x

Lisa Ekdahl – Stilhedens larm

Lisa Ekdahl – Stilhedens larm

Lisa Ekdahl har på egen underspillede vis forenet ørkenens altomsluttende intet og storbyens menneskekaos, da hun skrev og indspillede sit nye album "Give Me That Slow Knowing Smile". Pladen er blevet skamrost af anmelderne, men den svenske sangerinde har ydmygheden intakt   

Selv om Lisa Ekdahl har solgt over én million plader, og dermed kan kalde sig en af Skandinaviens mest populære sangerinder gennem tiden, er succesen ikke steget den petite røst til hovedet.

Slet ikke faktisk. For på trods af 15 år i rampelyset er hun stadig ikke sikker på sig selv og sin ufravigelige musikalske begavelse.

- Jeg synes ikke selv, at jeg har noget specielt talent, og der er ikke mange ting, som jeg er god til. Jeg føler heller ikke, at jeg er en særlig fantastisk sanger, men jeg ved, at jeg kan skrive gode sange, og det sætter jeg en stor ære i. Jeg føler mig virkelig velsignet, fordi jeg har mulighed for at leve af musikken, siger Lisa Ekdahl uden på nogen måde at forfalde til den let gennemskuelige, falske beskedenhed, visse kunstnere har for vane at kaste sig ud i, når de omtaler eget arbejde.

Netop Lisa Ekdahls stemme har ofte været omdrejningspunkt for kritikernes nedslag uden for Skandinaviens rosende rammer. "For blid og upassende til jazz" har de harske ord runget fra især staternes musikkyndige. Kritikken har Lisa Ekdahl det fint med, for hun har for længst fundet sig til rette med sin særprægede stemme.

- Jeg har en meget lille røst, og den anvender jeg så godt, jeg kan. Jeg vil ikke prøve at gøre den større, end den er, men hellere finde ud af, hvordan jeg bruger den bedst muligt uden at forcere noget frem. Jeg holder mig for eksempel konsekvent til korte vers og sange, der passer til en lille stemme, fortæller hun, mens hun retter på sin blomstrede sommerkjole og sorte alpehue, der dækker det meste af hendes blonde hår. Lægger man de hvide knæstrømper og de små mørke sko til, ligner den 37-årige musiker mest af alt en skolepige fra efterkrigstiden, og knap så meget en internationalt feteret sangerinde, som hun sidder der i den guldbelagte sofa på det firestjernede Phoenix Hotel på Bredgade i København.

Interiøret i hjørneværelset, hvor interviewet finder sted, virker næsten lige så skrøbeligt og delikat som Ekdahls stemme. 1800-tals-indretningen er alle steder fra seng til stole og borde nærmest sovset ind i en sirlig, gylden belægning og indbyder til alt andet end den afkobling og hvile, man finder på Lisa Ekdahls seneste album.

Som et slags musikalsk yin og yang er de fleste sange nemlig skrevet for to år siden i en lejlighed i West Village på Manhattan i det hektiske New York. Alligevel er stilhed og åbne vidder paradoksalt nok blevet et gennemgående tema på "Give Me That Slow Knowing Smile", selv om det på ingen måde lå i kortene.

Udlandslængsel og hjemmestudie
- I New York nød jeg at være anonym. Folk smeltede sammen i en stor masse af forskellighed, og jeg fandt det virkelig dragende, at man kan møde folk i fem minutter og bagefter aldrig se dem igen, på trods af at man bor i den samme by. Det er meget intenst og gav mig en masse inspiration til albummet, siger Lisa Ekdahl.

Men blandingsforholdet skulle udlignes, og for at opnå den perfekte balance i albummets udtryk søgte den lyse pige mod det mørke Afrika for at finde horisonten - både kunstnerisk og mentalt.

- Efter opholdet i New York havde jeg brug for noget helt andet, så jeg rejste til Afrika, hvor der er en anden ro over tilværelsen. De store vidder og stilheden i blandt andet Sydafrika har jeg forsøgt at inkorporere i musikken, så der blev skabt plads og rum i numrene, siger hun.

Selve albummet blev dog indspillet hjemme i hendes eget toetagers hus lidt uden for Stockholm. Hele underetagen er lavet om til et studie, og ovenpå bor hun selv med mand og søn.

- Det er perfekt at være så tæt på sit "arbejde". Jeg kan være der til langt ud på natten, og lige så snart jeg vælter ud af sengen om morgenen. Problemet er, at studiet så småt er ved at overtage hele huset, for man finder hele tiden på nye ting, og så bliver flere og flere rum inddraget i musikkens tjeneste, griner Lisa Ekdahl, og retter igen på sin alpehue.

Indspilningen af albummet tog nærmest en musikkollektivistisk form, fortæller sangskriveren. Det tog over to år at færdiggøre projektet, og fremgangsmåden indbød til masser improvisation.

- En masse venner og musikere kiggede hele tiden forbi studiet og kom spontant med idéer, som vi prøvede af. Mange af dem havnede faktisk på albummet, siger Lisa Ekdahl.

Svensk lukkethed
Én ting var dog ikke til debat, og det var spøgsmålet om sproget. For efter en lang række album på svensk har den folkekære sangerinde skiftet modersmålet ud med engelsk. En beslutning, der føltes naturligt, men som ikke var let at tage.

- Mens jeg boede i New York, begyndte jeg at drømme og tænke på engelsk, og selv om jeg nu bor i Sverige igen, så gør jeg det stadig. Derfor var det også en helt naturlig ting for mig at skrive denne plade på engelsk, siger hun, men understreger, at det ikke skete uden bekymringer.

- Jeg er meget bange for, at folk ikke vil bryde sig om, at jeg nu synger på engelsk, men indtil videre har jeg fået rigtig gode anmeldelser derhjemme, så alt tyder på, at min frygt er ubegrundet - heldigvis, smiler hun, før hun igen finder en mere alvorlig mine frem.

- Jeg tager intet for givet, og har aldrig gjort det. Jeg må også indrømme, at jeg blev overrasket over, at alle anmeldelserne var så positive, for albummet er jo lidt anderledes, end hvad jeg tidligere har lavet.

Og hvordan er det så lige med kunstnere og anmeldelser?

- Anmeldelser betyder ikke det store for mig, men det er klart, at det hele bliver lidt sjovere og lidt lettere, hvis kritikerne er begejstret for det, man laver, siger Lisa Ekdahl, der trods overvejende positive vurderinger af "Give Me That Slow Knowing Smile" sagtens ved, hvordan de mindre gode kan føles.

- Men man må acceptere, at anmeldelser kan være dårlige, og så er det op til en selv, om det skal påvirke ens arbejde. Heldigvis har jeg en elendig hukommelse, når det gælder anmeldelser - både de gode og de dårlige - og det tror jeg er med til at holde mig nede på jorden. Det beskytter mig på en måde, og i sidste ende er det publikum, der definerer, om man har succes eller ej. Det er dem, der er de vigtige.

Også herhjemme har kritikerne over en bred kam taget godt imod den lille stemmes niende album. Noget, hun både er glad for og stolt af, men som også får hende til at føle sig dårligt tilpas på sine landsmænds vegne.

- Jeg synes ikke altid, svenskere er så generøse over for andre, som vi burde være. Et godt eksempel er, at danskerne er meget åbne og glade for en masse svensk musik, mens svenskerne bestemt ikke har været hverken åbne eller generøse over for dansk musik. Det burde vi være, for der er en masse god musik i Danmark. Det kunne svenskerne godt lære noget af.


Diskografi:

Lisa Ekdahl, 1994
Med Kroppen Mot Jorden, 1996
Bortom Det Blå, 1997
Sings Salvadore Poe, 2000
Heaven, Earth & Beyond, 2002
En Samling Sånger (best of-opsamling), 2003
Olyckssyster, 2004
Pärlor Av Glas, 2006
Give Me That Slow Knowing Smile, 2009

Lisa Ekdahl privat:

Var tidligere gift med manager og musiker Bill Öhrström, som hun fik sønnen Milton med i 1994. Ægteskabet gik i stykker, da Lisa Ekdahl i 1999 mødte sin nuværende, amerikanske mand Salvadore Poe på et fly til Indien. De blev gift i år 2000 og bor nu sammen i Södermalm ved Stockholm.

Det vidste du ikke om Lisa Ekdahl:

- Hun er stor fan af den amerikanske rockpoet Bob Dylan, og hvis hun skulle vælge tre personer - døde eller levende - at invitere til en hyggelig middag, ville selskabet bestå af Dylan, Buddha og Jesus.

- Hun går meget op i miljø, og genbruger så meget som muligt.

- De T-shirts, hun sælger ved koncerter, er lavet af organisk uld, farverne, der bliver brugt til trykket, er også organiske, og papiret, albumcoveret er trykt på, er genbrugspapir.

- Billedet på coveret er taget i en ørken på grænsen til Libyen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA