x

Chris Cornell: At anmelde musik har intet at gøre med at lytte til musik

Chris Cornell: At anmelde musik har intet at gøre med at lytte til musik

Som eneste medie fik GAFFA lov at tale med Chris Cornell, inden han gik på scenen i Vancouver, British Columbia. Resultatet blev en halv times snak om bruddet med Audioslave, samarbejdet med Timbaland og ikke mindst om, hvorfor processen bag hans seneste udgivelse, "Scream", var vigtigere end det færdige resultat - hvis der overhovedet kan snakkes om et færdigt resultat?  

Klokken er 19 tirsdag aften i Vancouver. Cirka 300 mennesker er linet op foran spillestedet Commodore Ballroom på Granville Street. Alle venter de på at komme ind til Chris Cornells udsolgte koncert denne april aften i det vestlige Canada. GAFFAs udsendte har som eneste medie fået lov at interviewe Chris Cornell, inden han går på scenen klokken 22.

Vokset op i Seattle, to timers kørsel syd for Vancouver, som søn af en apoteker, regnes Cornell nærmest som en lokal her i Vancouver.

Efter ankomsten til spillestedet får jeg lov at vente et par timer på audiens. Ventetiden udspiller sig i flere af Commodore Ballrooms backstage-lokaler, hvor folk fra pladeselskabet Universal Music på skift belærer mig om, hvad Chris Cornell IKKE vil spørges om. Efter at være blevet flyttet rundt i over en time og have tilbragt tid sammen med snesevis af branchefolk, er der ikke mange spørgsmål tilbage på min notesblok.

Endelig bliver jeg eskorteret til et lille lokale lige ved siden af Cornells personlige omklædningsrum. Fra min nuværende placering kan jeg høre Cornell spille guitar og varme sin stemme op i det tilstødende lokale. Jeg får at vide, at Cornell vil indfinde sig, når opvarmningsbandet, Crash Kings, er færdig med deres sæt.

Cd'er burde anmeldes ti år efter deres udgivelse
Crash Kings slutter præcis klokken 22.10, og Cornell træder ind i lokalet umiddelbart efter. Han virker meget afslappet og sætter sig i en grøn læderstol ved siden af mig. Iført en meget slidt blå skindjakke, slidte sorte jeans og med det legendariske sorte krøllede hår sat tilbage i en knold læner han sig frem i stolen og søger øjenkontakt med det samme.

Optakten til aftenens koncert har vist, at Cornell stadig nyder stor popularitet i det nordlige Amerika. Billetterne til aftenens show blev revet væk på under 20 minutter. Koncertgængere bakker ham tydeligvis stadig op, selvom anmeldelser af hans seneste samarbejde med Timbaland ("Scream", 2009) har mødt en massiv mur af kritik fra stort set samtlige amerikanske musikanmeldere.

Negative anmeldelser er ikke noget, Cornell er vant med på disse breddegrader. Efter den amerikanske Grammy-uddeling i 1999 stod Chris Cornell som frontmand i hedengangne Soundgarden, med 4 Grammy-statuetter for albummet "Superunknown", et album, der solgte 5 gange platin alene i USA og 3 gange platin i Canada.

Rolling Stone Magazines J. D. Considine kaldte dengang "Superunknown" for et af de bedste rockalbum gennem de sidste 10 år. Soundgarden fulgte to år senere op med det selvproducerede album "Down on the Upside". Igen stod de amerikanske anmeldere i kø for at uddele roser og ikke mindst sammenligne Chris Cornells vokal med Robert Plants i Led Zeppelin. Året efter kvitterede Chris Cornell for den rosende omtale ved at opløse Soundgarden.

I 1999 udsendte han sit første soloalbum, "Euphoria Morning", som til stor overraskelse for såvel fans som musikpressen var alt andet end et rockalbum.

Mit første spørgsmål omhandler den dårlige kritik, "Scream" har modtaget i USA. Rolling Stone Magazine kaldte det et album uden en eneste god sang. LA Times mente, at resultatet var det værste fra to verdener.

Føler du ikke, at du skulle få mere kredit for at hele tiden prøve at flytte grænserne for hvad en rockudgivelse er. Hvis man ser på dine udgivelser fra Soundgarden og frem til nu, er det jo en søgen efter nye veje at udtrykke sig på inden for rock genren. Jeg kan kun komme i tanke om en David Bowie, der har gjort det samme?

Velovervejet responderer Cornell, at han aldrig har givet så meget for anmeldelser. Ideelt burde en udgivelses kvalitet ses i et historisk perspektiv. I den perfekte verden skulle anmeldelsen falde ti år efter selve udgivelsen. Cornell henviser til sin egen "Euphoria Morning" fra 1999. Et album, der fik meget hård kritik med på vejen ved udgivelsen, men i dag regnes som en moderne klassiker.

"Jeg tror ikke, "Scream" vil lyde så mærkelig om to år, men ikke engang jeg ved sådan noget - det eneste, jeg kan sige er, at folk ikke vil anmelde sangene på samme måde om ti år", tilføjer han med et smil.

Han tilføjer, at en af de bedste ting ved Scream har været, at den har fået en masse folk, branche såvel som fans, til at snakke, diskutere og tage stilling til rockens udtryk anno 2009.

"Både Timbaland og jeg vidste, at resultatet af vores arbejde ikke ville blive værdsat i hverken den ene eller den anden af vores to verdener", tilføjer Cornell.

Igen understreger han, at hvad folk siger eller skriver om albummet, er ham ligegyldigt, da det har været den ultimative proces. Her refererer Cornell sikkert til Trent Reznor fra Nine Inch Nails' meget nedsættende kommentar om "Scream" på Twitter. Faktisk et af de emner, som jeg, inden interviewet, blev frarådet at spørge ind til.  

"Når jeg får idéen, bliver det det bedste, jeg nogensinde har lavet."

Så fortæl lidt om samarbejdet med Timbaland?

- Da vi startede projektet, var det et eksperiment. Hverken Timbaland eller jeg havde nogen anelse om, hvor det skulle føre hen. For mig var det bare vigtigt at prøve at arbejde i en ny atmosfære. Jeg har aldrig haft et pladeselskab, der har krævet, at mine sange skulle ende et vist sted. Timbaland var ret begejstret allerede efter de to første uger af projektets seks uger totalt. Personligt ville jeg bare være sikker på, at vi havde nok materiale til et helt album, hvilket vi endte op med at have til fulde.

Hvad med selve arbejdsprocessen, er numrene skrevet ud fra guitar eller hvordan?

- Overhovedet ikke. Oftest havde Timbaland et beat, så skrev jeg teksterne på stedet og indsang råskitser med det samme. Ofte indsang jeg teksten første gang under ti minutter efter, den var færdig skrevet. Hele "Scream"-processen er dog ikke så ny for mig, som pressen gerne vil have det til at lyde. "Euphoria Morning" er lavet på computer, og på "Carry On"-udgivelsen (2007), valgte jeg faktisk at beholde enkelte af de første indspilninger af vokal på den færdige udgivelse, eksempelvis på "Billie Jean".

- Gennem min arbejdsproces med Timbaland har jeg fundet ud af, at dette måske er den bedste måde for mig at arbejde på, at jeg synger sangene, mens de indspilles - "once I figure it out, it is the best it will ever get".

Denne arbejdsproces giver også en helt anden tilgang til den efterfølgende live-optræden. Gennem de sidste tre måneders turneren med "Scream" har sangene skiftet nuancer flere gange undervejs, da der jo ikke var et færdigt udkast fra starten, som jeg skulle holde mig til.  

Alkoholfri zone og parterapi for Rage Against the Machine
I ungdomsårene led Chris Cornell af klinisk depression, hvilket blandt andet medførte, at han ikke forlod familiens hus i Seattle over et helt år. I perioden efter "Euphoria Morning" gik han igen ned med flaget og måtte af flere omgange indskrives på forskellige klinikker for rehabilitering. Disse op- og nedture fortsatte også efter den første Audioslave-udgivelse, og i 2001 tilbragte Cornell to måneder på en klinik i San Diego. Samarbejdet mellem Chris Cornell og de tre musikere fra det tidligere Rage Against the Machine endte efter tre udgivelser, da Cornell forlod bandet i februar 2007. Små 20 år i rockens overhalingsbane har også sat sine spor i den nu 44-årige Cornells ansigt. Face to face ligner han ikke helt den Adonis, der pryder coveret til Scream.    

Der er også dømt alkoholforbud i backstage-lokalerne på denne tour. Det lokale, jeg har befundet mig i lige op til interviewet, viste sig at være resten af bandets omklædningsrum. Mens jeg ventede på Cornell, kom de andre bandmedlemmer på skift ind og gemte indsmuglede øl i rummets sofa og på toilettet - øl, de sikkert skulle drikke efter showet. Hver gang kiggede de på mig og folkene fra Universal og sagde: "Don't tell Chris, please".

Fortæl mig om Audioslave-projektet, det endte ret brat, hvad skete der?

- Det, vi opnåede, skete på ekstremt kort tid, og pludselig var passionen der ikke længere. Vi havde alle vores grunde til at gå ind i projektet, men da det, på utrolig kort tid, voksede sig større og større, var der flere og flere spørgsmål om business, vi skulle tage stilling til. Fundamentet for konsensus havde nok aldrig eksisteret, når alt kom til alt.

Føler du, at du stod i en lejr og de tre andre i en anden?

- Ja, på mange måder, men så enkelt er det nu ikke. Da vi startede Audioslave, var jeg meget positiv over for alt det, de tre andre lavede - en tilgang, de ikke helt var vant til. Som vores samarbejde skred frem, fik de tre det bedre indbyrdes, end de nogensinde havde haft tidligere. De kom tættere på hinanden, og jeg gled længere ud i periferien. At vi havde det projekt sammen, tror jeg har gjort, at de andre tre i fremtiden kan fortsætte sammen. Jeg har den største respekt for dem alle tre. At turde udgive en single som "Like a Stone" (Audioslaves andre single, red.) var et meget større sats for dem end for mig. De kom jo fra et band, der hed Rage Against the Machine, hvor numre som dette ikke var en del af dagsordenen - på mange måder strakte de sig meget længere, end jeg nogensinde gjorde.

Her skrider Leroy Michaux, Cornells personlige road manager og bodyguard, ind og siger; "Time is up!" Til min store overraskelse vinker Cornell afværgende med hånden og siger: "No no, I am good, we can continue a bit more".

Cornell samler selv tråden op og fortsætter vores samtale om Audioslave.
- Jeg føler, at jeg har været nok fastlåst i bandsammenhænge, det er jo en form for et låst scenario.

Så der er ingen reunion af Soundgarden på vej? Mange bands fra samme generation har jo fundet sammen igen, senest Faith No More?

- Det ser efterhånden ud til, at hvert år er "reunion year" (griner over hele hovedet). Synes hele tiden jeg får tilbud fra forskellige festivaler, der vil have reunions, men nej - der er ingen planer om en Soundgarden-reunion lige nu.

Her slutter 25 minutters samtale med en af rockmusikkens største stemmer gennem de sidste 20 år. Chris Cornell giver pænt hånd og forlader lokalet. Dale Robertson, ansvarlig for PR afdelingen i Universal Music Canada, følger mig ud. Undervejs, tydeligvis lettet, fortæller han, at det virkede til at havde været et godt interview. Cornell har en tendens til at forlade interviewet, hvis han ikke gider spørgsmålene, tilføjer han med et smil.

"Reviewing music has nothing to do with listening to music"
Da jeg forlader backstage området på Commodore Ballroom, klæber en af Cornells sætninger sig fast til min hukommelse: "Reviewing music has nothing to do with listening to music".

I denne sammenhæng giver dette fuldstændig mening. Chris Cornells soloprojekter, eller Audioslave-samarbejdet for den sags skyld, har aldrig handlet om at skulle øverst på popularitetsskamlen. Tilgangen har altid været proces- frem for resultatorienteret. Gennem dette interview er det da også blevet skåret ud i pap, at Chris Cornell, meget lig en Andy Warhol, hellere ville bedømmes på processen frem for det færdige resultat - for hvad er et færdigt resultat, når sangene først finder deres form efter tre måneders koncerter? For Cornell har det altid handlet om, hvor langt han kunne strække grænserne for rock, hvor meget han kunne eksperimentere inden for rammerne - et meget sympatisk træk, specielt på et kontinent, hvor al mainstream-rock efterhånden lyder som Creed eller Nickelback.
 
Chris Cornell spiller i Store Vega i København 29. juni og på Train i Århus 1. juli


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA