x

Guess who's back!

Guess who's back!

Det har været ret ensomt uden ham, har det ikke? En af vor tids største superstjerner, Eminem, har været væk fra rampelyset i fem år. Og siden han bukkede af og ville have os til at tro, at det hele var forbi med albummet Encore, har den tidligere blonde rapper skullet håndtere en lang række personlige problemer. Men nu er han tilbage og for fuld effekt.

Marshall Bruce Mathers III's 36-årige liv har aldrig gået stille af sig. Han blev sagsøgt af sin egen mor, blev gift og skilt og gift og skilt igen fra high school-kæresten, han har været i verbal krig med gud og hver mand og har solgt over 34 millioner album i Amerika alene. Og så pludselig var han væk. Men efter at have tacklet et eskalerende stofmisbrug og en depression er Eminem tilbage med pladen Relapse.

Hvor har du været henne? Det føles, som om en hel hiphop-generation er forsvundet i den tid, du har været væk.

- Jamen, der har været en del ting, der har spillet ind. For det første havde jeg arbejdet i syv år i træk, uden pause. Jeg nåede til et punkt, hvor jeg syntes, jeg trængte til at trække mig tilbage. Efter den sidste turné gik jeg på afvænning på grund af et stofmisbrug, som faktisk ikke blev bedre af at være i afvænning. Jeg var ikke klar til afvænning. Men det føltes, som om, at alle omkring mig var klar til, at jeg skulle i afvænning. Men det var jeg ikke.

Du var ikke mentalt klar?

- Nej. Jeg var ikke klar til at kvitte stofferne. Jeg følte ikke, jeg havde et problem. Jeg faldt i igen og kæmpede de næste tre år med stofferne. Jeg trak mig også tilbage, fordi jeg håbede på, at det ville hjælpe på mit stofmisbrug. Så jeg begyndte at arbejde mere som producer. På den måde kunne jeg stadig lave musik, som på Re-Up-albummet (hiphop-compilation, red.), men jeg behøver ikke være i spotlyset hele tiden.

Hvilke stoffer var det, du tog?

- Siden starten af min karriere har det været Vicodin, Valium og Ambien (stærkt sløvende receptmedicin, red.). Det var en slags rekreation, og da jeg startede med det, og for den sags skyld også med ecstacy, formåede jeg at kunne tage det og så stoppe lige så let igen. Det samme gjorde sig gældende med at drikke. Men det begyndte langsomt at ændre sig. I en periode på fire-seks måneder kæmpede jeg med et ecstacy-misbrug, hvor jeg tog det, før jeg skulle optræde. Når jeg så kom hjem, tænkte jeg "okay, jeg vil ikke tage stoffer, når jeg er sammen med mine børn". Så det var dér, jeg stoppede. Men efter at have været hjemme en uge eller to skulle jeg ud og spille igen, og så startede det forfra.

- Jeg fandt ud af, at jeg ville være noget mere sammen med min familie og trække mig tilbage fra rampelyset. Men jeg var alligevel altid påvirket, når jeg var hjemme. Så jeg går glip af de bedste år af børnenes liv. Skyldfølelsen voksede, og jeg narrede ikke andre end mig selv. Jeg var nødt til at indse det. På det tidspunkt var jeg 35 år, og jeg følte, at det var på tide at blive voksen. Hvis jeg ikke gjorde det nu, hvornår så?

Ind og ud af skriveblokeringen
Den 11. april 2006 blev Eminems kollega i gruppen D12, Proof, skudt og dræbt på en klub på den nu famøse 8 Mile Road i Detroit. Proof var en af Eminems bedste venner, og tabet tog hårdt på den hvide rapper.

- Alle var ekstremt berørte over tabet af Proof. Men af en eller anden grund følte jeg på det tidspunkt, at det gik hårdest ud over mig. Det var måske lidt selvisk at se det på den måde. Men jeg blev virkelig hårdt ramt af det. Jeg befandt mig i et sort hul med stofferne og alle tankerne. Og med alle stofferne, jeg tog, og det var antidepressive, blev jeg bare mere deprimeret og følte større selvlede. Det er først nu, jeg kan tale om det uden at græde. Proof var ankeret. Han var alt for D12. Og ikke kun for gruppen, for mig betød han alt. Når jeg var i studiet, forsøgte jeg gang på gang at skrive sange om ham. Men ingen af dem endte med at komme ud som jeg ønskede. Og de gjorde mig alle sammen mere deprimeret. De fik mig til at kravle længere ned i det sorte hul. Intet af det, jeg skrev, var godt til ham. Det hele var bare selvhad.

Hvordan påvirkede Proofs død dit arbejde?

- Der var en periode på to år, hvor jeg ikke kunne skrive en skid. Jeg kunne simpelthen ikke. Mit hoved var så fyldt, at alt det, jeg skrev, ikke var værd at indspille. Jeg prøvede, men halvvejs igennem en optagelserne måtte jeg stoppe, fordi jeg alligevel ikke kunne lide sangen. Eller så indspillede jeg en sang, men når jeg hørte den dagen efter, syntes jeg ikke, det lød som mig. Jeg prøvede også at freestyle. Jeg ved ikke, om jeg prøvede at udfordre mig selv, eller om jeg bare var doven, fordi jeg ikke følte noget for det, jeg skrev. Men da jeg kom fri af min skriveblokering, tog jeg i studiet med Dr. Dre, første gang i Orlando. Vi havde planlagt turen et par uger i forvejen, og jeg ringede til ham og sagde, at "jeg tror, jeg er på vej ud af min skriveblokering", og han svarede: "Det er det, jeg ville høre".  Jeg tror, jeg skrev 11 sange i de uger, vi var i Orlando. Dre kom også rigtigt i gang igen på det tidspunkt. Da vi første var kommet i gang igen, endte det med, at vi indspillede to hele album på seks-syv måneder. Jeg skrev i bogstaveligste forstand sange hurtigere, end jeg kunne nå at indspille dem.

Neurotisk forhold til musikken

Sidste år dukkede der billeder op af dig, hvor det så ud til, at du havde taget en del på i vægt. Men nu er du tilbage i din kampvægt. Hvad skete der?

- Jeg tog en del på, mens jeg holdt pause. Jeg var doven. Jeg spiste en del, fordi pillerne øgede min appetit. Men tidligere i år kom jeg ud af mit misbrug, og jeg begyndte at løbe. Jeg blev opereret i knæet sidste år, men med det samme, jeg var rask igen, begyndte jeg at træne på løbebåndet. Nu løber jeg hver dag. De sidste par uger har jeg været oppe på over 15 kilometer om dagen. Jeg har virkelig prøvet at presse mig selv for at se, hvor meget jeg kan holde til. Men jeg ved ikke, hvad fanden jeg laver. Når alt kommer til alt, så er jeg en afhængig sjæl og opfører mig derefter. Jeg har et neurotisk forhold til mange ting. Til min musik og nu også til at træne. Jeg kan ikke gøre noget moderat. Man skulle tro, at jeg havde lært lidt af alle de tegn, der har været på afhængighed i min familie. Men det har jeg åbenbart ikke.

Med hele den hype, der har været omkring dit comeback og med den kritiske situation, pladebranchen er i, føler du så, at du skal tilbage og redde dit pladeselskab?

- Jeg ved ikke, om jeg føler, jeg skal redde noget som helst. Selvfølgelig er det da godt, hvis jeg kan tjene penge til pladeselskabet. Men sandheden er, at jeg nemt keder mig ved bare at sidde og lave ingenting. Jeg er klar til at komme i gang igen. Jeg elsker at blive respekteret for den musik, jeg laver, og det er derfor, jeg gør det. Det smukke med den her plade er, at jeg ikke forventer, at den skal gøre noget specielt. Penge er ikke nødvendigvis noget, jeg mangler længere, så jeg laver musik, fordi jeg har lyst. Jeg gør det, fordi jeg ønsker, at folk skal høre det og kunne lide det. Hvis de kan lide det, så er det cool. Hvis de ikke kan, så fint.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA