x

Jokeren om "Den Tørstige Digter"

Jokeren om "Den Tørstige Digter"

Den danske rapper Jokeren udkom den 2. marts i år med sit tredje soloalbum ”Den Tørstige Digter”, og på den nye plade bevæger den 35-årige far sig væk fra stodder-rappen og glorificeringen af materielle goder. I stedet indeholder albummet mere jordnære betragtninger om både fortid, nutid og fremtid.

– Min musik afspejler altid, hvor jeg er henne i mit liv, men det afspejler selvfølgelig også verden omkring mig. Nu er jeg 35 år gammel, har en datter og lever i de tider, vi gør. Ret voldsomme tider, med hvad der foregår på gaderne af skyderier, men også i forhold til, at der er finanskrise, siger Jokeren.

– Der er masser at tage fat på som skribent i hvert fald. Men som rapper føler jeg, at jeg har fundet den glæde ved at rappe, som jeg havde i starten. Jeg har fået strammet flowet lidt op, og fokuserer meget på rimene, ordene og på flowet, udtaler Jokeren, der fastholder, at hvis dansk rap skal have sin berettigelse, må det have noget indhold, som folk kan relatere til.

Pladetitlen refererer til en tørst, ikke kun på de våde varer, men også en massiv tørst på selve livet. Jokeren, der blandt andet har pisset sit navn på indlandsisen sammen med en ven, siger om titlen til den nye plade:

– Jeg tror, at alle, der er kreative, har et større eller mindre strejf af værtshusets vanvid, men samtidig så tror jeg bare, at det er sådan, jeg er. For mig handler livet, lige nu i hvert fald, meget om at have en masse oplevelser. Det er en tørst på, at vi på denne ene tur vi har i karrusellen oplever så mange ting som muligt.

Referencer til klub-scenen

I forhold til Jokerens tidligere udgivelser er ”Den Tørstige Digter” karakteriseret ved at blande hiphop med mange electro-referencer og lyde fra klubscenen. Det ser rapperen som noget ganske naturligt, og som noget, han i virkeligheden har taget tilløb til i lang tid:

– Det er egentligt noget, som falder mig ret naturligt at gøre, og så tror jeg også bare, at tiden er til det. Den nye plade adskiller sig på den måde, at den både er meget hiphop og meget electro og klub frem for at være stodder-rap, og frem for at være bling-kultur og alt hvad det måtte indebære, siger den garvede rapper, og konkluderer samtidig, at – rent musikalsk var ”Gigolo Jesus” nok min sidste stodder-rap-plade.

Fortid, fremtid og nutid

Med hensyn til det lyriske indhold på pladen rappes der både om fortid, nutid og fremtid, uden at en egentlig tidslinje dog var tiltænkt eller planlagt. På pladen snakkes der blandt andet om Jokerens tid i Los Angeles, om nutidens uroligheder på de københavnske gader, og om hans rolle som far.

– Min datter spiller en stor rolle i forbindelse med min fremtid. At få børn sætter tingene i perspektiv. Det gør det sgu ikke pussenusset på nogen måde, der er ikke nogen vuggesange på pladen, og jeg er ikke ved at skrive en børnebog, men det er klart, at det får en til at tænke over tingene på en ny måde, siger Jokeren.

Verden styrter ikke i grus

Efter en rum tid med finansiel optur og stodder-rap er skuden nu vendt, og i denne brydningstid skal der ske noget nyt. – Det synes jeg i virkeligheden er vildt interessant, fordi jeg tror, at den egoisme og overfladiskhed, der meget kendetegnede perioden fra 1998 til 2008, den håber jeg forsvinder. Så det ikke hele tiden skal handle om folks friværdier og samtalekøkkener, udtaler den danske rapper og fortsætter:

– Verden styrter ikke i grus, bare fordi vi lige pludselig ikke har en masse penge imellem hænderne. Hvis man bliver fyret, og krisen rammer én hårdt, er det selvfølgelig en nedtur, men overordnet tror jeg, at der kan være noget sundt i det. Der har jo været lidt en drømmeverden, folk har væltet rundt i – uanset hvad man gjorde, så tjente folk penge. Men sådan fungerer verden jo ikke længere. Det er måske også sådan et "wake up call" for mig og for hele samfundet i det hele taget.

”Den Tørstige Digter” udkom den 2. marts og indeholder i alt 14 numre inklusiv førstesinglen ”Gå Væk” featuring Blæs Bukki. Desuden gæstes pladen også af navne som Maria Hamer fra Juice, Ataf, Yepha, Cas, Pato og Peter Belli. Blandt pladens producere findes folk som svenske Mango & Steff, finske MGI, Ezi Cut, Copenhaniacs, Sune Wagner, Nexus og Buda & TOM.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA