x

CODY-turnedagbog, kapitel 1

CODY-turnedagbog, kapitel 1

Kære Rikke (red. Kaspars kæreste), resten af CODY og  ikke mindst GAFFAs læsere.

Så er jeg endnu engang i Guds eget land efter en meget lang flyvetur. Ventetiden i Amsterdam løb op på 12 timer, på grund af køb af en billig flybillet til New York. Oven i pakken var jeg så heldig også at få en kæmpe stor hollandsk mand, som ud over sit eget sæde fyldte halvdelen af mit.

Efter ankomst fredag aften mødtes jeg med Michael og Nicolai fra det danske band, A Key is a Key, samt Benjamin Aggerbæk, og her begyndte den første spænding. Det forholder dig nemlig sådan, at Keys-drengene har involveret en jazzsaxofonist i deres foretagende. Denne formåede fredag aften at lukke os alle ude af vores lejlighed i Brooklyn - godt mærkede af jetlag.  Jeg tænkte i to sekunder på, hvad jeg havde gjort Gud, siden jeg skulle mærke dennes vrede.

Lykken skulle dog siden hen tilsmile os. I første omgang i form af en lokal newyorker nede fra gadehjørnet, hvilken berigede os med sin viden omkring indbrud i lejligheder. I bedste Eddie Murphy-stil stod vi med vore dankort og forsøgte at komme ind. Imens måtte jeg igen tage mig i håret og tælle til ti nogle gange, mens den stakkels saxofonist, som tydeligt var mærket af skyldfølelse, i mellemtiden havde pådraget sig en ganske fin kulør i kinderne. Farven matchede hans røde lokker.

Samtidig med at det ser ud til, at vi slipper for en låsesmed, kommer Nicolai i tanke om et åbent vindue nær lejlighedens brandtrappe. Vi går op til naboen og banker på. Der går noget tid, men taget i betragtning af tidspunktet og den måde, hvorpå vi så ud, ville jeg også have haft mine betænkeligheder ved at åbne døren. Udfordringerne syntes ikke at ville have nogen ende, og da vi endelig kommer ind hos naboen, fandt vi ud af, at det åbne vindue befinder sig en meter fra, hvor brandtrappen slutter. Vi er på fjerde sal og der er langt ned.

Vi diskuterer frem og tilbage om, hvorvidt det er værd at risikere livet, sammenlignet med prisen for at ringe til en låsesmed. Vi kommer frem til, at svaret må være - ja, det er det tydeligvis. Vi når dog også frem til, at det er for farligt at tage det lange skridt ud over trappen alene og beslutter derfor, at lade Nicolai hænge i en slags bro mellem brandtrappe og det åbne vindue. På denne måde ville vi andre komme mere sikkert over, og vi kunne hive Nicolai ind i lejligheden til sidst. Og hvor usandsynligt det end lyder, så lykkedes det os at komme ind og få sovet jet laget ud.

En lidt dramatisk start på vores New York tur, må man sige, men efter en god koncert søndag på Pete's Candy Store (se billeder), håber jeg lykken er vendt for resten af turen. Vi får se.

Mange hilsner.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA