x

Eagles of Death Metal: Sydstatsrock i toner og holdninger

Eagles of Death Metal: Sydstatsrock i toner og holdninger

De er nogle store drenge, Eagles of Death Metal. Næppe meget under to meter. Faktisk ser de lidt farlige ud, når de langer til buffet'en i bandrummet. Derfor bliver jeg også en lille smule bekymret, da jeg hører, at en eller anden har mistet nøglen til rummet, hvor interviewet skal foregå. Jeg forestiller mig, at en vred dødsmetalørn kan være noget kradsbørstigt at omgås.

Men Jesse Hughes er overhovedet ikke utilfreds. Faktisk er han i glimrende humør, da vi mødes i Vegas foyer, som interviewet er blevet omplaceret til. Han har svunget en gylden kappe om skuldrene. Det er vistnok en gave fra en af fyrene i bandet. Hjemmelavet. Han sætter sig ned over for mig med en pakke smøger i hånden, men kommer i tanker om, at rygning er ugleset på Vega og spørger, om vi kan lave interviewet i tourbussen i stedet. - Jeg er kendt for min lovlydighed, siger han uden at lyde helt overbevisende.

Bussen er ret hyggelig. Læderstole foran, køjepladser i midten og det helt store sofaarrangement bagerst. Det er her, vi skal tale sammen. Der hænger et par store fladskærme på væggen, og Jesse Hughes peger begejstret på en af dem. På skærmen kører en krigsfilm. U-571 hedder den. Jesse Hughes griner: - Nu tæver vi tyskerne igen. Jeg kan se, at det sker med Jon Bon Jovis hjælp.

Jesse Hughes er velsignet med en prægtig skægvækst, og han forstår at udnytte den til fulde. Hans rødbrune hestesko af en moustache er således blevet noget nær ikonografisk for Eagles of Death Metal, og det virker som et godt udgangspunkt for interviewet.

Harley-mand
Må jeg starte med at komplimentere dit overskæg. Det er et stærkt look, og det giver mig nogle biker-associationer.

- Mange tak. Du har virkelig ramt hovedet på sømmet der. Vi er faktisk alle sammen bikere. Brian, vores bassist, bygger motorcykler, særligt choppers. Joey, vores trommeslager, er Harley-mand, og det er jeg også. Og så voksede jeg op i nærheden af San Bernadino, Hells Angels hjemby. Min onkel var faktisk en Angel. Han havde virkelig langt hår, men det var altid sat op i fletninger. Og det så ikke bøsset ud - han lignede fandeme en viking.

Ja, nogle mænd kan bære det...

- Ja, jeg har faktisk overvejet at få lavet fletninger til i aften. Det ser virkelig tough ud. Det ser ud, som om man kommer for at plyndre og voldtage. Og det gør vi!

Det passer fint til bandnavnet. Det lyder lidt farligt.

- Ja, det er joken. Vi gør lidt grin med death metal, for jeg synes ikke, det er uhyggeligt, når man klæder sig ud som en klovn og synger som Kagemonsteret. Hvad der er uhyggeligt, er en sort fyr med en blyantstreg af et overskæg, der synger om tutti-frutti-is i et pink jakkesæt og skræmmer verden til at brænde hans plader.

Du mener Little Richard?

- Præcis, hvis det ikke var for Little Richard, ville der ikke være noget mørke i musikken. Han er min største helt. Bare se på ham, manden er jo vanvittig. Han er besat af rock'n'roll. Han er virkelig skræmmende.

Der er måske noget af den nihilistiske galskab, der også kendetegnede Hell's Angels, inden det kom til at dreje sig om organiseret kriminalitet?

- Hells Angels har altid handlet om at begå ulovligheder og beskidte handlinger, men det var netop ikke organiseret. Det var i højere grad en flok hærgende nomader; lidt ligesom vikingerne. Det kan man også se i gamle Angels' symboler som Thors hammer for eksempel. Da jeg var dreng, boede jeg i Palm Springs, som de ofte kørte igennem, og man kunne høre deres choppers, 20 minutter før de nåede byen. Så blev gaderne lagt øde, og bikerne rullede ind. Det var virkelig som at se et vikingeskib nærme sig kysten. Skræmmende.

Vel også fordi de var så utilregnelige. Den ene dag festede de med Ken Kesey og Vietnam-demonstranterne, og den næste dag tævede de hippierne.

- Ja, men det var først, da hippie-kulturen løb af sporet. Jeg er ikke meget for den dér 60'er-ånd. Jeg tror ikke på fri kærlighed og alt det der lort. Det er bare ikke virkeligt. Jeg tror på olie, jeg tror på penge, jeg tror på Gud, og jeg mener, at alle burde have en pistol.

Obama er kommunist
Jeg læste et sted, at du løb rundt i gaderne og græd dagen efter præsident-valget, fordi I havde valgt en kommunist til landets højeste embede. Du mente det alvorligt?

- Jeg mente det alvorligt, han er en seriøs socialist. Han er kommunist!

Du ser ham virkelig som ekstremt venstreorienteret?

- Jeg ser ham ikke sådan. Han er ekstremt venstreorienteret. Så snart man har sociale programmer, så snart regeringen omfordeler penge, er det socialisme. Vi har fandeme lige nationaliseret bankerne i USA. Det er socialisme. Og siden kommunisme ifølge Marx er den teoretiske tilstand, vi opnår gennem socialisme, er han også kommunist. Og det fungerer bare ikke i et gudfrygtigt, frihedselskende land.

Du er også medlem af The National Rifle Association? (De amerikanske våbenejeres interesseorganisation, red.)

- Helt sikkert. Jeg vil have mine penge og mine våben i fred, og ingen skal fortælle mig, hvad jeg skal gøre med dem. Jeg skal nok selv finde ud af at gøre det rette. Våben er en forfærdelig del af vores virkelighed, og jeg kan ikke lide film, der forherliger brugen af dem, men det er nødvendigt, at de er tilgængelige for alle. For et skydevåben er selve den tingslige manifestation af potentielt dødelig magt, og ingen kan have monopol på noget sådant.

Så våben er ikke bare en praktisk foranstaltning?

- Nej, det er et symbol på frihed. Det er materialiseringen af frihed. Tanken bag våben som hvermandseje er jo, at vi ikke kan have en stående hær, fordi en stående hær er en trussel mod den personlige frihed. I stedet forsvarer hver mand sit hjem, men det betyder ikke, at man nødvendigvis skyder på hinanden. Guns don't kill people. Jeg er meget passioneret omkring det, men det må ikke forvanske billedet af den rock'n'roll, jeg laver. Rock'n'roll er også frihed for mig, og jeg vil ikke opfattes som en Ted Nugent (amerikansk guitarist og bramfri republikaner, red.).

Er der en forbindelse mellem dine politiske synspunkter og sydstatsrocken, altså den musikalske tradition, som Eagles of Death Metal tager sit udgangspunkt i?

- Jeg kan helt sikkert se, hvad du mener. Der er et tankesæt bag sydstatsrocken, og det høres i vores musik. Men der jo politik i al rytmisk musik. Først var der den rent sorte musik, og så begyndte Elvis at spille farvet musik, og det var farligt, det blev politisk. Man kan ikke tage politik ud af musikken, men de røvhuller, der stiller sig op på en scene og lader som om, at de er der for at stoppe den globale opvarmning og redde hvalerne, er fulde af lort. De er der for at voldtage dig og tage dine penge. Jeg siger det ligeud: Jeg er her for at voldtage dig. Giv mig så dine penge!

På skærmen kæmper Jon Bon Jovi stadig mod nazisterne. Det går overraskende godt. Jeg så engang på Oprah, at han som tak for en donation til ofrene for orkanen i New Orleans har fået en gade opkaldt efter sig: Bon Jovi Boulevard. Der bor nu en masse fattige, sorte familier. Jeg tror godt, jeg ved, hvordan Jesse Hughes ville rubricere det. Jeg er enig og foretrækker til hver en tid den åbenlyse rock'n'roll-massevoldtægt, der venter koncertgængerne på Vega.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA