x

KATO i Albanien

KATO i Albanien

Den aalborgensiske støjrockkvartet KATO, som netop har udsendt deres debutalbum fra 2007, "In The Dew" på 2x10", vinyl er blevet inviteret til Albanien af Den Danske Ambassade i Tirana og beretter her om turen:

...

Sammen med vores gode aalborgensiske venner fra det progressive rockband Some Shape To Enter, et tjekkisk band og det hollandske band Colligan er vi inviteret til Tirana, Albanien for at spille rockmusik for den albanske befolkning. Efter sigende er det sidste danske band, som har spillet i Albanien Savage Rose, som tilbage i 70'erne besøgte landet. Men Den Danske Ambassade i Tirana med ambassadør Karsten Ankjær Jensen (gammel Aalborg-musiker) samt praktikant Karsten Sommer (eller Karsten junior, som han senere skulle blive kaldt) som tovholder på projektet vil vise Tiranas ungdom, at den danske rockmusik også rykker under sydlige og meget uvante himmelstrøg.

Koncerten bliver afholdt i forbindelse med Tiranas fejring af sommerens komme. Gader i det centrale Tirana bliver afspærret, der bliver sat scener op. Og så bliver der festet igennem...

KATOs manager Søren fik øgenavnet "Sauron" for nogle år siden da en belgier, som han boede i forbindelse med en tour, troede, at hans rigtige navn var Sauron. Det har hængt ved lige siden, da det viste sig at give respekt at have ingen ringere end Mørkets Fyrste som tour manager. Sauron tager derfor til Tirana torsdag, og resten af KATO dukker op med forskellige fly i løbet af fredag og lørdag.

Torsdag den 12. marts
Ankomst Tirana, manager
Afgang fra Aalborg togstation klokken 00.10 onsdag nat. Vi får bekræftet vores flybilletter i sidste øjeblik. Tirsdag aften. Da der er afgang for manager torsdag morgen fra København-Wien-Tirana, har hele planlægningen af turen været særdeles presset. Efter et mindre problem med et pas, som er ved at udløbe, får jeg lov at komme igennem paskontrollen og Tirana, here I come. Jeg bliver hentet i lufthavnen af Karsten junior samt en lokal albansk chauffør, som med fagter og mimik får forklaret alt om Tirana, lokal fodbold med mere.  Vi havde fået forklaret, at vi skulle sove på militærtæpper på et "youth office". Men den danske konsul Arne (en meget stor Beatles-fan) har glemt at få tæpperne med, og så finder bystyret i Tirana pludselig ud af, at der alligevel er penge til hotel. Med ét går vi fra lo-fi indkvartering til det firestjernede Hotel Resort Mai Tai 5 km uden for Tirana centrum med en fantastisk udsigt ud over Dajti-bjergene. Hotelejer Allando viser sig efterfølgende at være en fantastisk vært. Det er kun 14 år siden, at Albanien blev demokratisk efter at have været et af de sidste europæiske lande styret af kommunisterne. Landet er stadig meget fattigt, men man fornemmer, at der inden for de sidste år er sket markante fremskridt. Specielt i Tirana. Selvom det faktisk ikke er så dyrt at rejse derned, er byen stort set blottet for turisme. Centrum i Tirana minder mest af alt om en italiensk storby med tjekkede caféer proppet med moderigtige unge albanere. I baggrunden ulmer dog den kommunistiske fortid, og selv om centrum virker meget vestligt, lurer fattigdom og ulandstilstande ude i forstæderne. Aftenen går med sightseeing i Tirana i den centrale bydel The Block, hvor KATO også skal spille lørdag. En stor bøf til få kroner til aftensmad, ud at hente drengene fra Some Shape To Enter i lufthavnen og så på hovedet i seng. Det viser sig så, at det med nattero ikke helt eksisterer i Tirana, da byens herreløse hunde sørger for en imponerende hylen og larm. De akkompagneres af politiets Kalashnikovs, da ordensmagten løber rundt i gaderne og skyder hundene, som er med hvalpe eller har hundegalskab.        

Fredag den 13. marts
Klokken 7.30 går det løs. Den musikglade danske ambassadør Karsten har sørget for optimal promotion af Rock The Block, og jeg er på det mest sete program i Albanien, morgen-tv-showet på TopChannel (en blanding mellem Go' Morgen Danmark og Boogie). Efter kaffe og croissanter går turen videre til Tirana International Hotel, hvor der er indkaldt til pressemøde. Når vestlige lande indkalder til pressemøde, er det åbenbart noget, som alle albanske tv-stationer skal dække. Da jeg ankommer, er der derfor fyldt med journalister og videokameraer. Jeg får hurtigt fortalt om KATO, og om vi meget håber på, at Rock The Block bliver startskuddet til et musik-udvekslingsprojekt mellem Danmark og Albanien. Klokken 14 mødes jeg med Adam, Kristian og Rasmus fra KATO, som Karsten junior har hentet ude i lufthavnen. Så mangler vi kun Lasse...

Manager "Sauron" takker af herfra og overlader ordet til KATO.

Fredag den 13. marts
Ankomst, KATO-feltet
I Mother Theresa-lufthavnen mødes vi - efter at have forklaret i paskontrollen, at vi gerne vil ind i landet for at spille rockkoncerter - af en storsmilende albansk mand med et "KATO"-skilt i hånden. Han fører os hen til Karsten junior, og straks herefter begynder turen til Tirana centrum, hvor vi af chaufføren tilsyneladende får samme stolte tale om Tirana og fodbold, som Søren fik. På albansk. Senere hører vi fra Karsten, at da han ankom til Albanien i september måned, kunne man ikke komme fra lufthavnen til centrum, med mindre man havde en firhjulstrækker...

Efter at have sat vores sparsomme bagage af på hotellet går turen til en bar, hvor vi møder vores aalborgensiske venner, som lader til at være lige så betaget af byen som os. Vi skåler på det, og glæder os over, at vi om aftenen alle er inviteret til fest hos ambassadøren, der har en penthouse-lejlighed i centrum. Her møder vi hollænderne, vores assistenter og en håndfuld albanske kendisser over tapas, kaviar og importeret dansk øl. Efter et hyggeligt meet-and-greet inviteres alle tilstedeværende til VIP-fest på en natklub, som ejes af én af gæsterne til festen. Det giver os en kærkommen mulighed for at skylle den klump i halsen ned, som det albanske sansebombardament (+ tapas) har påført os. Derefter kan der snakkes frit med de lokale, landsfællerne og vores nye venner fra Holland. Om natten tager vi tilbage til hotellet. Fri for al den nervøse uvidenhed, der havde farvet de hektiske dage op til afrejsen...

Lørdag den 14. marts
Ankomst, Lasse - koncertdag
Lørdag middag kører vi ind til byen i minibus sammen med Some Shape To Enter. Det er national festdag i Tirana, og det fejres indledningsvis med høj albansk eurodance på bilradioen til stor jubel fra samtlige forventningsfulde aalborgensere. Volumen skrues en tand mere op. Vi sættes af ved den danske ambassade og går gennem masserne over til TopChannel-studierne, som har til huse i bygningen Piramida, der minder om moderskibet fra en gammel sci-fi-film fra 50'erne, hvis særegne konstruktion giver de festende albanere mulighed for at komme op for at få et vue ud over festlighederne. På dette tidspunkt er det dog svært at blive forundret, når man i forvejen befinder sig midt i et virvar af et karnevalistisk sammensurium af playback-koncerter på gaden, sigøjnere, tusinder og atter tusinder af albanere og en kakofonisk symfoni af bilhorn.

Vi når frem til TopChannel, hvor vi bliver briefet om, hvad der skal ske. På dette tidspunkt en god ting. Lasse ankommer direkte til settet til programmet, der hedder TopChannel Unplugged. Vi låner en bas fra det hollandske band, som spiller efter os, samt et noget moderne keyboard fra TopChannel. Efter at være blevet præsenteret for seerne, spiller vi en akustisk udgave af "Head in Hands" med tilkendegivende applaus efter hvert omkvæd. Se en optagelse fra showet her.

Efter at Colligan har slået deres sidste e-akkord an, flyver vi ind i en taxa på vej mod græsrodsradioen Radio Rock, som fungerer som et led i organisationen MJAFT (= nok). Her spiller vi igen en akustisk koncert og causerer os frem til, at musikken er et universalt sprog, der fungerer på tværs af grænser. Dette skulle vise sig at blive nok så tydeligt, da vi få timer senere bliver præsenteret på den scene, der er stillet op midt på en hovedgade i hjertet af Tirana. Her er mødt en bred skare af albanere op, der forventningsfulde har iagttaget gæsterne fra nord, som har pakket deres grej ud med mindst lige så forventningsfulde blikke hen over scenen. Men snart skal afstanden mellem Danmark og Albanien blive mindre; vi bliver præsenteret for hinanden af vores assistenter, som indtager scenen og fortæller Tirana, hvad vi hver især hedder, og hvilket instrument vi spiller på. Tusinde albanere byder os alle 4 velkommen samtidig - og så er det blevet vores tur til at sige goddag på aalborgensisk...

Efter lidt tekniske problemer i starten fik vi spillet os varme, og det viste sig, at albanerne var klar på KATOs støjende rockunivers. Vi spillede vores hidtil bedste koncert, og det var sgu fedt efter 1 ½ døgn med promotionarbejde, druk og sight-seeing endelig at få lov at fyre den af. Og så var det bare vildt fedt at spille "Outside" under åben himmel :)

Efter koncerten diskuterer den danske Beatles-elskende konsul Arne med Adam (orgel, percussion), om han havde banket hovedet ned i klaviaturet som en hyldest til John Lennon, eller han bare var grebet af stemningen. For stemningen er gribende. Og den bliver hængende. Bagefter bliver der snakket med albanerne - nu er vi alligevel blevet gjort bekendte med hinanden - mens en flok sigøjnerbørn skiftes til at imitere Lasses rytmer på én af Colligans trommer, som vi tidligere har lånt.  

Umiddelbart efter koncerten bliver vi trukket over til den anden scene, hvor arrangørerne har gjort klar til den næste koncert. Det viser sig, at lydanlægget på denne scene svigter, så det forventes i stedet, at vi spiller en playback-koncert. Den havde vi ikke set komme! Efter en kort rådslagning får Sauron gennemtrumfet, at bandet giver en akustisk koncert, da hverken evnerne eller villigheden er til stede til en støjrock-playback koncert. En ung, lokal musiker sprinter hjem efter en akustisk guitar, som Kristian låner til koncerten. Rasmus kan dog ikke få en DI-boks, så han må tage plads blandt tilskuerne. Og efter at have skulet olmt til playback-trommesættet, vælger Lasse at slutte sig til Rasmus og overlade koncerten til Kristian og Adam. Koncerten bliver dog en surrealistisk og uforglemmelig oplevelse, hvor halvdelen af KATO underholder akustisk på en af hovedgaderne i Tirana med brændende olietønder i baggrunden.

Efter at have leveret de koncerter, vi egentlig kom for, kan vi nyde resten af musikken sammen med de lokale. Some Shape To Enter slutter aftenen af med et hårdpumpet rocksæt, der kunne have fortsat hele natten, hvis ikke politiet - venligt, men bestemt - havde bedt dem om at stoppe. Vi stiller grejet i sikkerhed på ambassaden og begiver os ud på vores sidste aften i Tirana. Stemningen er tårnhøj blandt hele delegationen, og vi overvinder den snigende udmattelse. Et værdigt punktum for dagen sættes i en taxa med 120 km/t på små bjergveje. Dødskørsel a la "Clockwork Orange" nydes bedst med et par øl i blodet - muligvis havde chaufføren samme indstilling...

Søndag den 15. marts
Radioshow og hjemtur
Bliver vækket klokken 8.30 af en morgenfrisk Sauron. Stemmerne er herligt slidte inden det forestående radiointerview. Flere når at slutte sig til os ved morgenbordet, hvor gårsdagens oplevelser bliver skyllet ned med god, stærk albansk kaffe og cola. Kristian, Lasse og Sauron bliver hentet af en ædru og rolig chauffør, som kører os Top Albania Radio (Albaniens svar på P3) i samme bygning som Top Channel stationen. Kristian repræsenterer KATO i studiet og får forklaret de albanske lyttere, hvad en flok danske musikere har haft ud af at besøge Tirana.

Derefter går det direkte mod lufthavnen, hvor chaufføren underholder hele vejen på gebrokkent albansk/italiensk/tysk/volapyk/tegnsprog. Kort før lufthavnen ser vi en forulykket motorcykel krøllet sammen på vejen. Der er mange tilskuere, men ingen ambulancer, så vi husker hinanden på, at man ikke skal komme slemt til skade i Albanien. Rygterne vil vide, at de ikke kan lægge gips på i Tirana - så skal man i stedet flyves til Wien. Sauron, Kristian og Rasmus mellemlander i Wien - dog uden brækkede ben - og fylder maverne med Mozartkugler, ikarospølser og fadøl, inden turen går mod Danmark. (Lasse ryger med et fly over Budapest, og Adam bliver en dag mere i sin nye store kærlighed Albanien, sammen med drengene fra Some Shape To Enter)

I alt 4 dage, hvor et relativt ukendt aalborgensisk støjrockband har levet som rockstjerner og musikambassadører i et land, der har været lukket i så mange år, at det ikke er vant til bevågenhed fra udefrakommende. Albanien er et smukt land, Tirana er en fantastisk by, og det albanske folk er noget af det mest gæstfri, vi har oplevet. Selv om touren har været frustrerende kort og kompakt, har vi alligevel fået ryddet de fleste fordomme om Albanien (o.k., vi så rent faktisk et æsel!) og erstattet dem med uforglemmelige oplevelser. Tilbage står et indtryk af et land, der på grund af tidligere lukkethed har en musikscene, der er langt fra vestlige standarder, men med en ungdom, som har en vilje og et hjerte, der lover godt for demokrati, frihed og rock'n'roll i Albanien.

Vi retter en stor tak til den danske ambassadør, den danske konsul, Karsten Junior og resten af den danske ambassade i Tirana samt ikke mindst alle vores underholdene lokale chauffører og assistenter. De var med til at give os oplevelsen af at være rockkonger for en weekend. Vi håber snart at komme tilbage...

KATOs hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA