x

Det store valg – interview med The Airborne Toxic Event

Det store valg – interview med The Airborne Toxic Event

Han stod ved en korsvej. Foran et af de valg, hvor et skæbnetungt ansvar sidder på den ene skulder, og fornemmelsen for at-gøre-det-rigtige sidder og snakker fra den anden skulder. Han stod og skulle vælge, og så valgte han det, der fik hans familie til at tabe underkæben.

- Forestil dig dét, siger forsanger og guitarist i The Airborne Toxic Event, Mikel Jollett og skitserer situationen. Som det mest naturlige spoler han ikke blot tiden et par år tilbage. Han taler også med en let glidende stemme og et blik, som om han aldrig har fortrudt sit valg.

Han var kommet ind på Yaddo, en af de førende og mest prestigiøse forfatterskoler i USA. Et område i staten New York, hvor ikon-forfattere som Philip Roth og Truman Capote tidligere har sat deres ben. Mikel Jollett havde skrevet og skrevet, siden han var 5 og alle vidste, at det var hans drøm at blive forfatter. Hvad kunne så være større?

Der var én ting, skulle det vise sig. En drøm.

Stort set samme måned, som han kom ind på Yaddo, mødte han trommeslageren Daren Taylor, og det blev vejen til at realisere et projekt, Mikel Jollett allerede var begyndt på. Gennem det seneste år var hans interesse for at skrive sange og sætte en guitar til vokset til et niveau, så han stort set ikke lavede andet.

- På den ene side var der Yaddo, som var god for karrieren og alt det der, men det var også to måneder alene i et rum i New York. Og på den anden side – i omkring 20 timer om ugen – stod jeg i det her rum med den her fyr (Daren Taylor, red.) og vi hamrede bare derudad. Jeg mener, vi gik fuldstændig amok på vores instrumenter. Det var virkelig det, det skulle være. Jeg kunne mærke det. Der var virkelig noget over det.

Ros fra Adam Clayton
Mikel Jollett og Daren Taylor sidder i hver deres skrædderstilling og suger - med deres sorte outfits – varme til sig på et lille grønt stykke på Enghave Plads. Deres udsendte er mødtes med d’herrer for at snakke om deres band, The Airborne Toxic Event, forud for deres koncert på Lille Vega samme aften. Deres debutalbum blev den 20. april udsendt i Danmark, og det er i den anledning, de giver koncert på Enghavevej.

Denne kvintet fra Los Angeles, der med deres letspringende, energiske guitarrock måske først leder tankerne i retning af Franz Ferdinand, Arcade Fire og måske The Cure i et mikstur. Men så er der den let-dansende viola-lyd henover og de tilsatte keyboardstrofer og… Måske er det en af grundene til, at de har klaret sig ganske godt. Deres debutalbum har solgt pænt - over 50.000 eksemplarer, siden det blev udgivet i 2008. De har fået gode engelske anmeldelser, der blandt andet medførte, at gruppen oplevede at billetterne til en Londonkoncert blev revet væk på omtrent 20 minutter.

Og så er der ord som: ”Bedste debut-cd i 2008”, som Boston Herald skrev.

Og der er ordene fra U2's Adam Clayton, der i radioen bad om at få spillet singlen ”Sometime Around Midnight” og understregede, at han var fan af gruppens debutalbum.

Fra to til fem
Inden det nåede så langt, stod Mikel Jollett imidlertid og skulle fortælle sin familie og venner, at han ikke havde tænkt sig at begynde på Yaddo. De forstod intet af det hele.

- Alle syntes, jeg var siiindssyg. Jeg kan huske, jeg talte med mine forældre om det. De var meget stolte over, at jeg var kommet ind på Yaddo, fordi jeg havde arbejdet på at komme ind gennem to år. De var så stolte, og så sagde jeg lige pludselig: ”Jeg tager ikke af sted”.

- WHAT?

- Ja, jeg har mødt den her trommeslager…

- Hvad fanden snakker du om? Nu har du forsøgt at blive en skribent i så mange år. Det er jo alt, du nogensinde har drømt om.

Ja, det var det, men Mikel Jollett stod alligevel ved sin beslutning. Tilbage i Los Angeles spærrede han sig – sammen med Daren Taylor – inde i fire måneder, hvor de gennemarbejdede det materiale, han havde skrabet sammen. De arbejdede på trommetakter og breaks og skruede helt op, når de afprøvede materiale, hvis det da ikke var fordi, de lige holdt en pause og fik en whisky.

I de kommende måneder blev bandet udvidet med tre. Noah Harmon – en mand med en uddannelse i at spille jazz-bas fra Californiens Kunstinstitut – tog basremmen over skulderen.

Anna Bulbrook, en klassisk uddannet violinist fra Boston, mødte Mikel Jollett helt tilfældigt, og da han spurgte, om hun ville spille nogle dele for bandet på viola, sagde hun ikke bare ja. Hun endte som en fast del af gruppen. Steven Chen blev det femte medlem. Han med en guitarrem over skulderen. Siden kom pladeselskabet Majordomo ind over som sidste samarbejdspartner.

Men altså: Fem medlemmer med vidt forskellig baggrund – fra Steven Chens forkærlighed for det britpop-inspirerede til Anna Bulbrooks klassiske uddannelse. En bredspektret baggrund, der i vid udstrækning ikke blot har påvirket bandets debutalbum. Det har også åbnet dørene for, hvor sangene musikalsk blev taget hen.

Intet forkromet budskab
Daren: - Vi kommer alle med forskellige områder af musiksmag i bagagen og jeg tror, det hjælper, for på den måde går vi ikke ind og siger: Vi skal lyde som det her band, eller vi vil lyde som det her.

Så I har et bredere perspektiv på, hvor sangene skal tages hen?

Daren: - Jeg tror snarere, det handler om, at vi ikke er begrænsede i valgene, men så igen. Det er bare rock’n’roll, det er ikke SÅ svært. Jeg mener, det er tre fjerdedele eller fire fjerdedele eller seks-slags takt, og det gælder ikke kun for os, det gælder for stort set alle rockbands.

Mikel: - Man skal også huske, at meget af det her bare er tung vejrtrækning. Altså, der er ikke nogen særlig fornemmelse. Der er ikke noget ironisk over det, vi laver, men i den postmoderne æra er musikken blevet mærket af det her med, at man forventes at komme med et eller andet budskab eller en eller anden markering. Hvem forsøger I at lyde som, hvad går I efter? Det tror jeg var meget forvirrende for folk, da vi først blev udgivet. De forsøgte: ”Ohh, så du forsøger at være det her?” Nej, egentlig ikke. ”Okay, så det her?” Nej heller ikke. Vi er bare musikere, der har skrevet nogle sange og har spillet dem.

Mikel Jollett kigger til siden, og så er det som om, der kommer nogle flere ord løbende til.

- Det er ligesom de ting, man aldrig tidligere har snakket om. Ikke engang, da man skrev musikken, men som man pludselig giver sig til at snakke om i et interview. Ofte ligger der ikke de store overvejelser bag.

Med 1.000 km i timen
Tempoet for de fire drenge og en pige har typisk været så højt, at de på intet tidspunkt har kunnet nå at stoppe op og tænke over, hvad der egentlig foregår rundt om ørerne på dem. Men netop derfor kunne det vel være interessant at høre, om de er glade for den tilværelse, de lever lige nu. Om det er living the dream?

Mikel: - Hvis drømmen var en stor diffus masse, der kom mod os med 1.000 kilometer i timen. Som et tog. Så er det nok nogenlunde den fornemmelse, vi render rundt med lige nu.

Og I er på toget?

Mikel: - Ja.

Men nogle gange er I vel også nødt til at stoppe op for at fatte, hvad der egentlig foregår?

Mikel: - Men det er der ikke tid til. Det er hele pointen. Man har de her overvældende, fantastiske fornemmelser, når man kigger i bakspejlet, og det gør man igen og igen. Men der er ikke rigtig tid til at komme hjem og finde ud af, hvad der netop er foregået.

Mikel Jollett kigger på Daren Taylor. De virker enige. Sådan er det bare, og det er helt i orden.

De har turneret næsten uafbrudt – med få afbrydelser – siden august i fjor. Blandt andet spillede de et ”30 koncerter på 30 dage”-setup i Storbritannien i november, og nu er turen kommet til Europa, inden sommeren angiveligt blandt andet byder på nogle festivaler. Heriblandt Coachella Festival i Californien.

Netop på grund af tempoet og den massive turné er gruppen blevet rystet godt og grundigt sammen. ”Vel nærmest som en søskende-flok,” som Mikel Jollett pointerer. I den forbindelse er det pudsigt at bemærke den klassisk skolede Anna Bulbrook, der er sprunget ud som fuldblods rock’n’roller. Det smutter op til overfladen, da drengene får et spørgsmål, der lægger op til deres energiske musikstil.

Er der nogensinde nogen, der crowdsurfer, mosher eller på anden måde går amok til jeres koncerter?

- Ja, Anna gør hele tiden, siger Mikel Jollett og uddyber, efter at nogle grin har lagt sig.

- Nu er hun punkrocker. Hun er den type, hvor øjnene fikseres på hende, når hun optræder, fordi hun er så dedikeret og intens. Hun er typen, der kan finde på at hoppe ud fra sin forstærker med sin viola. Bare fordi stemningen byder det. Det næste øjeblik ligger hun måske på knæene. Hun er ligeglad.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA