skrevet 12 nu, men vi kan kun spille ni sange live. Ni af numrene på albummet, men ikke sangen Nothing To Give, da det var en sidste sang, vi skrev til pladen. Vi har ikke lært at spille den endnu, og vi har desværre ikke tid til at øve nye sange ind før til maj. Men vores sange er ret lange, så ni sange giver vel en koncert på omkring 45 minutter.

Harry, Charles og Jack har spillet sammen siden 2005, men den har ikke altid stået på panderynkende patos-pop. De første to år spillede de mere udadvendt guitarpop under navnet Fear Of Flying og udgav to knap så succesfulde singler.

Charles: - I Fear Of Flying vidste vi egentlig ikke rigtigt, hvad vi ville, ud over at blive rige og berømte, så derfor forsøgte vi at spille musik i stil med The Libertines og Arctic Monkeys i håb om at slå igennem, men efterhånden fik vi udviklet vores egen stil, og derfor besluttede vi os til at skifte navn.

Men White Lies er jo et ret uskyldigt klingende navn, som vel ikke passer helt til musikken?

- Jo, for man kan sige, at musikken, i form af de forholdsvis glade melodier, er den hvide løgn, der skjuler den mørke sandhed i teksterne, slutter Charles med et livsbekræftende grin.

White Lies på MySpace


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA