x

Raphael Saadiq: Europæiske publikummer er mere taknemmelige

Raphael Saadiq: Europæiske publikummer er mere taknemmelige

Den amerikanske soulsanger Raphael Saadiq gav mandag koncert i Lille Vega. GAFFA fangede den roste vokalist før koncerten for at tjekke hans formkurve.

Du har rendyrket den ægte soul i hele din karriere. På det seneste album vender du helt tilbage til den rene Motown-sound. Er det, hvad showet i aften byder på?

– Jeg elsker instrumenter og ser mig selv svømme i et hav af musik. Selv om jeg har hang til en stil, ser jeg det mere som om, at jeg bare godt kan lide musik med en god melodi. Jeg tror på, at musik skal skabes i sammenhæng med, at den fremføres for et publikum, så det er lige så meget publikum, der er med til at bestemme, hvordan showet bliver.

På de to seneste album fik jeg ikke mulighed for at turnere så meget, da jeg havde gang i at producere for andre ved siden af. Men at være på turné nu er meget givende, fordi jeg bliver mindet om, hvorfor jeg i det hele taget laver musik i mit møde med publikum. Om det er to personer eller en million, gør ingen forskel. Det er der, min kreativitet kommer fra.

Men det seneste album er da meget Motown-inspireret, ik'? 

– Jo, helt bestemt. Det er musik, jeg er vokset op med, og det føles bare rigtigt og organisk at spille det for publikum.

Kommer du til at lufte det nye image med jakkesæt og briller i aften? 

– Ja. Det er faktisk en stil, jeg har dyrket de sidste tre år. Med hensyn til showet i aften bringer vi forhåbentlig en masse energi og giver publikum er oplevelse. Hver koncert er en ny oplevelse.

Er der stor forskel på hvert show? 

– Ja, vi jammer og improviserer meget, og som nævnt tilpasser vi det meget efter, hvordan publikum modtager det. Jeg er meget inspireret af grupper, som jeg har set optræde, da jeg voksede op, for eksempel Earth, Wind and Fire. De havde det altid sjovt, og man kunne se, at de bare nød at være på scenen.

Er din tilgang til det europæiske publikum anderledes end det amerikanske?

– Ja, men det er sådan set kun, at jeg ikke spiller Tony, Toni, Toné-numre herovre. Det er mere amerikanerne, som hænger fast i det gamle. Herovre er det mere Lucy Pearl og mine solo-projekter, publikum tænder på. Men ellers er det det samme.

Der er flere ting, som er mulige herovre, som improvisationerne og rækkefølgen af sangene. Det er som regel ikke normalt at slutte med et stille nummer i USA. Så at optræde for et europæisk publikum giver dit show langt mere kant. Der er bare meget mere frie tøjler herovre. Engang nåede vi ikke at ændre showet efter en endt Europa-tour og spillede det samme sæt for et amerikansk publikum, men de var lige så begejstrede for det, så det er bare en skrøne. Det viser, at det er dumt at lade sig begrænse af, hvad man tror folk, vil høre.

Publikum i Europa er mere taknemmelige for éns musik og det minder én om, hvorfor man i det hele taget er i musikbranchen.

Jeg ved at man kan chatte med dig online på for eksempel Facebook. Er det dig selv, der svarer?

– Jep. Jeg kan godt lide at være i nærkontakt med mine fans. Vi er jo alle sammen bare mennesker, og jeg ser ingen idé i at være afvisende og arrogant. Det udvikler ikke én personligt. Jeg finder også min inspiration i simple hverdagsting, som vi alle kender.

Læs GAFFAs anmeldelse af koncerten


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA