x

Mikael Simpson – Udadvendt indadvendthed

Mikael Simpson – Udadvendt indadvendthed

Do it yourself-soveværelsesproduceren Mikael Simpson har vendt vrangen ud på sin egen navle i forbindelse med tilblivelsen af sit fjerde studiealbum, der har fået titlen Slaar Skaar. Her viser den 34-årige københavnertilflytter sig selv fra en mere udadvendt side – i hvert fald er arbejdsmetoden mere ekstrovert denne gang. Men det er stadig i nattens mulm og mørke, at Mikael Simpson finder sig bedst tilrette. GAFFA har mødt den lyssky sanger, sangskriver og producer i hans nye audio-residens på Nørrebro.

Hans stemmeføring er lavmælt, og i tråd med hans spartanske lyrik er der indimellem langt mellem ordene. Øjnene er rammet ind af briller. Hagen og kinderne er indhyllet i skæg. Han taler åbent og engageret om det album, som netop er kommet retur fra masterering. Den sidste dør er lukket. Bolden er i mål. Simpson påpeger indledningsvis, at det for ham er lige så nødvendigt at slutte en proces som at påbegynde den. Mens vi gennemfører vores samtale, dukker også coveret op på computerskærmen til gennemsyn: en bleg Mikael Simpson i et thai boxing-miljø. Han ligner en anti-helt i underbukser. Der er lidt Lost In Translation over hele billedopsætningen. Det er, som om hovedpersonen er klippet ind i den forkerte film. Lige nu befinder han sig dog lige her.

Anerkendelse
Vi opholder os i Mikael Simpsons studie på Nørrebro i København. Der er udstyr, kabler og grej i lange baner. Under et lille bord langs væggen ligger et arsenal af priser og statuetter, som Simpson har høstet siden 2003, hvor han for alvor fik en forsmag på den anerkendelse, der mere eller mindre har fulgt ham siden debuten Os 2 + Lidt Ro 2002, som har udgivelsesåret indbygget i sin titel. Deres ydmyge placering under bordet er dog ikke et udtryk for arrogance:

- Jeg er rigtig glad for de kritiker- og publikumsskulderklap, jeg har fået i tidens løb. Jeg har jo ingen uddannelse. Jeg har ikke gået i skole siden niende klasse. Det eneste, jeg kan, er at lave musik. Der ligger en særlig fremdrift og identitet i at have taget det valg. Statuetterne er mine eksamensbeviser, de er en del af det CV, jeg kan hænge min hat på, forklarer Simpson, der specielt i sine børne- og ungdomsår levede i en psykisk tilstand af at være særlig mindreværdig og tristhedsramt. Simpsons modløshed peger også direkte tilbage på de mange somre, han har tilbragt på sit værelse, fordi en heftig pollenallergi har forhindret ham i at nyde provinssomrene. Der er med andre ord også en praktisk god grund til, at Simpson ikke ligefrem er bedste venner med solen. Sammen med den professionelle hjælp, han har modtaget i perioder, har musikken været den ventil, der har bevirket, at gryden ikke har kogt helt over.

Audio-residens
Simpson deler de mange åbne og velordnede studiekvadratmeter sammen med vennen og kollegaen Frithjof Toksvig. Toksvig bruger det i dagtimerne. Simpson bruger det om natten. Selvom arbejdsprocessen i forbindelse med det aktuelle album Slaar Skaar har været anderledes på flere punkter sammenlignet med de forrige titler fra Simpsons hånd og hjerte, så er natten stadig hans foretrukne. Nogle rutiner står ikke til forhandling:

- Jeg kan godt lide tanken om, at byen sover. Der er ingen, der er på arbejde. Telefonen står stille. Der hersker en ro, som jeg meget sætter pris på. Jeg føler mig utilpas, hvis det er lyst udenfor, når jeg skal arbejde med musik, forklarer han og fortsætter:

- Men det betyder meget for den nye plades tilblivelse, at jeg træder ind i et nyt rum.

Han kigger sig omkring i studiet, der tidligere har været et mejeri.

- Da jeg arbejdede hjemme i min lejlighed, flød det hele ligesom sammen. Der var nogle gange flere perioder, hvor jeg slet ikke så solens lys i månedsvis. Det er usundt. Desuden er denne arbejdsmetode også uholdbar, når man er far til en dreng på to år, fortæller Simpson, der med sin forældrestatus føler, at hans musikalske indsats er blevet mere fokuseret.

- Det med at sætte børn i verden er den bedste vej ud af sin egen navle, fastslår han.

En genial overspringshandling
Første etape af Slaar Skaar blev til efter en tre måneder lang ferie med familien i Thailand, som han har besøgt en håndfuld gange efterhånden. Han var også i Thailand den skæbnesvangre december i 2004, da Sydøstasien blev oversvømmet af en nådesløs flodbølge. Personligt slap han helskindet derfra -  når man altså ser bort fra arret på sjælen. Men denne kolde vinteraften foretrækker Simpson at tale om musikken.

Familieturen til Thailand var en kompensation for op imod 80 worldwide koncerter som hyremusikant for vennen og kollegaen Anders Trentemøller, der har mikset et par af numrene på den aktuelle plade. Han har også remixet nummeret Medicin, der sammen med fortolkninger af blandt andre Lulu Rouge, Mofus, SuperTroels og Ekko findes som en special edition appendiks-cd, der udgives sammen med albummet.

- Efter den oplevelsesrige tur med Trentemøller, der bød på privatflyture i Østeuropa og Nightliner-bustur gennem USA, følte jeg mig igen klar til at arbejde med mine egne ting, og første del af albummet kom forholdsvis hurtigt i hus. Herefter blev jeg lidt træt af min egen stemme. Og så kom Jørgen Leths ind i billedet. Det var en genial anledning til at lave en overspringshandling. Det tog fire måneder at lave Vi Sidder Bare Her... (Simpsons 2008-album med Jørgen Leth og Frithjof Toksvig, red.) Det var en inspirerende oplevelse.

Udlicitering af ansvar
Simpson kendte ikke Jørgen Leth personligt, men havde mødt ham til et koncertarrangement i forbindelse med et H.C. Andersen-projekt, som sangskriver og pladeselskabsejer Nikolaj Nørlund havde iscenesat (Andersens Drømme, 2005, red.).

- Jeg interesserer mig ikke for andre menneskers sexliv eller cykelsport for den sags skyld. Mit eneste forhold til Jørgen Leth på det tidspunkt var, at jeg havde set hans film Jeg Er Levende om digteren Søren Ulrik Thomsen et utal af gange. Søren Ulrik Thomsen var et af mine store teenage-forbilleder. Jeg opdagede imidlertid, at Jørgen Leth og jeg havde en del til fælles. Vi fokuserer begge meget på de små begivenheder og det dér med at skabe enkelte sætninger, som læseren eller lytteren selv kan male videre på. Interessen for enkelheden deler vi også. Det samme gælder gentagelser og opmærksomheden på de simple energier - som for eksempel at træde iagttagende ind i et rum.

Fascinationen af at kaste sig ind i rutiner dyrker de også begge. Både med og mod deres vilje! Visse rutiner har Simpson dog udfordret i forbindelse med Slaar Skaar, men i modsætning til Jørgen Leth er Simpson ifølge sig selv dårlig til at give ansvar fra sig.  Eksempelvis fik Simpson og Toksvig frie hænder til at dissekere 15 timers båndet samtale med Jørgen Leth og frit underlægge resultatet med musik:

- Jørgen Leth ser ud til, at han har det godt med at give ansvaret fra sig. Det misunder jeg ham for. Det er jeg selv skide bange for. Det er en vigtig egenskab, som jeg dog tror, at jeg er blevet bedre til at beherske.

En åben dør - i et nyt rum
Selvom Slaar Skaar i høj grad er et solistisk projekt, hvor Simpson spiller og producerer det meste selv, så har han denne gang delvist udliciteret noget ansvar - blandt andet til Kasper Tranberg (trompet), som også medvirker på Vi Sidder Bare Her..., Karin Dalsgaard (cello), Frithjof Toksvig (guitar) og Asger Baden (diverse tangenter). Især sidstnævnte, der udover sit eget projekt The Crooked Spoke medvirker på et hav af indspilningsprojekter, har bidraget væsentligt til lydbilledet på Simpsons aktuelle plade.

- Det, at jeg ikke har lavet pladen hjemme i min lejlighed, har givet nogle andre muligheder for at arbejde med analog-instrumentering. I det hele taget er det tekniske setup blevet betydeligt mere raffineret, siden jeg sad og lavede min debutsoloplade på en gammel iMac.

Simpson reflekterer et øjeblik over den eksplosive teknologiske udviklings mulighedsbetingleser og fortsætter:

- Det med at indtage et nyt rum har været uhyre vigtigt for den her proces. Jeg har haft lyst og overskud til at lukke eksterne kræfter ind i musikken. Det giver nogle konstruktive perspektiver at få andre fingre og ideer indover. Det fungerer lidt som en retouchering. Man bliver pludselig køn at se på! Selvom det måske er en illusion, så virker det fantastisk. Asger Baden led eksempelvis af massive kærestesorger under indspilningerne. Dét var noget, jeg kunne bruge til noget, forklarer Simpson med et let ironisk smil, som dog hurtigt slår over i en medfølende grimasse.

- I perfektionens hellige navn ville Asger senere gerne rette en masse detaljer i sine indspilninger, men det fik han ikke lov til. Jeg ville gerne have, at man kunne mærke hans ængstelse i tonerne.

På trods af en højere grad af åben- og udadvendthed kan Simpson dog ikke løbe fra sin egen tristesse. Indadvendtheden er særdeles intakt hos den Holstebro-fødte sangskriver.

- Jeg ville egentlig gerne lave et rigtigt pop-album, men jeg ved ikke, om det er lykkedes. Jeg kan jo i hvert fald ikke benægte, at jeg er, som jeg er. Hvis folk vil have stiv-pik-og-håret-tilbage, så må de sgu høre Volbeat. Så kan de komme til mig, når det er gået galt, forklarer Simpson, der dog mener, at han med årene er blevet bedre til at veksle melankolien med kærligheden.

De svære ord
På trods af høj anciennitet finder Simpson det dog stadig vanskeligt at skrive tekster. Også selvom om han ikke bruger mange ord. Faktisk skriver Simpson stort set ikke noget ned. De sporadiske noter, han laver, forbliver typisk i notesbogen. Der er i højere grad tale om udsagn. Det er oftest musikken, der kommer først. Herefter følger arbejdet med at forankre ord, udtryk og sætninger i musikken. Simpson bryder sig ikke om at afvikle en masse begivenheder og historier i sine sange. Det må ikke blive for konkret. I Simpsons optik handler det mere om sætningernes stemning og om ordenes klang og energi. Teksterne må dog gerne handle om noget, men fortolkningsmuligheden skal altid være til tilstede.

- For mig er det det umiddelbare, der virker. Det, der bare kommer ud af munden. For mig fungerer det bedst, at ordene frembringer en sammenhæng eller et særligt udtryk. Ikke omvendt. Det virker ikke for mig at have en sammenhæng, som jeg efterfølgende skal besætte med ord. Jeg starter fra nul. Uden at have en plan. Det er sådan, jeg arbejder bedst, fastslår Simpson.

Jørgen Leth om Mikael Simpson:
- Bortset fra at vi hygger os og kan grine af de samme vanvittige ting, så er der noget, jeg har til fælles med Mikael, og det er et særligt legefuldt forhold til dagligdags sprog. Jeg elsker at høre hans småmumlende ord på hans seneste plader og forstod med det samme, at han gerne ville have mig ud på de skrå brædder med en slags low-key spontane historier i en stil, jeg ikke havde prøvet før. Det, man ikke har prøvet før, er altid interessant. Især når det kører fra første åndedrag, som det her var tilfældet. Som om det var noget, man bare kunne åbne for. Nok fordi vi følte os på bølgelængde lige med det samme. Så man kan sige, at det, der bragte os sammen, det er, at vi kan lytte, vi kan høre mosset gro. Jeg kan godt lide at citere den franske digter Jacques Prévert, som engang sagde, at han ville invitere sprogets mindste og mest grå ord til en fest. Det er noget i den retning, der får os begge i gang, tror jeg. Da jeg først mærkede Mikaels følsomhed over for et sprog, der sådan bare dratter ud, så var jeg helt tændt. Jeg har ofte mødt Mikael på Nørrebros caféer, og nu har jeg fået en legekammerat.

Slaar Skaar udkommer 9. marts


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA