x

Green Concorde-turnedagbog, kapitel 1

Green Concorde-turnedagbog, kapitel 1

Torsdag: København-Hamburg
Dagen starter en anelse shaky. Den tourbus, vi har lejet, er blevet kørt i stykker af Dúné, som på en eller anden vis har formået at fucke motorens turbo op, så den store, sorte Mercedes Sprinter ikke kan kravle over de 80 km/t. Ikke befordrende for en weekend på de tyske Autobahns. Efter nogle timers transportmæssig uvished bliver vi hooket op med en hvid Mercedes Sprinter, der ikke behøver holde sig tilbage i selskab med overhalingsbanens BMW'er og Porscher.

På færgen mellem Rødby og Puttgarden skyder Peter tre papirflyvere ud over rælingen. De to sidste looper over hovedet på ham og lander oppe i færgens skorsten, hvorefter piloten erkender, at han fra nu af "nok ikke skal gå for højt med døren"*, når han bevæger sig rundt på skibet.

Vel i havn i Puttgarden bliver vi stoppet af tysk GrenzeKontrolle. De er på udkig efter terrorister, og vinker os derfor ind. Carsten springsveder, da han på brysk tysk bliver bedt om "Die Passporte!" Sikkert ved tanken om, at Schengen-aftalen for længst har garanteret rockmusikken og dens udøvere fri bevægelighed i EU-landene, har vores chauffør nemlig ladet sit pas blive i kommoden hjemme i Århus.

Efter at have afleveret fire pas og et kørekort bliver vi dirigeret ind til siden og når at svede lidt mere ved tanken om tyske ordensmennesker, som i jagten på mistænksom kunstgødning og mærkværdige ledningsanordninger skal rode sig gennem de fire kubikmeter gear, der er proppet om bag i Sprinteren. Det slipper vi heldigvis for. Vi får pas og kørekort tilbage og fortsætter mod Hamburg.

Grüner Jäger - en tidligere ungdomsklub for Hitler-Jugend 200 meter fra FC St. Paulis hjemmebane - danner rammen om turens første koncert. Det er fjerde gang, vi besøger stedet, men det er første gang, vi har Gordon med, så Peter sætter ham begejstret ind i, hvordan her var sidst vi spillede: "Det var i november, og så var der lys derovre og der var kulorte lamper** og alt muligt!"

Gigget går godt og bagefter signeres vinyler og plakater til Markus og hans kæreste, der er kørt 150 km for at opleve Concorden. Dem ser vi vist igen.

*Kan ifølge Peters parlør oversættes til: "nok skal gå stille med dørene"

**Peters parlør: "Kulørte lamper"

Fredag: Hamburg-Dortmund
Vi vågner op til tiptop T-shirt-vejr i Hamburg. GPS'en siger fire timer til Dortmund, men GPS'en har glemt, at der er rigtig mange tyskere på motorvejen om fredagen, så vi tilbringer et par ekstra timer i kø. På vejen stifter vi også bekendtskab med turens første currywurst - en nærved halv meter lang krabat, der skal knækkes tre gange for at fitte på tallerkenen. Det kan de, de tyskere.

Aftenens show er det første af to fester arrangeret af Tysklands tredjestørste musikmagasin, Visions. Klubben hedder Suite 023, der er rød løber op til indgangen, Bandidos-rockere i døren og en lille, fremfusende bullterrier, der bliver håndfodret med salat. Scenen er cramped som ind i helvede, delt i to af en kæmpe søjle og proppet med gear fra headlinerne Gods Of Blitz, som bl.a. har stablet et to kvadratmeter stort neonskilt på benene. Visuals, y'know.

Koncerten går fremragende. Der sidder et par festklædte bankfolk bagerst i lokalet, som sparer deres luft-funk-bas-moves til Gods Of Blitz (thank God...) men resten af publikum rykker med på settet, et par stykker synger med og Erik - en af fyrene, der kører Suite 023 - giver den gas på dansegulvet. Ham vender vi tilbage til.

Efter koncerten bliver der langet linjevis af Jägermeister med Redbull over bardisken. Stemningen stiger i takt med promillen og da bartenderen stopper for de frie drinks, rykker vi festen og bajerne fra backstagerummet ud på parkeringspladsen, hvor vejret er middelhavsagtigt og tourbussen lægger lyd til.

På et tidspunkt er det soundtracket fra "Den Gode, Den Onde og Den Grusomme", der flyder ud ad anlægget. Peter, der står sammen med Erik, udbryder begejstret: "That's a good one - from The Good, The Bad and The Ugly!" Erik nikker anerkendende og namedropper komponisten: "Ennio Morricone". I et langt splitsekund overvejer Peter sit næste move: På den ene side kalder situationen på, at han skal vise, at han genkender kunstneren; på den anden side tillader hans tilstand ham overhovedet ikke at udtale komplicerede italienske navne. Løsningen på dilemmaet bliver et forsigtigt: "Yeah, Enini Moninone...", hvortil Erik nysgerrigt spørger: "What was the name again?" og Gordon flækker sammen af grin ved synet af Peters øjne, der afslører, at han godt ved, at han lige er blevet afsløret.

Senere finder Morten en perfekt Y-formet pind, hvorom Peter begejstret udbryder: "Det er sådan en, man kan finde strøm med!" Yes yes, Bobby.

Lørdag: Dortmund-Köln
På en rasteplads mellem Dortmund og Köln viser Gordon billeder fra aftenen før, hvor han og Peter rendte rundt på hotellet og legede "Ondskabens Hotel. Et billede viser en dansende Peter, der svinger røven rundt i en rumba. Samme Peter udbryder begejstret ved gensynet: "Her fejrer vi, at det er fedt!" Det bliver i de følgende timer gentaget en del gange af de øvrige bandmedlemmer.

I Köln finder vi Werkstatt i et industrikvarter over for en stor Aldi og ved siden af en port ind til et enormt lager af øl. På parkeringspladsen foran spillestedet holder en kæmpe lastbil med bogstaverne WDR trykt hen over lastrummet. Aftenens koncert skal nemlig optages til Westdeutsche Rundfunks legendariske tv-program Rockpalast, der siden 70‘erne har sendt koncerter med navne som Bob Marley, The Who, Smashing Pumpkins og her på det seneste bl.a.  Kings Of Leon. I aften er det os, der får fornøjelsen af at have fire kameraer kørende, mens vi spiller tourens sidste set. Men inden vi kommer så langt, vil de tyske producere gerne lave en lille intro til koncerten. Først bliver Morten og Carsten interviewet og bagefter fremfører vi en first time ever akustisk version af Flowers of Romance til ære for kameraet.

Koncerten forløber tilfredsstillende, selv om stemningen ikke kommer op i samme omdrejninger som de gjorde i Dortmund. Kamerafolkene kommer i hvert fald væsentligt tættere på scenen, end publikum, der - bliver det senere tydeligt - primært er kommet for at lave luft-funk-bas-moves til Gods Of Blitz. Men det må de jo om.

Efter at have pakket gear sammen og drukket nogle Jägermeister med Red Bull, kører vi mod Kölner Dom-kvarteret. Her bliver vi indlogeret på et hotel, der dufter svagt af døde mennesker. På vej op til vores værelser bliver vi overrasket af en gammel dame, med blodsprængte øjne, der tysser aggressivt på os.

Søndag: Köln-København
På vejen hjem sker der ikke så pokkers meget - lige bortset fra, at vi bliver stoppet af politiet hele to gange. Carsten må igen forklare, at han er kommet afsted uden pas, og Gordon må en tur omkring toilettet på en rasteplads for at urinere i en kop, så de tyske politibetjente kan tage en drug-test på ham.

Vi overvejer, om grænsevagterne i Puttgarden kan have registreret vores nummerplade, siden vi i den grad bliver holdt ind til siden, men kommer frem til, at det nok er de to tatoverede rockhoveder Bing og Bong (aka. Peter og Gordon) på forsæderne, der tiltrækker ordensmagtens opmærksomhed. Politibetjentene er nu flinke nok - især da drug-testen viser sig at være negativ - og de får en cd med i patruljevognen. Hvem ved, måske ser vi dem til en af vores koncerter, når vi vender tilbage til Tyskland den 16. april. Så kan vi forhåbentlig igen fejre, at det er fedt at være på tour med Green Concorde.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA