x

SXSW 2009-dagbog, kapitel 2

SXSW 2009-dagbog, kapitel 2

Torsdag 19. marts
Første stop var Levi's/Fader Fort, hvor ikke færre end ti bands var på programmet. Fortet ligger lidt afsides, men det skyldes primært, at der har været behov for at have noget plads at strække sig på. Her er nemlig både en butik, en scene, forskellige chill-out og computer-områder, en Guitar Hero-stand og to barer med fri udskænkning samt forskellige promotion tiltag.

Eksempelvis kan man her træde ind i en fotoautomat, hvor man skal lave lyde i 15 sekunder, der skal bruges til en videooptagelse (formodentligt til et web-indslag), og derefter får man taget en håndfuld polaroid-billeder. Det er en reklame for Ray Ban og American Apparel, der belønnes med en gratis T-shirt med valgfrit tryk. Så efter at have råbt "Kom så de hviieeee" i 15 sekunder kunne jeg gå derfra med en shirt med et gult kranie.

Musikalsk var engelske Let's Wrestle og det lokale band The Strange Boys på programmet, mens jeg var der, men ingen af dem nåede at gøre noget nævneværdigt indtryk. Det er nu også hårde kår for musikerne, da hver showcase i fortet er begrænset til 25 minutter. Faktisk er de fleste showcases rundt i byen ret korte, hvilket eksempelvis Mette og Lars fra The Asteroids Galaxy Tour kan skrive under på.

Jeg rendte på dem udenfor Maggie Mae's, hvor de ventede på en journalist, der skulle interviewe dem. De havde været programsat til at skulle spille 30 minutter, men inden de gik på blev det skåret til 20 minutter, og efter tre sange fik de signalet for sidste nummer. De var dog ved godt mod og skal optræde flere gange herovre, så forhåbentlig får de lidt mere tid at gøre med til koncerten i dag.

Inden da havde jeg set Trash Talk vælte Emo's med en omgang voldsom hardcore, hvor medlemmer af publikum gentagne gange overtog mikrofonen og kastede sig omkuld i en dynge på gulvet, mens de skreg, hvad jeg formoder er tekster til sangene.

Det blev også til en koncert med Wild Light i Radio Room til et arrangement arrangeret af Paste Magazine i samarbejde med bryggeriet Magic Hat, der laver en særdeles fin omgang ale. Gruppen blev præsenteret som et af de mest hypede på festivalen, men gjorde ikke det store væsen af sig med deres polerede guitarpop.

Samme sted spillede M.Ward dog en fin koncert i et fuldstændig pakket lokale. Forunderligt nok startede han med et langt instrumentalt nummer, hvilket var ekstra sært, da han var alene på scenen. Men efterfølgende kom der gang i sangene, og den lidt spøjse sangskriver gjorde det fint. Han var tydeligvis veltilpas og kommenterede glad, at dette var første gang han spillede foran Death Metal Pizza (et pizzeria på den anden siden af gaden, hvor der konstant brager dødsmetal ud af de åbne vinduer).

Senere rendte jeg på The Wong Boys' manager Kristian Riis og duoens Hype Man Søren Møller-Rasmussen, der kunne fortælle, at de var ved at være færdige med en to uger lang turné, der havde taget dem fra Los Angeles over Toronto til New York, og at de store udsving i temperaturerne havde taget lidt hårdt på dem.

Humøret var dog højt, og Søren kunne fortælle anekdoter om at have mødt Gene Simmons fra KISS i lufthavnen samt et show i LA, hvor to lokale og velvoksne kvinder var kommet op på scenen. Den ene havde danset booty dance, mens den anden simulerede et blowjob på Frank midt på scenen - så hold øje med det på YouTube!

Duoen forventer at kunne udsende en single i Canada snarest, og blandt deres Texas-showcases var et job på Barcelona onsdag samt afslutningskoncerten til arrangementet Danish Dynamite.

Derefter gik turen til byens største spillested Stubb's, hvor der var så meget god musik på programmet, at man ikke behøvede at bevæge sig videre den aften. Først på programmet var det nye soulhåb Janelle Monae, der fyrede den af uden rigtig dog at vælte folk omkuld.

Derefter kom Ladyhawke, der i Europa har fået god opmærksomhed med singlerne "Paris Is Burning" og "My Delirium". Musikken er fængende og hårdtpumpet som tidlig Prince, men desværre fungerede det ikke rigtig denne aften. For det første var Phillipa "Ladyhawke" Brown hæmmet af at skulle guitar, så det blev ikke til de store udskejelser fra hendes side, og for det andet var lyden langtfra optimal.

Hendes vokal var alt for lav, og musikken manglede det punch, der gør eksempelvis afslutningsnummeret "My Delirium" til en fremragende popsingle. Så det ville klæde hende at omfavne sin rolle som popidol ved at smide guitaren og give den noget mere gas på vokalen, hvis hun vil have en chance som live-navn.

Herefter var det den statsfinansierede radiostation NPR, der havde valgt musikken, hvilket betød koncerter med Heartless Bastards (fantastisk navn!), The Avett Brothers (ikke at forveklse med The Jonas Brothers) og så hovednavnet The Decemberists.

Første gruppe lød som en mere straight-up rockversion af Cold War Kids, dog med en kvindelig sanger. Bestemt ikke dårligt, men lidt traditionelt og ikke så opfindsomt. Det samme kan dog ikke siges om de hypede The Avett Brothers. Gruppen består af fire gutter på cello, kontrabas, guitar og banjo og spiller en opdateret version af folkemusik, der vil tiltale fans af Dropkick Murphy's og Gogol Bordello.

En stor del af publikum kendte allerede deres materiale, hvilket hjalp på energien og lidt overraskende viste det sig, at de faktisk har udgivet materiale siden 2000. Det var dog først i 2007, de rigtig begyndte at få opmærksomhed, og højdepunktet under koncerten - den smukke "Murder In The City, hvor de to brødre stod alene på scenen - er da også taget fra deres seneste udgivelse "The Second Gleam".

Så det var bestemt en positiv overraskelse, der dog ikke kom op på højde med aftenens sidste koncert, der var en respektaftvingende kraftpræstation fra The Decemberists. Gruppen spillede det kommende album "The Hazards Of Love" i sin helhed (det udsendes herovre på tirsdag), og der er helt klart sket noget med bandet siden sidste udgivelse.

Der er endnu engang tale om et konceptalbum, men denne gang er bandet gået meget mere rocket til værks. Bandet blev desuden udvidet undervejs med de to vokalister Becky Stark (fra Lavender Diamond) og Shara Worden (a.k.a. My Brightest Diamond), og hvor førstnævnte leverede drømmende og sfæriske vokaler, var Worden en regulær tornado på scenen.

Det kunne helt klart have været en hård omgang at komme igennem en times helt nyt materiale, men det var lige det modsatte. Bandet spillede så godt, og materialet er tydeligvis exceptionelt, så det var en fremragende oplevelse, og den mest imponerende præsentation af nyt materiale siden Muse i maj 2001 spillede det meste af "Origin Of Symmetry" på VoxHall. Og for at det ikke skal være løgn, så dukkede Colin Meloy og efterfølgende resten af bandet op igen og spillede både "Raincoat Song" and "I Was Meant For The Stage".

Så med en fremragende koncert i ørene kunne jeg luske hjem og tænkte lidt over torsdagens program, hvor navne som Handsome Furs, Amazing Baby, No Age, The Thermals, Passion Pit og J. Tillman er klare muligheder.

Sightings:
Matthew Caws (Nada Surf) foran Maggie Mae's
Tad og Franz (The Hold Steady) ved check-in
Miles Zuniga (Fastball) til Heartless Bastards
Eugene Mirman (The Flight Of The Conchords) i Levi's/Fader Fort


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA