x

PJ Harvey og John Parish – Gamle venner i nye omgivelser

PJ Harvey og John Parish – Gamle venner i nye omgivelser

PJ Harvey og John Parish har gennem mere end 20 år jævnligt arbejdet sammen. I 1996 udgav de duo-albummet Dance Hall At Louse Point, der nu får en opfølger, A Woman A Man Walked By. GAFFA mødte det musikalske makkerpar på hjemmebane i det sydvestlige England.

Vi er i bogstaveligste forstand kommet langt ud på landet. Hvor mange andre stjerner ynder at sætte medierne stævne på eksklusive hoteller i metropoler som New York, Paris og London, har PJ Harvey valgt at møde verdenspressen på kroen The Helyar Arms i landbyen East Coker nær den lidt større Yeovil i grevskabet Somerset, cirka 150 kilometer sydvest for London – og tæt på Harveys eget hjem i grevskabet Dorset. Kroen har ifølge skiltet på døren eksisteret siden 1468, og der strømmer ærkebritisk hygge ud, så snart man åbner den tunge trædør. Indenfor buldrer ilden løs i kaminen, mens tjenerne serverer øl brygget på hundredårige traditioner og te ad libitum.

PJ Harvey er dog ikke alene som vært. Hun har allieret sig med John Parish, som hun har indspillet sit nye album i tæt samarbejde med, Albummet, A Woman A Man Walked By, udsendes også under de tos navne. Det er anden gang, Harvey og Parish udgiver et fælles album. Det første, Dance Hall At Louse Point, udkom i 1996. Harvey og Parish har dog jævnligt arbejdet sammen i over 20 år. De startede med at spille sammen i artrock-gruppen Automatic Dlamini, og siden har Parish hyppigt været musiker og producer på Harveys plader.

Hvorfor har I igen lavet et duo-album i stedet for "bare" et nyt PJ-soloalbum, hvor John medvirker og producerer?

– Det er en helt anden tankegang, når vi laver duo-plader. En helt anden tilgang, begynder PJ Harvey og uddyber:

Når jeg laver soloplader, skriver jeg både tekst og musik og spiller forskellige instrumenter, og John spiller så andre instrumenter og producerer. Når vi laver duo-plader, skriver John al musikken og jeg teksterne, og han spiller de fleste instrumenter, hvorimod jeg ikke spiller en tone. Da vi lavede det første duo-album, vidste vi, at vi ville lave et til på et tidspunkt. Når det så lige blev nu, skyldtes det dels, at jeg hørte nogle af Johns nyere soloting, som jeg blev ret begejstret for. Dels at jeg faldt over et nummer, vi havde lavet sammen for fem år siden, Black Hearted Love, og det syntes jeg var så fedt, at jeg opfordrede John til at skrive nogle flere sange, som jeg så kunne skrive tekster til.

– Når John skriver, inspirerer det mig voldsomt til at skrive noget, jeg ikke har lavet før. Som regel skriver han musikken først, og når han så har skrevet seks-syv numre, sender han dem til mig, og det inspirerer mig så til at skrive nogle tekster, men nogle af teksterne kommer også fra ting, jeg har arbejdet på i forvejen. Jeg skriver altid på tekster, så jeg har altid noget liggende, som nogle gange passer til de ting, John sender til mig. Når jeg hører musikken, forestiller jeg mig altid musikken visuelt, som små film, som jeg så kan lade forskellige handlinger udspille sig i.

PJ, navnet Daniel indgår i to af sangene, Sixteen, Fifteen, Fourteen og The Chair. Er det den samme dreng, der indgår i begge sange?

PJ: – Det har jeg ikke tænkt det som. Jeg plejer at tænke mine sange som selvstændige enheder, men folk må gerne fortolke det som en del af en sammenhæng, hvis de vil det. Men i begge tilfælde lå ordet Daniel lige på tungen. Når jeg hører musikken, forestiller jeg mig altid musikken visuelt, som små film, som jeg så kan lade forskellige handlinger udspille sig i.

The Chair handler om en kvinde, der mister sin søn i en drukneulykke. Det får mig straks til at tænke på Down By The Water om en kvinde, der drukner sin datter... Er der en sammenhæng mellem de to sange?

PJ: – Nej, det har jeg ikke tænkt over. Jeg tænker altid på mine sange som selvstændige enheder. Jeg vil gerne give lytteren noget information i de enkelte sange, men ikke alt for meget. Der skal også være plads til, at lytteren selv kan tænke videre over historien.

John: – Jeg har heller ikke fået den tanke, at de to sange skulle have nogle fællestræk. Men det er da en plausibel fortolkning.


Igangsat af Hamlet

Hvad var det så, der fik jer til at lave den første duoplade i sin tid?

PJ: – Jeg hørte noget musik, John havde skrevet til en teateropførelse af Hamlet, og jeg syntes, det var fantastisk. Noget af det bedste, jeg havde hørt. Jeg blev grebet af tanken om at skrive tekster til musik, John havde skrevet. Så jeg spurgte ham, om han ikke ville skrive nogle flere sange til mig, og det blev så til Dance Hall...

Hvordan er Johns musik forskellig fra din?

– Vi er meget forskellige og har forskellige musikalske interesser, men vi har en fælles reference: vi går efter ærlighed, sjæl og troværdighed i musikken. Derudover kan John rent teknisk spille en masse, jeg ikke kan spille.

Hvad er jeres respektive styrker?

PJ: – John er en fantastisk komponist. Han får mig til at skrive og synge ting, jeg ikke selv ville have kunnet finde på
John laver noget, som er helt unikt, og som har en stærk identitet. Jeg er altid tiltrukket af noget, der er nyt.

John: – Polly er så ærlig og intens. Når jeg hører hende synge noget, er jeg slet ikke i tvivl om, at det kommer fra hjertet.
Hun fremstår altid troværdig, og der er så meget følelse i hendes stemme. Noget, som jeg finder fængslende. Noget, som jeg køber uden at stille spørgsmål.

Ingen duetter

PJ, det er dig, der synger alle lead-vokalerne, men John, du kan jo også godt synge og har lavet en plade, hvor du synger, så hvorfor har I ikke lavet en duetplade?

John: – Det kunne da også være meget sjovt, og det er da ikke utænkeligt, at det vil ske en dag, men det har ikke rigtig været det, vi havde lyst til, denne gang, og der er jo andre, der gør den slags meget bedre. På denne plade har planen været, at PJ synger, for hun kan meget mere med sin stemme end jeg, og derfor kan jeg tillade mig at skrive sange, som er mere komplekse end dem, jeg selv synger. Det er vores respektive styrker. Og se, hvor langt vi kunne trække den.

Hvordan synes I, jeres nye album adskiller sig fra jeres første sammen?

PJ: – Vi har udviklet os enormt siden debuten. Det er meget stærkere, bedre ført ud i livet dette album på grund af de mange år, der er gået, og hvor meget mere modne vi er blevet med tiden.

På det sidste PJ-soloalbum, det meget klaverorienterede White Chalk, virkede det, som om der var en gennemgående ide med hele albummet, men her virker de enkelte sange meget forskellige. Der er numre, der er helt stille, og der er nogle, der er meget støjende – og så nogle derimellem. Er det noget, I har været meget bevidst om fra starten?

PJ: – Nej, men vi har altid fokus på, at de enkelte sange bør kunne stå for sig selv. Vi taler faktisk ikke særlig meget om musikken, når John laver musik. Vi kender hinanden så godt. Alt vi vidste var, at vi ikke ville gentage os selv, men prøve noget nyt.

I snakker meget om nyskabelse, men hvorfor bliver I så ved med at arbejde sammen – og PJ, du har jo også brugt mange de samme samarbejdspartnere gennem tiden: Flood, Head, Mick Harvey...

PJ: – Jeg vil gerne undgå at gentage mig selv, men det behøver ikke nødvendigvis at betyde, at jeg vil bruge nye samarbejdspartnere, for det, at jeg kender mine samarbejdspartnere, betyder også, at jeg har så meget tillid til dem, at jeg tør udforske noget nyt. De hjælper mig med at finde nyt land.

John: – Nyskabelse er også en attitude. Det behøver ikke betyde, at du arbejder med nye folk. Hvis PJ begyndte at samarbejde med for eksempel en danceproducer, ville det jo blive noget nyt for hende, men det er der jo så mange, der gør, så særlig nyt ville det nok ikke være alligevel.

Vil I lave flere duo-plader sammen?

John: – Sandsynligvis, men der kommer nok til at gå en del år, inden den næste kommer. Der var en grund til, at der gik så lang tid mellem disse to album. Jeg tror, at vi er nødt til at holde lange pauser, for at vi kan føle, at vi har bevæget os siden sidste album. Det kræver lang tids tilløb lave et album uden svage punkter.

PJ, kunne du lave en duo-plade med en anden af dine mangeårige samarbejdspartnere?

PJ: – Det har jeg aldrig tænkt på, det med at få nogen anden til at skrive et album til mig. Med John er det bare faldet mig nauturligt. Jeg elsker bare Johns musik. Jeg har bare et utroligt godt samarbejde med John, Jeg ved, at hvis jeg beder ham skrive musik til mig, vil jeg elske det.

I tager snart på tur sammen. Hvilket materiale kommer vi til at høre live?
John: Sangene fra A Woman... og Dance Hall, i øvrigt med et band på i alt fem personer, inklusive os. Vi spiller ikke PJ-solosange, da vi ikke synes, det vil virke passende. Bandet bliver Eric (Drew Feldman, red.) og Giovanni (Ferrario, red.), guitaristen og bassisten på albummet, og vores gamle van Jean-Marc Batti på trommer, vores gamle ven. Carla (Azar, red.), der spiller trommer på albummet, kan desværre ikke kommet med, da hendes eget band Autolux udgiver nyt album i maj, så hun er travlt optaget her.

Soloplader på vej
Hvad er jeres nærmeste fremtidsplaner?

PJ: – Jeg er i gang med at skrive til en ny soloplade, som sandsynligvis bliver produceret af John og Flood. Som producer er John god til at komme med sine meninger om, hvad han kan lide og ikke kan lide. Han er god til at sige, hvornår noget kan blive bedre. Og så er Flood en god modpol i trekanten.

John: – Jeg er i gang med en nyt soloplade, men jeg ved ikke, hvor den kommer til at føre hen. Det er meget work in progress

Der er lige en sidste ting, jeg skal have afklaret: Nu sidder vi her og hygger os, og I bor begge to i nabolaget (John Parish bor i Bristol, red.) Er I inspireret af det område, I bor i? Her virker ret hyggeligt, og det er musikken jo ikke altid?

PJ Harvey får det sidste ord: – Jeg er vokset op her, og det har da gjort indtryk på mig, men jeg har også været inspireret i andre byer, jeg har boet i. Man skal nok bo på sted i længere tid for at finde ud af, hvordan det virkeligt er. Alle steder har jo deres mørke og lyse sider, men jeg er ikke afhængig af at bo i et bestemt område for at kunne skrive.

PJ Harvey og John Parish spiller i Store Vega 11. maj. Koncerten er udsolgt
.

PJ Harveys og John Parishs yndlingsduoer:

John: – Nancy Sinatra & Lee Hazelwood, selvom Robert Plant og Alison Krauss heller ikke er dårlige.

PJ: – Jeg er faktisk ikke så interesseret i duoer, der synger duetter hele tiden. Men hvis vi taler om sangskriverduoer, så er min yndlingsduo helt sikkert Jagger og Richards. The Glimmer Twins.

PJ Harveys CV kort:
Engelsk sangerinde og sangskriver, født 1969. Var som ung medlem af grupperne Polekats og Automatic Dlamini. Solodebut i 1992 med Dry. Har i alt udgivet otte solo-studiealbum, senest White Chalk fra 2007.

John Parishs CV kort:
Engelsk sanger, sangskriver, multiinstrumentalist og producer, født 1959. Har spillet i grupper som Automatic Dlamini med flere. Har arbejdet som producer for navne som PJ Harvey, Eels, Tracy Chapman og danske Amber. Har udgivet tre soloalbum, senest Once Upon A Little Time (2005).


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA