x

SXSW 2009-dagbog, kapitel 4

SXSW 2009-dagbog, kapitel 4

Lørdag 21. marts
Et tidligt højdepunkt kom, da en englænder informerede mig om, at man kunne lave Texas-formede vafler til morgenmad, hvilket helt ærligt er fuldstændig fantastisk tænkt. Derefter kunne jeg efter en hurtig tur gennem plakatudstillingen Artstock, hvor der var udstillet hundredevis af koncertplakater, springe i en cykeltaxa og tage turen ud til den danske Danish Dynamite-showcase.

Der var elleve danske bands på programmet til en dag, der var arrangeret af Christian Taagehøj fra gruppen Slaraffenland med støtte fra MXD sammen med Home Tapes, It's A Trap og Music Denmark. Mens jeg var der spillede 18th Dye og Oh Land foran en blandet skare af både danske og internationale musikere og journalister samt lokale interesserede.

Arrangementet fandt sted i en have i et boligkvarter, og der var en virkelig hyggelig stemning, hvor nysgerrige amerikanere kom hen og spurgte om musikken, Danmark og arrangementet. Her mødte jeg også både The Wong Boys og Tina Dickow, der kunne fortælle, at de havde været godt tilfredse med de showcases, de havde spillet. Christian fra Slaraffenland kunne desuden fortælle, at man havde kunnet se en meget begejstret David Fricke på første række til et af deres shows.

Herefter gik turen til Club DeVille, hvor en af mine topprioritetet på programmet stod klar til at levere den vilde fest. Der er naturligvis tale om The Hold Steady, som jeg ugen igennem har set på gader og stræder. Men denne gang skulle jeg se dem på en scene, og det var en helt igennem fænomenal oplevelse. De spillede i et telt på størrelse med et Roskilde-Pavilion-telt gange fire, og der var tæt pakket med folk, der kunne synge med på alle numrene.

Bandet lagde ud med ”Hornets! Hornets!” og blæste derefter igennem materiale fra samtlige fire udgivelser inklusive bonustracket ”Adderall” fra ”Stay Positive”. Det var med andre ord ikke en showcase, men en regulær timelang koncert, hvor et særdeles veloplagt band viste, hvor skabet skal stå. The Hold Steady har været et af mine favoritbands i mange år efterhånden, og det er en sand fornøjelse af opleve dem levere sange som ”Chips Ahoy” med så meget power, at man fik kuldegysninger under den varme Texas-sol.

Efter denne fantastiske oplevelse stod endnu en vigtig ting på programmet. Fredag var nemlig den dag, hvor Tinted Windows skulle spille deres første SXSW-koncert, og lidt overraskende var det faktisk ret let at komme op på de første rækker for at se James Iha, Adam Schlesinger, Bun E. Carlos og Taylor Hanson byde på 25 minutters powerpop i højt tempo. Lyden var ikke helt optimal, og specielt vokalen stod lidt svagt. Men der kunne ikke være nogen tvivl om, at ”Kind Of A Girl” er et forrygende popnummer, og selvom det er et underligt miks af folk på scenen (der var også en ekstra guitarist med), så har Hanson en hel del star power, der kommer dem til gode.

Han kan også stadig trække the beautiful babies, og der var ved siden af mig en hel stribe unge kvinder, der næppe var kommet, fordi de elsker Cheap Trick. Så det var en fin debut, og det skal blive interessant at høre albummet, der kommer til april.

En aftale i Bat Bar ledte mig først lige forbi en New Zealandsk showcase, hvor Ladyhawke var ved at afslutte sin koncert. Hun har tydeligvis en masse fede numre på repertoiret, men igen var det klart, at hendes vokal mangler punch, og at hendes guitar (for ikke at tale om det lange pandehår, der til tider nærmest dækker hele hendes ansigt) hæmmer hendes optræden.

Efter Ladyhawke kom jeg om til Bat Bar (der ligger inde i Convention Center), hvor der var en gigantisk kø for at se de for mig ukendte Shiny Toy Guns. Showet blev endda optaget til tv, så det er tydeligvis nogen, der kan noget herovre. De spiller dog en så frusterende blanding af Linkin Park, My Chemical Romance og Evanescence, at vi måtte gå efter tre sange. En sjov detalje var dog, at hvor trommeslageren, guitaristen og den kvindelige bassist var gået all-in på et emo/goth look, så lignede sangeren nærmere en af dem fra 3 Doors Down.

Derefter gjorde det vanvittig godt at få renset ørene til en skotsk showcase, hvor Camera Obscura var på programmet. De spiller charmerende twee, og frontfiguren Tracyanne Campbell var med sin tykke accent og sjove kommentarer et ret forfriskende stilskifte efter at have oplevet den amerikanske version af The Rasmus.

Det blev dog kun endnu bedre, da Charlie og Craig Reid gik på scenen som The Proclaimers. De stillede op som akustisk duo og spillede sange som ”Role Model” og ”Letter From America”. Gruppen har indspillet syv plader, men valgte alligevel at spille to coverversioner inklusive en sjov version af ”Seventeen” med Kings Of Leon. Og spillede de så ”I'm Gonna Be (500 Miles”)? Det kan du saftsuseme tro de gjorde, så taget var ved at ryge af, når folk sang med på omkvædet. Det kunne Peter, Bjorn And John lære noget af!

Til trods for at Metallica spillede et ikke-særligt-hemmeligt show samme aften, hvor de bød på nogle af de største hits foran omkring 1300 mennesker, så valgte jeg at satse på Devo i stedet. Det var et fint valg, da bandet spillede fem kvarter med kun ganske få nye sange på sætlisten. Sange som "Don't Shoot, I'm a Man" og "What We Do" viste, at gruppen fortsætter i den vanlige stil, men det var naturligvis klassikere som ”Girl U Want”, ”Whip It” og ”Beautiful World”, der fik folk til at gå amok.

Gruppen spillede foran en særdeles imponerende storskærm, der bombarede publikum med filmklip og billeder blandet med nærbilleder af bandet. Der var også de obligatoriske kostumeskift, Mark Mothersbaugh med pompommer og en optræden af Booji Boy. Eftersom jeg kom tidligt for at se Devo, nåede jeg faktisk også det meste af koncerten med Tricky, der var ganske glimrende. I begge tilfælde var det dog tydeligt, at festivalen ikke lider under de samme restriktioner omkring lydniveau som eksempelvis Spot Festival gør, for hold da op, hvor blev der spillet højt.

Det er nu lørdag, og dermed sidste dag på festivalen. Blandt dagens muligheder er shows med Your Vegas, The Spinto Band, White Lies, PJ Harvey & John Parish, Ed Harcourt, Longview og Ra Ra Riot, og derefter er der altså et helt år, til Austin igen byder velkommen til en ny omgang SXSW.

Sightnings:
Hutch Harris (The Thermals) til The Hold Steady
Tricky ude blandt publikum fem minutter efter at hans koncert var færdig


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA