x

Green Pitch-turnédagbog, kapitel 1

Green Pitch-turnédagbog, kapitel 1

12. maj '09
Aachen var første stop på vores tour. Vi vidste, at vi skulle spille med to andre bands.Og da Rex blev interviewet til en radiostation dagen inden koncerten, hvor radioværten havde fortalt at hun regnede med masser af ungdom, da Aachen er en universitetsby, så blev forventningerne store, da vi trillede ind til en super fed gammel bunker, som var smurt ind i graffiti. Det viste sig senere, at forventninger blev indfriet, men på en lidt anden måde end vi havde regnet med.

Det første der mødte os var nogle unge langhårede drenge i gamle kroppe, med stramme læderbukser, bandana på hovedet og make-up. Det var som om, vi var havnet i en tidslomme 20 år tilbage i tiden, og sad og var vidne til noget, vi havde forestillet var et uddødt fænomen. Green Pitch skulle på som de første, og da vi sad og spiste mad i tidslommen inden koncerten, sad puddelhårsdrengene og talte om dengang, en af dem havde spillet med Europe (bandet med "The Final Countdown"), og det var svært at finde ud af om man var imponeret eller flov. På trods af at lokalet var fyldt med mænd og damer, der levede i den samme tidslomme, gik koncerten rigtig godt og folk var glade og rørte.

Da vi havde pakket gear og talt lidt med de folk der var der, begyndte bandet efter os pludselig at spille "Smoke On The Water". Så vidste vi, at nu var det på tide at forlade tidslommen og tage hjem på hotellet med is og et smil på læben.

13. maj
Dagen efter den første koncert i Tyskland skulle vi til Schweiz, hvilket var et godt træk så vi kunne få rystet os helt tilbage til 2009 efter oplevelsen dagen før.

Vi ankom til den hyggeligste lille by, Winterthur, og stedet hvor koncerten skulle være var super hyggeligt, fra dagen før hvor det var et mørkt og mystisk spillested, var vi nu kommet til en lys og imødekommende café, med en afslappet stemming. Vi blev mødt af de sødeste mennesker. Det var rigtig dejligt vejr, og imens drengene satte gear op, gik Rex (Green Pitchs sangerinde, red.) og jeg en tur ud i den lille by for at få et indtryk af hvor vi var havnet. Og alt virkede næsten for godt til at være sandt, fra dagen før at have været i 1989 var vi pludselig havnet I et lille eventyr.

Der kom mange mennesker til koncerten og folk var glade. Et par var kommet fra Zürich for at høre koncerten, de fortalte at "Somebody's Hands" blev spillet minimum en gang dagligt på en radiokanal, hvilket ingen af os vidste. Et rigtigt eventyr har modstand, så vores eventyr var måske ikke helt rigtigt, men det føltes rart.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA