x

Loney Dear - Der er en enorm strøm af musik derude, hvorfor skal jeg lave musik?

Loney Dear - Der er en enorm strøm af musik derude, hvorfor skal jeg lave musik?

Loney Dear (nu uden komma), alias svenske Emil Svanängen, besøgte Århus og København for at spille koncerter søndag og mandag den 5. og 6. april. Vi mødte sangeren i Århus for at snakke om at indspille plader derhjemme, om Sub Pop (som har udgivet hans ”Loney Noir” i USA) og EMI (som senest har udgivet hans ”Dear John”), om lysten til at lave og ikke lave musik – og ikke mindst hans fortid som professionel cykelrytter, som er beskrevet i første linje af den pressemeddelelse, EMI har sendt ud i forbindelse med hans seneste plade og koncerter i Danmark. Løgn og latin, forklarer Emil Svanängen i en desillusioneret tone, da GAFFA spørger ind til sagen, mens vi forsøger at finde en café i centrum af Århus.

Hans soloprojekt, Loney Dear, opstod i hans soveværelse – i Stockholm og Jönköping – og fra 2003 til 2007 lavede han fire plader selv. ”Sologne” fra 2006 betragtes som hans gennembrud, og i 2007 genudgav det velrenommerede Seattle-label Sub Pop hans ”Loney Noir”. Sub Pop blev kendt for at være pladeselskabet bag de store grunge-plader i første halvdel af halvfemserne. I dag er Sub Pops profil også rettet mod singer-singwriter, americana og folk, for eksempel udgiver de organisk beardfolk som Fleet Foxes. En profil, som Loney Dear umiddelbart passer godt ind i – i en særlig skandinavisk variant, mens Emil Svanängen under Sub Pops vinger har fået en del omtale på internationale blogs og i musikmedier som Pitchfork.

I marts og april tunerer han i Skandinavien og resten af Europa. I februar spillede han intet mindre end 8-9 showcases på South By Southwest i Austin Texas, mens han vender tilbage til USA senere på foråret.

Musikken et job

Hej Emil. Du må hellere forklare. Hvordan kan det være, at der står, du er tidligere cykelrytter i dit pressemateriale?

- Det skyldes formentligt, at jeg er i en fase, hvor jeg ikke gør alle tingene selv. Den person, der har skrevet pressematerialet, har fundet på det. Alle mine pressemeddelelser har handlet om, at jeg har kørt rundt på cykel. Det kan jeg virkeligt godt lide, men jeg har aldrig kørt konkurrence-cykling.

Det lyder bare som en sjov ting at skrive om en musiker...

- Ja. Jeg er i en fase lige nu, hvor jeg behøver hjælp, så jeg kan koncentrere mig om musikken, men jeg får ikke rigtigt nogen hjælp. Så jeg er ret frustreret over det. Musikken er blevet et job for mig, så jeg bliver nødt til at ansætte folk, så det kan få det til at fungere. Også selv om jeg ikke ved, om jeg har råd til det. Men man når til et punkt, hvor man bliver ligeglad.

Du er gået fra at have lave indspille amatørindspilninger derhjemme til at blive udgivet på Sub Pop. Hvordan har det været?

- Det var et stort skridt, men for mig var der ingenting, der ændrede sig med Sub Pop. Jeg lavede stadig det hele selv. Det var anderledes, men udefra så det nok ud til at være et større skridt, end det egentligt var.

De genudgav ”Loney Noir”, som ikke var dit nyeste album på det tidspunkt.

- Det var faktisk det nyeste album. Jeg havde lige udgivet ”Sologne” i Danmark og Sverige, men på det tidspunkt var ”Loney Noir” allerede færdigindspillet. Det skyldes, at jeg havde så mange sange og albums samtidig, som ikke var blevet udgivet. Nu er jeg i en situation, hvor jeg har fået en masse penge fra EMI til at promovere albummet og turnére, hvor jeg køber mit eget album fra dem. De behandler mig godt, men jeg er i en mærkelig position, hvor der er så mange ting, jeg ikke vil vide (om branchen og EMI, underforstået, red.). Det er som om, jeg ikke har tid til at lave musik mere. Jeg har brug for at bekymre om kunsten og om at lave musik.

Hvad er din aftale med EMI. Er det kun i Europa?

- Sub Pop valgte jo ikke at udgive mit nyeste album, af én eller anden grund. Så jeg arbejder med EMI og Polyvinyl i USA. Jeg ved ikke, om man har brug for et pladeselskab længere. EMI virker... Jeg har stadig ikke læst hele min kontrakt med dem, og jeg ved ikke, om jeg må tale om dem – det fortæller jeg som en joke. Men det virker som et stort skib, der er på vej til at synke. Og det er meget trist, for det er et stolt gammelt selskab, for eksempel underafdelinger som Parlophone. Det virker som om, at de vigtigste folk derinde har givet lidt op og arbejder uden lidenskab. Jeg ville gerne samarbejde med folk, men det virker lidt svært. Det er meget interessant, som branchen fungerer i øjeblikket, men det er jo ikke det, lytterne interesserer sig for.

Cykler og lufthavne

Lad os tale lidt om musikken i stedet for. Du har flere sange, hvor det handler om John. Ligesom din plade hedder ”Kære John”. Hvem er John?

- Han er en opfundet person, som tilføjer historier og temaer til musikken. En person som folk kan genkende, og en person som jeg kan projicere mine idéer over på. Jeg bruger ham ikke mere, men jeg brugte ham som en fantasifigur, som en bedre side af mig selv. I en kort periode var han meget tilstedeværende. Jeg kan også lide navnet, går jeg ud fra.

Du har også flere sange, som handler om lufthavne?

- Ja, det er faktisk en tilfældighed. Jeg boede tæt på Bromma, lufthavnen i Stockholm, og jeg plejede at cykle rundt i nærheden af lufthavnen om natten og kigge på lysene, da jeg lavede de første album. Det har ikke noget at gøre med at rejse eller sådan noget. Det var bare en eng, som jeg kunne lide at skrive om.

Der er stadig 21 spørgsmål på papiret, så vi finder lige et godt sted at springe ind...

- Det sjove med musik er, at man ikke rigtigt kan tale om den. Man kan tale om en masse ting rundt om musikken. Om pladeselskaber og idéen. Det føles som om, man taler rundt om emnet.

Hvordan ville du gerne tale om musikken?

- Det ved jeg ikke. Jeg har altid på fornemmelsen efter et interview, at man aldrig har nået kernen af sagen. Men når jeg læser interviews med andre kunstnere, så synes jeg altid det er spændende at læse om deres liv. Lige nu afventer jeg bare et gennembrud. Jeg har ikke tænkt på det på den måde før, for det er første gang, jeg siger det. For jeg synes musikken er ret gode, at vores koncerter går godt. Så jeg venter bare på, at der skal ske noget større. Jeg vil bare gerne fokusere på musikken. Der er så meget tourneren lige nu, at jeg har ikke har tid til at fordybe mig i at skrive musik. (Emil Svanängen tøver, tydeligt udmattet og deprimeret over at tage på turné, ikke at føle fremskridt og få tid til at skrive musik igen, red.)

En dråbe i oceanet

Har det altid været din ambition at få et gennembrud?

- Nej, slet ikke. Det er ret nyt. Måske har det noget at gøre med at turnére. Jeg ville bare gerne have et rum, hvor jeg kun skal tænke på musik.

I dit pressemateriale kan man også læse sig til, at ”Dear John” er afslutningen på en samlet pakke omkring de første fem plader.

- Det er jeg måske ikke helt enig i. Det hænger sammen med de første fire albums,og jeg troede, at det skulle være det sidste af den slags, selvom jeg synes, det skiller sig lidt ud. Jeg har lyst til at lave noget, der er mere fokuseret og mere færdigt. Jeg plejede aldrig at være i tvivl og have masser af selvtillid, men lige nu tænker jeg, hvorfor skal jeg overhovedet lave musik? Der er så mange andre, der kan lave musik, som jeg gør. Min selvtillid er dårlige nu end nogensinde. Ikke fordi jeg ikke synes, jeg er god nok, men bare fordi der er en strøm af musik derude. Der udkommer så meget musik lige nu, og jeg har ikke lyst til at være en del af det. Jeg vil gerne lave store ting, god musik, mere fokuseret. Jeg er en stor tilhænger af kondenseret musik, men jeg er bange for, det bare ender i et stor ocean af musik.

Men er det ocean anderledes nu, end det var for seks år siden, da du startede?

- Ja, det er. Det er et bedre klima for musik nu. Men det er bare så pressende med at alt skal være online hele tiden. Overordnet set er det bedre, for alle kan vælge, hvad de selv vil høre. Men jeg har ikke lyst til at være med, og jeg kan ikke se nogen grund til, at netop jeg skal lave musik længere, selvom jeg var meget sikker på det punkt før. Jeg vil raffinere mit udtryk og lave ting, der er bedre, hvis jeg skal lave musik.

Din musik har også udviklet sig fra en afdæmpet singer-songwriter til at bruge flere elektroniske elementer, og du nærmer dig en lyd, som minder lidt om Postal Service for eksempel...

- Det sjove er: Mit mål har altid været at lave ny musik, men samtidig at lave smuk musik. Men det smukke er per definition gammelt. Hvis I forstår. Det bærer en forbindelse til figurer og strukturer, som man kan forholde sig til. Jeg føler mig lidt kvalt i skismaet mellem at lave smuk musik og musik, der betyder noget og udvikler sig. Jeg vil faktisk gerne teste, om der er nogen grund til at lave skal blive ved med at skrive. Mine plader skal altid blive bedre, og jeg vil gerne, at min næste plade skal blive et gennembrud.

Hvilken slags gennembrud? Kommercielt eller kunstnerisk, eller hvad mener du med gennembrud?

- At det begynder at leve i sig selv. Jeg mener ikke kommercielt, at det skal genrere en masse penge. Men jeg vil gerne bare skrue tempoet op og accelerere udviklingen.

Techno plus bluegrass = sød musik

Kunne du forestille dig at lave en ren elektronisk plade for eksempel?

- Jeg tænker ikke rigtigt i de der termer. Jeg har ikke tænkt, at den nye plade er mere elektronisk, men lydene er bare brugt på en anden måde. Jeg vil gerne lave noget med elementerne fra bluegrass og techno. Akustikken fra bluegrass og hårdheden i techno.

Apropos bluegrass. Føler du dig tættere forbundet til en amerikansk tradition af folk-inspirerede musikere, end en skandinavisk?

- Nej. Langt mere skandinavisk. Det er mere måden, bluegrass-folkene står foran en mikrofon, som jeg kan lide. Jeg nyder at spille musik som det, men jeg ville ikke synes om at skrive det selv. Jeg ville aldrig skrive et bluegrass-album, nogensinde!, for jeg kan ikke lide genrer overhovedet.

Som hænger sammen med det, du sagde tidligere. At du ikke vil låse dig fast og være en del af en bestemt scene?

- Ja. Præcis. Det er hele nøglen til at sikre, at musikken skal leve videre. Jeg talte med en kollega om at bruge nogle retro-elementer i min musik, som ville række ud til et publikum. Men jeg er ikke interesseret i, at musikken breder sig ud hurtigt. Jeg vil have, den skal leve videre. Der er ingen nu, der lytter til gammel retromusik. Det der var retro for tyve år siden. Retromusik er midlertidigt. Dermed er det ikke sagt, at man ikke kan bruge nogle af de samme elementer i sin musik.

Altså. At kombinere de eksisterende elementer kan vel netop være en måde at opfinde den der næste nye musik, der stadig er smuk og genkendelig. Hvorfor er det ikke motivation nok for dig?

- Ja, selvfølgelig. Jeg tror, lige nu er problemet, at jeg ikke er hjemme nok til at sætte mig ned og skrive. Jeg hader at synge lige nu. Og hader at spille klaver. Og jeg kan ikke skrive musik og tænke, at det er noget lort. Jeg bliver nødt til at være hjemme i mit studie og lave musikken.

Drengene fra Oxford

Hvor er hjem? Optager du stadig hjemme?

- Stockholm, og jeg er stadig hjemme. Der er ikke andre måder at gøre det på, som jeg ser det. Der er ikke så mange, der har brug for at optage i et studie mere. Det giver bare meget god mening at gøre det hjemme. Du er meget fri. Men indtil videre har jeg faktisk haft et rigtigt studie derhjemme, men jeg harl ige fundet et rum i min kælder. Det er ikke smart at indspille derhjemme, hvis man ikke har et hjem. Under indspilningerne til ”Loney Noir” flyttede jeg fem eller seks gange på et halvt år.

Hvis du skulle pege nogle sangskrivere ud, som har betydet noget for dig. Som har inspireret dig til at lave den musik, du laver?

- Jeg kæmper faktisk lidt med, hvordan jeg undgår at relatere til, hvad drengene fra Oxford går og laver. De er så åbenlyse. Jeg ville ikke sige, at Radiohead er mit idol, men deres metode og måde at være musikere på og udvikle sig, det nyder jeg. Jeg tror, jeg kan lide musik, som befinder sig lige mellem lykke og sorg. At lave musik, som er mørkt, uden det er direkte sørgeligt, og som har håb. Thom Yorke har skrevet nogle rigtigt gode sange.

Og hvad med Loney Dear. Hvad betyder det?

- Det kommer egentligt bare af, at jeg følte mig Loney, da jeg indspillede mine ting i starten. Det stammer fra at være alene, at gøre det selv, og også at være ensom. Jeg har faktisk lige droppet kommaet mellem Loney og Dear.

Hvorfor?

- Jeg fik faktisk en mail fra Sub Pop, hvor de foreslog det. Jeg var inde i en periode, hvor jeg gjorde meget ud af at samarbejde med folk, så det virkede okay at droppe det. Det havde givet nogle problemer på festivalplakater og alt sådan noget. I aften spiller både Loney og Dear. Jeg sagde bare: Ja, lad os bare droppe det.

Vi skal også lige høre om nummeret ”Under A Silent Sea”. Du går helt ud i rave i det nummer...

- Jeg kan vildt gode lide techno. For det er på samme tid virkeligt dumt musik og virkeligt intelligent musik. Der er sikkert en del kunstnere, som er enten dumme eller vildt intelligente, men du kan ikke høre forskel, fordi det kun er rytmen. Jeg er rimeligt inspireret af den tanke. Og jeg ved, at folk sikkert vil betragte det som ”bad taste” at bruge det, men jeg synes, det er smukt.

Coveret på dine albums har sin helt egen stil. Hvad er grafikken på forsiden af ”Dear John”?

- Det er en gylden kobberplade, som NASA sendte ud i rummet i 1979 med informationer om jorden til rumvæsener, tror jeg. Og så, 29 år senere, så lavede jeg et album. Det var det første rigtige album, som jeg ikke kunne lække til mine venner og bede dem give mig gode råd, som jeg i stedet måtte release rigtigt. Ligesom at sende noget langt ud i rummet. Jeg kan vildt godt lide billedet. Jeg var lige begyndt at læse det amerikanske magasin Wired, og i bladet fandt jeg det billede. Derefter ringede jeg til NASA og spurgte, om jeg måtte bruge billedet.

Du ringede direkte til NASA for at spørge om lov til at lave et albumcover? Helt seriøst?

- Ja, helt seriøst.

Du kan læse vores anmeldelse af koncerten i Lille Vega her.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA