x

Efterklangs turnédagbog kapitel 1

Efterklangs turnédagbog kapitel 1

25. februar
Ankom til Heather Brodericks hus i Portland sent om aftenen. Heather er vores amerikanske pianist og et relativt nyt medlem i Efterklangs liveband. Hun er søster til vores violinist, Peter Broderick, som har turneret med os i snart halvandet år.

Selve flyveturen gik glat med en lille forsinkelse på et par timer i Chicago, hvilket ikke gjorde noget, for vores nye amerikanske guitarist Daniel James, aka Canon Blue fra Nashville, var stødt til, og så havde vi mere tid til at snakke med ham. Vi havde rejst siden middag og var fremme ved midnat lokal tid, hvilket med en tidsforskel på ni timer betød, at vi havde været undervejs i mere end 20 timer. Vi gik derfor i seng med det samme.

26. februar
Stod op klokken 07 og følte mig helt frisk. Sad et par timer i Heathers køkken og nød stilheden, mens jeg myspace'ede til vores fans og skrev en mail til min kæreste.

Klokken 10 tog vi ned til vores øvelokale, beliggende i et industrikvarter tæt på downtown. Turneen starter først i Seattle om en uge, så i mellemtiden har vi lejet et øvelokale i Portland, hvor vi skal øve op med vores nye amerikanske liveband. Vi er kun fire danskere og hele tre amerikanere i dette nye band. Plus en amerikansk lydmand, så holdet bliver denne gang 50/50 dansk/amerikansk. Jeg tror, det bliver sjovt.

Casper gik i gang med at øve sammen med Dan, som er helt ny og Efterklang-grøn, mens resten af os tog ud for at skaffe de instrumenter, vi manglede, inklusive en ny Akai MPC-sampler til Mads. Da vi pakkede ud, opdagede vi, at Mads' MPC var blevet fjernet fra flightcasen under vores rejse. Vi aner ikke, hvordan det er sket, men væk var den. Meget irriterende. Rasmus skulle bruge tid på at telefonere med SAS og politiet og lufthavnen og SAS igen og så forsikringsselskabet hjemme i Danmark, og Mads kunne se frem til at skulle opsætte sit udstyr på ny.

Første stop på vores indkøbstur var Tradeup Music, som hovedsageligt handler med brugte instrumenter. Rasmus fandt en Fender Mustang-bas fra '68, som han ikke kunne lade være med at købe. Han rystede lidt på hånden da han skulle betale for den, men resten af dagen gik han rundt og så ganske tilfreds ud. Jeg spontankøbte en fin brugt Yamaha-trombone for en slik. Jeg kan anbefale alle musikere, der kommer til Portland at tage til Tradeup Music. Andet stop var Guitarcenter - et forfærdeligt sted. Hvis McDonald's var en musikforretning, så ville dette være stedet. Jeg kan anbefale alle så vidt muligt at undgå Guitarcenter.

2. marts
De sidste dage har vi øvet. De nye numre tager form. Dan gør et utroligt godt arbejde. Foruden de seks nye sange i vores sæt, skal han også lære de otte gamle sange, som vi spiller på turen. At skulle lære 13 sange på en uge er lidt af en mundfuld, men han tager det i stiv arm. Det er spændende med den her turne, fordi der er så mange nye sange. I alt har vi otte uudgivne sange i vores sæt, og vi håber, at disse kan blive fundamentet for vores tredje album, som vi vil indspille til sommer.

I aftes gik vi ud og bowlede i et seriøst bowlingcenter. Stedet var fuldstændigt pakket med mennesker, og på mange af banerne var der gang i turneringer mellem hold med rigtige holdtrøjer og spillere, der kunne spinne med deres bowlingkugler. Jeg havde det et øjeblik, som om jeg var med i The Big Lebowski

4. marts
Sidste dag i Portland, inden turnéen starter. Vi har cirka 30 koncerter, som skal spilles i de næste fire en halv uge. Vores lydmand Todd ankom fra Austin, og vi holdt en hurtig produktionsøver på øvelokalekompleksets lille scene.

Klokken 20 tog vi hjem til Sara og Adam fra Hometapes (Slaraffenlands pladeselskab i USA), som havde inviteret på lækker mexicansk mad og margaritaer. Det var hyggeligt at hænge lidt med disse utroligt varme mennesker, som vi efterhånden godt kan være bekendte at kalde for vores rigtige gode venner. En perfekt afslutning på en god uge i Portland.

5. marts

Første koncert på turen er i Seattle på Nectar Lounge, hvor vi også var sidste år i maj, da vi spillede med Subtle. Det går op for mig, at jeg for anden gang på under et år har siddet på det samme lokum mere end 10.000 km hjemmefra. Det er spøjst, fordi jeg for bare halvandet år siden aldrig kunnet have forestillet mig at komme til Seattle overhovedet, og nu, pludselig, er dette helt almindelige lokum i Seattle åbenbart blevet til et sted, jeg frekventerer.

Nå, selve koncerten gik okay, selvom man nok godt kunne mærke, at det var første koncert på turen, og at de nye numre krævede lidt ekstra tænkning at spille. Det var måske ikke den mest energiske koncert, men det var all right. Det føltes godt bare at komme i gang.

6. marts
Har sammen med Dan og Casper sovet hos Ryan Francesconi, som er en af vores gode venner i Seattle. En superflink fyr, som udgiver sin egen musik under navnet RF, og som også spiller guitar for Joanna Newsom. Han bød os på hjemmelavet ingefær-te og en hyggelig snak og et kig ind i sit ydmyge arbejdsværelse, hvor han for tiden arbejder på stryger- og blæse-arrangementerne til Joannas nye plade.

Vi stod op klokken 09, og Ryan var så flink at tage os ud til en smuk udsigt (Seattle har nogle utroligt flotte bjerge) og en god kop kaffe, inden vi skulle mødes med de andre. På vej til Canada spiste vi morgenmad på Twede's Cafe, som blev brugt som location til RR Diners i Twin Peaks. Det var ret kult og så også lidt skuffende på samme tid. Man havde vel ubevidst forventet, at det skulle ligne tv-serien på en prik, men i virkeligheden har stedet jo både skiftet ejer og navn et par gange, efter at Twin Peaks blev filmet, så selvfølgelig var stedet blevet til noget andet. Men det var helt sikkert en meget autentisk oplevelse alligevel. Jeg fik en omelet på størrelse med en halv fodboldbane, og tjenerinden, der var knapt så nuttet som hende i tv-serien, lignede en, der kunne være den lokale mester i armlægning.

Efter vores besøg på dineren gik vi lidt omkring i det lokale område, og på et tidspunkt er der nogen der råber efter Casper fra en bil: "get some new pants you fucking homo! Nice purse it matches your outfit! Fuck you!". Casper tog det nu meget pænt. Det er trods alt ikke hvem som helst, der kan prale af at blive antastet på den facon i selveste Twin Peaks.

Ved grænsen til Canada blev vores lydmand Todd ristet af grænsepolitiet, fordi han havde rod i papirerne. Og fordi autoriteterne ikke kan lide, at man har rod i papirerne, fik Todd lov at stå skoleret i en time. En af betjentene sagde blandt andet til ham, at han var: "...disrespecting humanity!". Jeg synes nu, at Todd er en flink fyr alligevel, og heldigvis lod de os også komme ind.

Vi fik sushi til aftensmad. Ganske god sushi - JeaR!!  Udsolgt i Vancouver!!! Det er utroligt. Jeg forstår sgu ikke, at vi kan rejse så langt her væk og så spille for en udsolgt klub. Det er fantastisk. Koncerten blev en helt anden end den foregående. Publikum var fuldstændigt på, og de gjorde det meget meget nemt for os at føles os godt tilpas på scenen. Vancouver rykker!! I seng klokken 04.

7. marts
Op igen klokken 09. Hurtigt bad. Er vildt smadret. Fem timers søvn er alligevel lidt i underkanten. Kørte til Portland og hentede alt vores merchandise (T-shirts, plader, tasker med mere, som vi alt sammen har fået produceret herovre), inden vi tjekkede ind på spillestedet Doug Fir. Under lydprøven gik det op for os, at det nye nummer, med arbejdstitlen "Friend Formations", volder lidt problemer i slutningen. Vi prøvede at øve den og diskuterede mulige ændringer, men kom ikke frem til et bedre resultat, og vi kom i tvivl om, hvorvidt vi turde spille nummeret til koncerten. Vi tog chancen, og det gik fint. Den er stadig lidt flad i slutningen, men det må vi fikse hen ad vejen.

Overordnet gik selve koncerten fantastisk. Der var udsolgt igen (!), og igen i aften et meget gavmildt publikum. Portland er jo Peter og Heathers hjemby, og der var lidt en følelse af at være på hjemmebane, også fordi vi havde base her i en uge, inden vores tour startede.

Efter koncerten pakkede vi bilen i en fart. Næste stop er San Francisco (allerede i morgen). Vi skal køre i 14 timer gennem hele natten for at nå frem til tiden. Det bliver hårdt, og jeg håber ikke, at koncerten i morgen bliver påvirket af, at vi ikke kommer i seng i nat. Den gode nyhed er, at det nok bliver den hårdeste køretur på hele turnéen.   

8. marts
Dan insisterer på at køre hele natten. I følge ham er det ingen sag for en amerikaner at køre så lange stræk. Man bliver trænet af at bo i dette land, siger han. Han fortæller mig, at han engang selv har kørt 13 timer hjem fra et show. Jeg er helt klart imponeret. Hvis jeg sidder bag rattet i mere end to timer, så synes jeg, at det er lang tid.

Men Dan virkede ikke til at have noget problem med at holde den gående. God musik og Red Bull var vist bare det, der skulle til. Jeg sad på forsædet og prøvede at få noget søvn. Når jeg endelig sov en gang i mellem, så sov jeg ad helvede til. Jeg duer sgu ikke til at sidde op en hel nat, men hvem pokker gør det? Til gengæld så jeg i morges noget af det smukkeste natur, jeg længe har set. Vi kørte på et tidspunkt i noget højland på vej ned i en dal. Der var god udsigt til alle sider, og solen var ved at stå op. Landet bestod af en masse små bløde grønne bakker, og det gyldne lys og de lange skygger fra solopgangen gjorde, at landskabet havde en fuldstændig overjordisk karakter. Lige dér gjorde det ikke så meget, at min ryg var ved at tage livet af mig.

San Francisco! Vi er tilbage på Bottom of the Hill. Endnu et af de steder, vi har været før. Sidst vi var der med Slaraffenland, spillede vi en af de bedste koncerter på turen, og vi havde en god efterfest med personalet efterfølgende. Så det føltes rigtig godt at være tilbage igen. Stedets ejer, Lynn, kunne desværre ikke være til stede i aften, men til gengæld havde hun lagt os en lille hilsen i form af et brev og lidt ekstra godt til backstagelokalet, hvilket var utroligt sødt og betænksomt af hende. Den gæstfrihed, vi møder herovre er fantastisk.

Endnu en gang fylder vi en klub med mennesker. Vi har sgu nogle gode fans! Og hvor er vi glade for, at de kommer til vores koncert. Hvor er det dog fantastisk!!

Ved merchandisen kom der på et tidspunkt et par op til os. Pigen sagde, at hun ikke kunne lade være med at fortælle, at hendes søn blev født til Efterklangs "Under Giant Trees". Det er ikke tit, man får den slags tilkendegivelser. Og sikken en ære, at vi kan spille en rolle i nogens liv på den måde.

Det blev en lidt mærkelig koncert. På den ene side havde vi det bedste publikum, vi kunne have ønsket os. Og reaktionerne var ikke til at tage fejl af. Folk var vilde med det!! På den anden side havde vi store problemer på scenen gennem hele koncerten. En del af problemerne var tekniske, såsom at vi ikke kunne høre bassen i de to første numre, og at klikket udeblev i "Caravan", og at computeren skulle genstartes to gange. Andre problemer var rent musikalske og skyldtes nok træthed efter en nat med manglende søvn. Hvis vi kan få denne reaktion, når vi er så tvivlsomme, så tegner det godt for fremtidige shows, når vi efterhånden får helt styr på sagerne.

Det skal blive godt at sove helt til i morgen...

Efterklangs USA-tur finder sted i perioden 25. februar-5. april og går til følgende byer:
Seattle, Vancouver, Portland, San Francisco, Visalia, Los Angeles, Tucson, Salt Lake City, Denver, Norman, Denton, Austin, Tallahassee, Atlanta, Chapel Hill, Washington, Philadelphia, New York, Boston, Montreal, Toronto, Pittsburgh, Cleveland & Chicago.

Medvirkende:
Heather Broderick: Sang, klaver, fløjte
Peter Broderick: Violin, trommer, sang
Daniel James: Guitar, sang
Todd Eskridge:: Lydmand
Rasmus Stolberg: Bas, synth
Mads Brauer: Keyboards, elektronik, guitar, fløjte
Thomas Husmer: Trommer, blæsere, sang
Casper Clausen: Lead-vokal, slagtøj

Efterklangs hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA