x

Pinboys-turnédagbog, kapitel 2

Pinboys-turnédagbog, kapitel 2

Så er touren med One Fine Day for alvor startet, og dagene begynder at flyde sammen i hovedet. Selvfølgelig bliver det koncerterne, det der adskiller dagene fra hinanden. Siden sidste tour-opdatering har vi spillet i henholdsvis Köln, Oberhausen, Aachen, Kiel og Flensborg. Meget forskellige koncerter, men fede på hver deres måde.

11. maj, 2009: Werkstatt - Köln
I Køln spillede vi på spillestedet Werkstatt foran et lidt tamt publikum, men vi formåede at få gang i dem og spillede stærkt sammen. "Det er godt maden var god, det tænkte jeg meget på under koncerten" smilede Emil efter koncerten. Sjov aften og der blev drukket et par øl og konverseret i bandbussen efter koncerten.

12. maj 2009: Altenberg - Oberhausen
Dagen efter i Oberhausen spillede vi på scenen Altenberg; en gammel zinkfabrik, der siden 70'erne har fungeret som et kulturcentrum i Oberhausen. Museum, værksteder og spillesteder i et. En sand fornøjelse at spille sådan et sted, et virkelig sødt og engageret crew. Dagens leder på stedet, Ingo, der i slående grad mindede om Wolverine, bød straks op med kaffe og alt hvad man kunne ønske sig.

Koncerten var fantastisk med et publikum der virkelig gjorde sig fortjente til at blive rocket, der var en rigtig god respons på samtlige sange i sættet. Under OFD's koncert blev forsanger Martens fødselsdag fejret ved at alt tour crew og musikere strømmede ind på scenen med en lagkage og det voldsomste fødselsdagslys i. Det kan man vel kalde deres første forsøg med pyroteknink.

13. maj, 2009: Musikbunker - Aachen
En gammel bunker der nu huser øvelokaler og koncerter. Bl.a. Himmler har holdt taler der under 2. Verdenskrig, og nu er stedet centrum for en stor del af byens kreative vækstlag. Fed omvending af stedets tabubefængte historie.

Det blev bare en rigtig fed koncert fra vores side, og vi vinder fra starten af publikums hjerter, og uden at prale tror jeg faktisk, at vi for første gang på touren stjæler fokus fra hovednavnet. Ikke fordi OFD havde en dårlig koncert, men vi fangede bare publikum i et fedt momentum. Det blev vist også til et show igen til efteråret.

Der var flere mindeværdige øjeblikke den aften. Til koncerten stod en helt igennem karakteristiske punker forrest i hans læder outfit og mange piercinger. OK, så punk er vi sgu heller ikke, men vi ramte ham. Snakkede med ham efter koncerten og han var foredragsholder og eks-addict (hvilket virkelig var tydeligt). Han bed fast i vores fantastiske "You ... My Everything", som Jakob har skrevet med inspiration fra filmen "High on Crack Street", der handler om crackmisbrugere i deres desperate forhold til stoffer og ønsket om at få et normalt liv.

Senere mødes vi med OFD på deres hotel og holder en lille slutfest. Dagen efter er der en enkelt fridag.

14. maj, 2009: Kiel - Byturen
Vi ankommer til Kiel om aftenen og skal sove hos Marco (bassist i OFD) og vi indlogeres på et lille gæsteværelse. Der diskuteres lidt om vi skal i byen, "Det er vores eneste chance for virkelig at gå til den" argumenterer Jakob. Det bliver en vild bytur. Vi drikker XXL-cocktails på "El Paso" og slutter med en tequila inden turen går til "Welt Ruf", hvor vi drikker Becks i en lille jolle oppe under loftet. Hjemme igen ved 5-tiden.

15. maj, 2009: Gassis Sportsbar - Kiel (Akustisk koncert udenom ONE FINE DAY touren)
Vi har en aftale med den største rockradio i Nordtyskland kl.14 og derfor møder hele bandet op på Delta Radio til et 30 minutters interview. Lige inden vi smutter bliver der tid til et 2 minutters liveinterview. "So one of you got a broken voice I've heard" siger værten med reference til vores bytur, "Who is it, can you introduce yourselves?",

"Ich bin der Simon" svarer han da ham. "I'm the guitarist". Interviewer: "Ah, so you don't need your voice". S: "And I sing also". Studiet bryder ud i latter, fuck det var sjovt. Interviewet sluttes af med en a cappella-version af sangen "Crashing Cars".

Da vi kommer hjem i lejligheden igen når vi at øve det akustiske sæt op et par timer. "Jeg tror sgu det bliver en smule 'improviseret' ", siger Emil om sine trommer og perkussion.

Det bliver en helt speciel koncert, hvor Jakob og Anne i fællesskab laver en form for "VH1 Storytellers", og alle sangene får deres ord med på vejen. Virkelig en fantastisk aften og en fuldstændig forløsning for bandet, der tager en stor portion selvtillid med hjem fra koncerten. Det foruden blev der også gået godt til den i merchboden, hvor blandt andet koncertstedets ejer købte sit personale et fuldendt Pinboys outfit, T-shirts og plader. "Så er der lige til diesel" sagde Anders (Merch-personel, chauffør og Pinboys- co-manager).

16.05, 2009: Roxy - Flensborg
Vi vidste det godt på forhånd at Flensburg ville blive en af tourens absolutte højdepunkter, så vi havde alle glædet os til denne dag. 350 ekstatiske mennesker og et subtropisk klima på spillestedet Roxy, så sveden rendte ned af væggene. Flere tekniske fejl, men vi spillede for fedt, så et fuldstændig forrygende publikum fik hele paletten med masser af involvering i form af "1-2-3-HEY" og andre gode tricks fra den gamle rock'n'roll-bog. Som en lille ekstra ting i vores sæt havde vi fået Hendrik fra OFD til at spille guitar på vores danske 1. single "Murder" og det gjorde jo kun stemningen bedre. Hendrik var også med på vores sommerlejr i Emils forældres hus, hvor en stor del af vores nye album blev til, der iblandt også "Murder".

Mange props til OFD som spillede over dobbelt så lang tid som os i denne svimlende hede, og virkelig kun gjorde publikum endnu mere ekstatiske. Deres første ekstranummer var en overraskelse. Nogen havde fået den vanvittige idé, at begge bands i fællesskab skulle spille den trælse sang "Poker Face" med Lady Gaga. Det gik helt amok og var fanme sjovt. Jakob var kun iført et par sokker i underhylerne og en sombrero, han styrede bassen og sprang i sidste tone ud i publikummassen og crowdsurfede, mens slutakkorden buldrede og tonede ud. Sindssygt og plat, men fuck det, når alle i den sal kunne lide det.

17. maj, 2009: Magnet - Berlin
I aften spiller vi i Berlin! Emil har fødselsdag i morgen, så vi skal sgu nok i byen og fejre det lidt over midnat.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA