x

Jarvis Cocker: Jeg har aldrig sagt, at jeg var dyb

Jarvis Cocker: Jeg har aldrig sagt, at jeg var dyb

I dag rammer hans andet soloudspil pladebutikkerne, og senere på måneden står han på scenen i København. Jarvis Cocker er tilbage og GAFFA har fået en snak med den aktuelle kunstner om den nye plade, verdens tilstand og om at være besat af køleskabsmagneter og gamle tv-serier.

"For at opbygge en personlighed har jeg brug for yderligere komplikationer", hedder det frit oversat i titelnummeret på Jarvis Cockers nye udspil, "Further Complications". Men den notoriske ironiker køber ikke myten om den lidende kunstner, og lyder som en tilfreds mand, da GAFFA taler med ham i forbindelse med udgivelsen og hans forestående turné, der bringer ham til København senere på måneden. Godt på den anden side af, hvad han selv har kaldt en midtvejskrise, hvor han overvejede at trække sig tilbage fra scenen, er manden, der har været i branchen, siden han grundlagde gruppen Pulp i teenageårene i den nordengelske industriby Sheffield, endt med at blive enig med sig selv om, at det er bedre at dø af et hjertestop af at hoppe for meget rundt på scenen end at dø i hospitalssengen. Cocker deler sin tid mellem London og Paris, og har efter eget udsagn fundet balancen mellem rollerne som familiemenneske og popstjerne. Og så er han holdt op med at spille "Cunts are Still Running the World", efter Barack Obama er blevet præsident i USA.

Din nye plade lyder mere løs i strukturen end sin forgænger og har sine steder nærmest en punket fornemmelse over sig. Hvorfor denne udvikling?

- Well, det var vel selve den måde, pladen blev til på. På den sidste plade skrev jeg sangene i Paris, samlede så nogle folk til at indspille dem og kaldte dem så sammen igen, da vi skulle på turne. Da vi kom på landevejen, gik det op for mig, at jeg syntes, at nogle sangene lød bedre, efter vi havde spillet dem live i nogen tid, og derfor besluttede jeg at involvere bandet mere i skriveprocessen denne gang. Så denne her plade blev til mere som en live-ting, og vi sørgede også for at komme ud og spille sangene foran et publikum, inden vi indspillede dem. Og så blev de også indspillet "live". Så fra starten var det tænkt som noget, som forhåbentlig ville fungere godt i livesituationen. I og med at vi havde spillet dem live, var sangene for så vidt klart definerede, da vi indspillede dem, men egnede til improvisation. En sang som "Leftovers" opstod ud af ingenting i øvelokalet. I andre tilfælde, som med "Angela", havde jeg bare et riff, (synger, red.) "da-da-da-da-da-etc.", som jeg præsenterede for bandet, som så sprang ind og lavede det til sange. Jeg sagde ikke, hvad de skulle spille, men stolede på, at bandet ville lave noget smagfuldt. Det var meget forskelligt fra sidst, hvor jeg allerede havde skrevet det hele på forhånd.

Er der et overordnet tema, der løber gennem de nye sange, rent lyrisk - hvad er på spil denne gang?

- Temaet er det samme som på alle plader jeg har lavet, nemlig mig. Jeg kan kun skrive personlige sange. Der er en sang på pladen der hedder " I Never Said I Was Deep"... jeg siger ikke, at sangene er dybe indsigter i Menneskets tilstand, men de er et menneskes tanker.

Men ligefrem "dybt overfladisk"?.... ("I never said I was deep but I am profoudly shallow", hedder det i bemeldte sang, red.)?

- Jamen, det det er jeg. Jeg er dybt interesseret i trivielle ting ... ting som køleskabsmagneter, tv-serier fra 1970'erne. Jeg er besat af trivia. Sommetider irriterer det mig faktisk, at jeg ikke kan finde ud af at bruge tiden på at spekulere over mere lødige og væsentlige ting.

Stadig popstjerne
Du har tidligere talt om din modvilje mod at optræde som popstjerne i fyrreårs-alderen, men nu er du altså på vej på landevejen igen. Er du kommet overens med rollen?

- Tja, man laver regler for sig selv, og så bryder man dem. Jeg tænkte bare, at man måske burde ... du ved, ældes med ynde. Men sagen er den, at jeg stadig skriver musik og stadig begejstres over det, jeg skriver. Så jeg har tænkt mig at fortsætte med at optræde med den musik. Måske får jeg et hjerteslag af at hoppe for meget rundt på scenen, men jeg tænkte, at det nok alligevel er bedre end at dø på hospitalet.

Så du har fundet en måde at afbalancere rollerne som familiemenneske og popstjerne?

- Well, bundlinjen er, at du er nødt til at erkende, at det virkelige liv, hverdagslivet, er det mest dyrebare, du har. Alt andet bygger på det, og hvis du negligerer det, vil det hele brase sammen. Al kunst, alting, udspringer af dagligdagen, så hverdagslivet er helligt, og du må beskytte det og respektere det. Længere er den ikke. Så ja, jeg har balance i tingene. Det er rart for mig at være popmusiker, og jeg nyder at være på scenen og underholde folk. Men jeg kan ikke tænke på det som den, jeg er. Jeg er ham, der sidder derhjemme og prøver at få en computer til at virke eller forsøger at lave mad. Det er i virkeligheden det vigtigste.

Fortæl lidt om selve skriveprocessen. Nick Cave, eksempelvis, har sagt, at han er nødt til at tage hen på sit kontor fra 9 til 5 for at skrive. Hvordan går du til den kreative proces?

- Jeg er ikke så disciplineret, men jeg sørger for at have en notesbog med overalt, sådan at jeg kan skrive det ned, hvis jeg kommer i tanke om en vending eller idé, mens jeg er i færd med at udføre mine daglige gøremål. Og når det så er tid til at skrive tekster, samler jeg alle notesbøgerne og udvælger mine favoritlinjer, som jeg så samler i en ny bog. Og derfra prøver jeg så at sammensætte de linier, som synes at passe sammen og på den måde konstruere sange. Så der er en form for disciplin, men ikke strengt. Der er dage, hvor jeg kun skriver få ord

Et par ord om politik. Verden har ikke ændret sig fundamentalt, siden du udgav "Cunts are Still Running the World" (i 2006, red.). Ikke desto mindre har mange, herunder en del musikere, set valget af præsident Obama som et tegn på bedre tider. Finder du grund til optimisme, politisk set?

Cunts aren't still running the world

– Ja, det gør jeg. Faktisk er jeg holdt op med at spille "Cunts", fordi jeg ikke ønsker at blive misforstået. Den sang var rettet specifikt mod Tony Blair og George Bush, og jeg nærer intet ønske om at kritisere Obama. Alene det faktum, at han er blevet valgt er fantastisk og et tegn på håb for verden. Sangen handlede om, at jeg ikke troede, at uregulerede markedskræfter er den bedste måde at køre verden på. Og med det sidste års finansielle sammenbrud må man sige, at det er blevet bekræftet. Bare kald mig Nostradamus.

Du er kendt for at være engageret i en del forskellige projekter. Kan du kaste lidt lys over dine planer for fremtiden, når den aktuelle turné er overstået?

– Jeg planlægger ikke så meget ud i fremtiden. Men jeg lavede noget radio for BBC i slutningen af sidste år, og det kunne jeg godt tænke mig at lave noget mere af.

Er der endnu en soloplade i vente?


– Ja, jeg er ked af at skuffe jer alle sammen, men det er der formentlig. Jeg er dog ikke begyndt at skrive endnu, nu vil jeg i første omgang koncentrere mig om turnéen.

Før koncerten

Allright, et par hurtige spørgsmål vedrørende den forestående turné. Er det gået godt i øvelokalet. Jeg ved, I er gået lidt utraditionelt til værks?

– Ja, som led i en udstilling har vi spillet på et galleri i Paris flere dage i træk, hvor vi blandt andet har leveret musik til yogatime og spillet for skolebørn. Det har været en stor succes.

Hvad kan publikum forvente af koncerterne?

– Mig der kaster mig rundt på scenen til støjende musik.

Hvad gør du, lige inden du går på scenen. Nogen ritualer?

– Ikke noget bestemt. Afholder mig fra at drikke alkohol i en time op til koncerten.

Hvad er der på jeres forplejningsliste?

– Ikke noget særligt, ikke noget med kun lilla M&Ms og sådan noget i den stil. Sådan noget er slet og ret respektløst overfor det sted, du optræder. Vi er ret kedelige, hvad det angår. Bare lidt blandede snacks og alkohol.

Hvad lytter I til i tourbussen?

– Det varierer meget, afhængigt af hvem der styrer det. Sidst vi var på turné var der meget rockmusik, fordi dem i bandet var meget til rockmusik, og det har sikkert også smittet af på den nye plade. Under punkeksplosionen skulle man vælge mellem ortodoks rockmusik og punk, og jeg valgte punk, så i mange år negligerede jeg rockmusikken. Siden kom jeg til at holde af noget af Blacks Sabbaths arbejde, noget Pink Floyd, den slags. Men det er meget varieret. Helt generelt tror jeg, at folks musiksmag bliver mere og mere eklektisk. En mp3-afspiller kan rumme så mange sange, at man ikke bare kan lytte til en slags musik. Eller, det kunne man godt, men hvis man udelukkende havde 15.000 heavy metal-sange på sin Ipod, ville man være en temmelig kedelig person.

Jeg synes, jeg hører en del Leonard Cohen i dine tekster, og du deltog jo også i en hyldestkoncert for nogle år siden (foreviget i filmen "I'm Your Man" fra 2007, hvor Cocker fortolker Cohens "I Can't Forget", red.). Er han en inspiration?

– Det er han. Og netop den koncert, du nævner, gjorde det virkelig klart for mig. To en halv time hvor folk spillede hans sange og ikke én dårlig tekst iblandt. Det var godt at høre så mange af  hans sange, fra alle perioder af hans karriere, og det fik mig virkelig til at anerkende dybden i hans sangskrivning. At denne sanger tog på turné (Cohen indledte sin første turné i femten år i 2008 og er fortsat på landevejen), og at det blev så massiv en succes, er noget af det mest hjertevarmende, der er sket de sidste par år. Nu får han måske endelig den anerkendelse, han har fortjent så længe, og jeg er meget glad på hans vegne.

 På den sidste turné spillede du ikke noget Pulp. Vil det samme være tilfældet denne gang?

– Ja.

Hvorfor?

– Fordi jeg er en skiderik.

"Further Complications" udkommer i dag, 18. maj. Jarvis Cocker og band spiller i Store Vega den 31. maj, og der er endnu billetter.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA