x

The Whitest Boy Alive – Gentagelsernes dragende variation

The Whitest Boy Alive – Gentagelsernes dragende variation

Det hele startede som et elektronisk projekt tilbage i 2003, men de programmerede ambitioner blev hurtigt erstattet af en organisk fremdrift, som for alvor manifesterer sig på det aktuelle album Rules. Her er de dogmatiske principper klare og tydelige: one take-optagelser - og ingen efterfølgende studie-manipulationer. GAFFA har mødt kvartetten The Whitest Boy Alive, der hylder de små variationer i den håndspillede repetition.

Sneen ligger i tykke bløde dyner, og de tætte nåleskove danner fine symmetriske formationer, der dog set fra den nedadgående flyvemaskine, jeg befinder mig i, afslører en endeløs række små variationer og forskydninger.

Ifølge The Whitest Boy Alives brillebærende sanger og guitarist Erlend Øye har netop sådanne små variationer en elementær tiltrækningskraft på den menneskelige natur. Sådan er hans ræsonnement, når det kommer til musik. I hvert fald den, The Whitest Boy Alive frembringer. I begyndelsen af marts udsendte den norsk-tyske kvartet, hvori han står i front, opfølgeren til den roste debutlangspiller Dreams, der udkom for godt og vel tre år siden. Denne udgivelse sendte The Whitest Boy Alive rundt på alverdens europæiske spillesteder og festivaler, og de mere end 120 koncerter, bandet har tilbagelagt, har afsat deres tydelige spor på tilblivelse af Rules, hvis artwork – med simpel streg – er lavet af den amerikanske grafiker Geoff McFetridge. En minimal streg, der fint illustrerer gruppens stramme håndspillede popmusik.

GAFFAs udsendte lander i et særdeles sneindhyllet Oslo, der danner rammerne om musikfestivalen By:larm. Denne begivenhed kan bedst beskrives som Norges svar på Spot Festival: en velafstemt blanding af musikbranche-networking og publikumsfestival med et mangfoldigt og skandinavisk forankret program.

Et af de navne på plakaten, der vækker særlig opsigt, er The Whitest Boy Alive, der på grund af Erlend Øyes norske statsborgerskab har en særlig interesse for de norske gæster - og medier ikke mindst. Bandet bryder sig ikke specielt meget om at give interview, og den store fokus på Erlend Øyes aktiviteter som henholdsvis solist (soloalbummet Unrest udkom på Astralwerks i 2003, red.) og den ene halvdel af duoen Kings Of Convenience, gør ikke forholdet til journalister og andre beslægtede penneførere bedre. Erlend Øye og bassisten Marcin Öz, der denne vinterdag repræsenterer bandet, er dog forholdsvis snakkesalige og udadvendte. Så længe der er fokus på den musik, de fire berliner-bosatte musikere skaber sammen i det blege musikalske kollektiv - og ikke alle de andre projekter, de hver især render rundt og laver.

Spiselig metafor

The Whitest Boy Alives bedrift på Roskilde Festivals Odeon-scene i 2007 står i mange danske festivalgæsters erindring som en nærmest legendarisk affære (GAFFA kvitterede eksempelvis med seks funklende stjerner), og både Erlend Øye og Marcin Öz husker da også begivenheden som noget ganske særligt:

– Det var også en fantastisk oplevelse for os. Det handlede imidlertid ikke så meget om bandet. Det handlede mere om publikum. Jeg var personligt ikke rigtigt klar til at spille på det pågældende tidspunkt, men publikumsreaktionen var så overvældende. De løftede os ind i musikken, vurderer Erlend Øye, mens et begejstret blik afsløres sig bag de gigantiske briller. Roskildekoncertfilmen flimrer tydeligvis forbi hans indre blik.

Det er netop The Whitest Boy Alives live-aktiviteter, der har sat et signifikant fingeraftryk på deres aktuelle album, der tilblivelsesmæssigt placerer sig langt fra den programmerede tankegang, der var bandets oprindelige mission:

– I dag bruger vi slet ikke computere til andet end at optage på. I vores optik ligger der en masse begrænsninger i programmeret musik, hvis afvikling altid er ens. Når vi spiller, lyder det aldrig ens, forklarer Marcin Öz, der ud over at betjene den flittigt arbejdende bas i bandet også bestyrer pladeselskabet Bubbles, som udgiver The Whitest Boy Alive.

For at illustrere Marcin Özs pointe omkring den programmerede musiks forudsigelighed bringer Erlend Øye en madanalogi på banen:

– Det er lidt ligesom med forholdet mellem færdiglavet og hjemmelavet mad. Færdigretter smider du i kogende vand eller mikrobølgeovnen, og vupti, så har du et måltid, der smager ens hver gang. Det tror jeg, der var mange, der syntes var meget cool i 1980'erne, men det bliver hurtigt en flad og ensformig fornemmelse. Hvis mad til gengæld laves helt fra bunden, så vil der altid være én eller anden grad af variation - også selv om man bruger den samme opskrift. Det bliver aldrig en helt identisk oplevelse. Den overraskelse tror jeg appellerer til os mennesker. Sådan arbejder vi også med vores musik.

Født på dansegulvet

Netop denne tankegang synes at være en gennemtrængende filosofi hos The Whitest Boy Alive, der i Mexicos varme gennem tre uger indspillede mere end 300 takes af de 11 sange, der er endt med at udgøre tracklisten til Rules. Selv om bandet hylder tilfældighedernes håndspillede variation, så abonnerer de fire hvide fyre altså også samtidig på en streng Steely Dan-influeret studieperfektionisme. Da bandet kom retur til Berlin, indspillede de oven i købet hele albummet én gang til og endte med at bruge en kombination af indspilningerne fra Nordamerika og studiet i Tyskland.

Genremæssigt har The Whitest Boy Alive skruet en anelse ned for den spinkle indiepop-æstetik. Til gengæld har kvartetten skruet op for de dansegulvbefordrende rytmer. Og det var faktisk på dansegulvet, at det hele begyndte for The Whitest Boy Alive tilbage i begyndelsen af årtusindskiftet – i overført såvel som bogstaveligste forstand.

– Ligesom for så mange andre skandinaver var Berlin attraktivt for mig, fordi det var relativt billigt at bo i byen. Techno-scenen blomstrede på det tidspunkt, og en aften rendte jeg på en dj, der spillede nogle spændende plader.

Sådan gik det til, da Erlend Øye stødte på Marcin Öz, der var resident dj på Berliner-klubben WMF. De fandt ud af, at de havde en masse fælles smagsmæssige præferencer, og de blev hurtigt enige om at prøve at lave noget musik sammen. WHF blev de to nye venners musikalske legeplads, når der ikke var klub-aktiviteter:

– Vi øvede midt på danesgulvet med klubbens soundsystem som PA-anlæg. Det var en stor fornøjelse at lave musik i det miljø, hvor det var tænkt, at den skulle spilles, husker Marcin Öz om bandets ophav for over en håndfuld år siden.

I samme bygning var Sebastian Maschat (trommer) og Daniel Nentwig (tangenter) i færd med at bygge et lille studie, og især den store interesse for at arbejde med en levende trommeslager gjorde det tillokkende at få Sebastian Maschat koblet på projektet. Han blev hurtigt overtalt, og snart stod det lysende klart, at den nye konstellation ville spille dansemusik på analoge instrumenter. The Whitest Boy Alive var nu en realitet, og tangentfører Daniel Nentwigs rolle er siden tiltaget, hvilket tydeligt kan høre på det aktuelle album, der byder på masser af håndspillet Fender Rhodes.

The Whitest Boy Alive live
Rules er udgivet i Danmark via distributøren VME, og bandet spiller i den forbindelse to koncerter i Danmark. Den 24. april gæster de Train i Århus, og den 25. april er det så Store Vegas tur til besøg. Denne koncert suppleres i øvrigt med et efterfølgende dj-sæt på natklubben samme aften. Begge shows supportes af norske og åndsbeslægtede The New Wine (myspace.com/newwinemusic). Om The Whitest Boy Alive får mulighed for at gentage succesen på årets Roskilde Festival, er endnu uvist. Det ville antageligvis ikke være et upopulært valg - set med både bandets og publikums øjne.

Mere The Whitest Boy Alive på MySpace










Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA