x

Under Byen om ny filmmusik

Under Byen om ny filmmusik

På fredag d. 3. oktober har den nye danske ungdomsfilm "2 Ryk Og En Aflevering" af Aage Rais-Nordentoft premiere i 40 biografer, og filmens soundtrack er netop udsendt. Filmen foregår i og omkring Århus, og musikken er primært leveret af Århus-gruppen Under Byen, der både har lavet underlægningsmusik og et par deciderede sange. GAFFA.dk fik en snak med gruppens violinist, savspiller, guitarist m.m. Nils Grøndahl om filmmusikken.

- Vi blev kontaktet af Aage Rais-Nordentoft, fordi han synes, vi er gode musikalske repræsentanter for Århus og laver meget filmisk musik, og vi gik så i gang, fortæller Nils Grøndahl.

Der er en lidt country-agtig tone på flere af numrene, f.eks. "Sacred Land". Hvorfor nu det – det er jo ikke jeres vante lyd?
- Ja, det er der flere, der har sagt, men det har vi egentlig ikke gået bevidst efter. Måske kan det have lidt at gøre med, at flere end sædvanligt fra gruppen har været inde over sangskrivningen, og måske også, at flere af os var med på Howe Gelbs seneste album, der jo er lidt i den stil, men det er igen heller ikke noget bevidst.

- Men filmen foregår jo i et drengerøvsagtigt univers, og det er jo ikke sådan, vores musik normalt lyder, så vi måtte lave noget anderledes. Og "Sacred Land" skulle passe til en kinddans i filmen, sådan rigtig gymnasie-agtig, så dér skulle det være en romantisk, let dansabel ballade, og så er den måske blevet lidt countryagtig, og er i øvrigt en duet (med Under Byen-trommeslager, -percussionist m.m. Anders Stochholm, red.). Vi har også brugt mere guitar, end vi normalt gør, for at få et lidt surf-agtigt præg, der passer meget godt til den dér drengerøvs-stil.

Ja, og på "Sacred Land" er teksten på engelsk, igen usædvanligt for jer. Hvad skyldes så det, og har det noget at gøre med den interesse, der er for jer i udlandet for tiden?
- Det er fordi, det er Anders, der har skrevet den, og han har så skrevet på engelsk. Vi har ikke tænkt på udlandet i denne sammenhæng, og vi regner med at blive ved med at synge på dansk fremover.

Ja, hvad sker der for jer i udlandet lige nu? Efter Spot-festivalen i Århus i maj, hvor Rolling Stones David Fricke igen skamroste jer, kom det jo frem, at I havde en dialog kørende med det amerikanske managementbureau The Orchard (som bl.a. også repræsenterer The Raveonettes, red.).
- Det er meningen, at vi skal spille til den store CMJ Festival i New York i slutningen af oktober, en slags amerikansk svar på Spot, hvor der er næsten 1000 bands, selvom ikke alle detaljer om vores medvirken er faldet helt på plads. Vi skal også spille 11. oktober i Hamburg som en del af den dansk-tyske musikudveksling Skand-all (som Spot-arrangøren Dansk Rock Samråd er medarrangører af, red.), og der er nok også noget mere på vej. Vi har også efterhånden samlet en hel del uindspillet materiale, så vi går nok snart i studiet igen.

Foruden Under Byens ny musik og deres tidligere udgivne sang "Det Er Mig Der Holder Træerne Sammen" indeholder soundtracket til "2 Ryk Og En Aflevering" en helt nyt nummer med bysbørnene Tiger Tunes ("Kick n’ Rush") samt tidligere udsendte sange fra Kaizers Orchestra ("Kontroll På Kontinentet", "Evig Pint"), Superjeg ("Lars Tyndskids Mark"), Mikkel Maltha ("I Got A Girl") og tyske Kampanella ("It's") og Peacock Palace ("First Time").

"2 Ryk Og En Aflevering" handler om "et par teenage-drenges flik-flak imellem piger, fester, piger og fodbold" og er inspireret af novellesamlingen af samme navn af forfatteren Jesper Wung-Sung, der også har skrevet manuskriptet sammen med Aage Rais-Nordentoft.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA