x

Fantasten Kasper Spez

Fantasten Kasper Spez

Han drømmer om at drømme. Ambitionerne er ikke større, end han lever midt i dem. At hans nærmeste har det godt, og at han kan få lov til at lave sin rap. Så betyder det ikke så meget, om han bor i et lille mørkt rum og sjældent har råd til andet end pasta og sine venners kærlighed.

Lindelse cirka 10 km syd for Rudkøbing, Langeland 1997

Kasper Spez, der i virkeligheden hedder Kasper Juel Rohmann, sidder som 15-årig en dag hjemme i sofaen hos sine forældre og ser ungdomsprogrammet "Puls". Her oplever han danmarksmesterskabet i rap og bliver forelsket. Forelsket i ordspillene. Disse rappere, der upoleret nærmest anarkistisk viste ham, at der var plads til kreativitet og at bryde rammer. Helt anderledes end det, han havde været vant til fra sin opvækst med rock, pop og skoleundervisning.

"Jeg så de her mennesker, der udtrykte sig på en helt anden måde, end jeg havde hørt før. Der var ingen censur. Ikke nogen regler. Det var jo en kæmpe kontrast til skolen."

Kasper voksede op i et samfund, hvor alle kendte alle. Hvor der var plads til at strække armene ud uden at ramme en cyklist. Hvor der ikke gik lang tid fra, at en knallert blev stoppet af politiet på Lohals havn i nord, til at de vidste det i Bagenkop i syd. Men det var også et samfund, hvor han måtte kæmpe med provinsens luner, for ikke alle var modtagelige for rappen, og efter gymnasiet rejste Kasper til København for at udleve sin drøm: At leve i nuet og skrive sine tekster.

Svært ved at være et "navn"
I hovedstaden slog han sig sammen med sin gamle ven Esben og udgav i 2006 debut-ep'en "Love Junkie" til anmeldernes udelte begejstring. GAFFA skrev blandt andet:

"Det er få danske rappere, der har samme mod til at udstille sit inderste både i følelses- og tankeregionen. Hvis Spez kan holde fokus, er der ingen grænser for kærligheden."

Med de flotte ord og en langsomt voksende fanskare, må der naturligvis følge et pres på Kaspers skuldre frem mod udgivelsen af det, der vil blive hans første fuldlængde-album.

Et album, han ikke har travlt med at færdiggøre, for han er ikke god til at skematisere kreativiteten. Alligevel er han lidt nervøs. For nu er der forventninger til ham, og det har han svært ved at forhold sig til:

"Jeg tror stadig på, det er nogen, der ikke ved, hvem jeg er. Jeg ønsker ikke at slå mit navn fast, jeg håber bare, at der er mange, der vil kunne lide min nye plade. Det overraskede mig meget, at folk tog så godt imod "Love Junkie". At de tog sig tid til at sætte sig ind i det hele, men jeg ser det ikke som nogen succes. Snarere en blåstempling, der har givet mig mod på at fortsætte.

Når folk kommer til mig og fortæller, at min musik har hjulpet dem igennem svære tider, så bliver jeg da glad. Så er man ikke bare ham, som starter en fest. Så kan man bruges til noget. Og det er fantastisk.

Beskæftigelse - Overlevelse
Vesterbro, København, september 2008

Jeg møder Kasper midt på eftermiddagen. Fra Københavns hovedbanegård trækker vi hætterne over hovedet i ly fra regnen, der stille indleder efteråret på vej til Istedgade og ind på Skipper Bodega. Kaspers hjemmebane.

"Jeg kan godt lide genren værtshus. Det uformelle, det tilfældige. At kunne få lov til at passe sig selv. Jeg har aldrig set slåskamp hernede, og der er ikke så mange, der "rykker snitter" på toilettet. Jeg kan lide det brune, klientellet. Det er lang tid siden, at jeg var på et diskotek, hvor jeg i virkeligheden havde lyst til at være der."

Vi sidder i den inderste krog. Jeg kan ikke navngive musikken, men John Mogensen ville nok godt kunne være med på en jamsession. Kasper sidder foran mig ubarberet med rande under øjnene, men nærværende og oprigtig.

"Jeg gik fra min kæreste i januar og havde ikke noget sted at bo. Det havde jeg ikke lige overvejet, men det skulle nok gå, tænkte jeg, så jeg flyttede ind i studiet. Jeg sov på sofaen i et par måneder med alle mine ting stående i sportstasker rundt omkring mig."

Kasper fandt derefter et forladt studie ved siden af deres eget. Der er ikke noget håndtag på døren, så han bruger en kniv til at komme ind. Der er ikke noget lys, og man skal passe på ikke at falde over de spindelvævsklædte møbler. Langt inde i det mørke rum har han sin rede.

"Jeg bor i vokalboksen Der er ikke nogen vinduer, og jeg har kun en lille lampe, så der er ret mørkt. Jeg har en madras, et lagen og en pude og nogle stearinlys, så jeg klarer mig. Det gælder om at være den første nede med pant og leve af sine spillejobs og kodachecks. Kan man godt lide pasta og ved hvor tingene er billige, så kan det godt løbe rundt. Nogle dage er det helt fucked, men for det meste er det okay. Jeg har heldigvis nogle gode venner, der er gode til at passe på mig."

Med drømmen som følgesvend
Det er ikke altid nemt, at ens mål i livet hverken indeholder Weber-grill, fladskærms-tv og almindelig småborgerlighed. Det hjælper heller ikke, at man kæmper med en angst for ikke at blive så gammel.

"Jeg har aldrig rigtig troet, at jeg ville være her så længe. Siden jeg var lille, har jeg aldrig rigtig haft nogen ambitioner. Det følte jeg lidt, man skulle have. Det havde de fleste jo. Så jeg tænkte, at hvis der var en Gud, kunne det være, at han ville skåne mig. Skåne mig for at have et mål, jeg skulle nå. Det tror jeg stadigvæk på."

Når han ikke skriver sange, prøver han at udleve sin drøm. Sin drøm om at være glad og være sammen med sin familie og venner.

"Jeg tror, jeg er en "love junkie", deraf navnet på min første plade, hvilket jo er et vidt begreb. Jeg tror, det er en, der tager sig af ting, hvis de betyder noget, og som godt kan lide at gå i dybden. En, der har meget kærlighed til folk omkring sig og let lader sig slå ud, hvis det endelig går galt."

Langeland som tilflugtssted
Når storbyens samfundsnormer om job, uddannelse og fast indkomst bliver for omklamrende, er det rart for Kasper at søge tilflugt hos familien.

"Det er rart at komme derned og bare sove. Få noget ordentlig mad og fortælle ens mor, at man er okay."

Forholdet til moderen fylder rigtig meget, og det betyder meget for Kasper, at hun ved, han har det godt.

"Når man flytter til København, følger der automatisk en masse fristelser med. Mange af mine venner er desværre faldet i narkoen, men jeg har aldrig rørt det. Jeg elsker min mor. Jeg ved, at hvis hun spørger mig og det gør hun jævnligt, så kunne jeg ikke lyve. Hun er det vigtigste i mit liv."

Tryghed i fællesskabet
Amager, København 2003

En aften, da Kasper kom hjem til den 200 kvadratmeter store villa på Amager, han havde lejet sammen med sine venner, da han lige var flyttet til København, blev han pludselig overfaldet. Han fik hevet alt tøjet af og hældt øl ud over sig, mens kroppen blev tuschtatoveret med "Kontra". Han var blevet optaget i musikkollektivet Kontra Krew, og han var lykkelig.

"Kontra betyder meget for mig. Det er min anden familie, der samtidig består af musikere, som jeg synes er sindssygt dygtige. Det var jo en stor omvæltning for en bonderøv som mig at komme til København. På Langeland var det ufarligt. I starten var det svært for mig at vide, at min kæreste kunne blive voldtaget eller mine venner slået ihjel. Men det var samtidig fantastisk. Der var så mange andre rappere, der alle var klar på at lave en masse musik, og det første år fik jeg opbygget en stor del af den omgangskreds, jeg har i dag."

Og venner har han brug for. Han er en tryghedsnarkoman, der lider en smule af paranoia.

"Jeg er ikke så god til at være alene. Jeg har fået at vide, at jeg er kaos. At jeg flyver omkring. Nogle gange er jeg bare bange. Føler, at der sker et eller andet ondt omkring mig. Jeg kan blive bange for at såre folk eller blive misforstået."

Dedikeret i skriveprocessen
Misforståelser er der ikke mange, af når Kasper sætter sig sammen med Esben for at lave musik.

"Esben forstår mig. Jeg er dårlig til at tvinge inspiration frem. Jeg synes, processen er det fantastiske, og så må det tage den tid, det tager. Men når vi mødes for at lave musik, har vi en unik forståelse for hinanden, og han kan ubevidst sidde ved sit keyboard og spille noget, der passer perfekt til mine tekster, uden at han kender mere end et par linjer."

Kasper var i mange år i rapverdenen kendt som en hårdtslående punchline-rapper, der kunne flere provokationssætninger end de fleste. Men omkring 2003 ændrede han lige så stille stil. Han begyndte at lytte til andet end rapmusik, og barndomshjemmets lydspor af danske folkesangere som C.V. Jørgensen, Benny Holst og Niels Skousen blandet med værtshuskoryfæer som John Mogensen og Tom Waits fik Kasper til at kigge indad. Skrive om egne følelser på en måde, der sjældent er set lignende på den danske rapscene. Han er dedikeret til selve skriveprocessen, hvor han kan se sine tekster gro og folde sig ud.

Gik på druk i Århus og vågnede op i København med en kontrakt i hånden
En musik, der har foldet sig ud til at blive analyseret i gymnasierne, og læser man diverse rapfora på internettet, er der store forventninger til det kommende album.

"Der er selvfølgelig rart at få respons, men jeg har ikke brug for at stille mig frem og sige: "Her er jeg!". Så bliver man et "navn", der skal vejes og analyseres," fortæller Kasper om forventningerne.

Da han i første omgang skrev kontrakt med pladeselskabet Run For Cover, var han derfor også tøvende, og der skulle alkohol indenbords, før der kom en aftale på plads.

"Jeg var til Århus Took It(rap-festival red.) i 2005 og væltede i en brandert ned i Run For Cover-teltet og tog alt deres sponsortøj på og råbte "Jeg er jeres!", selvom jeg i lang tid havde holdt dem hen, fordi jeg var bange for, at det ville blive for stort."

Næste dag blev han ringet op af selskabet, og over en kop kaffe og en dundrende hovedpine fik de aftalen på plads. Et år senere albumdebuterede Kasper Spez med "Love Junkie".

Fritfalds-foretagende er forslaget

Vesterbro, København, september 2008

Den formelle del af interviewet er slut. Vi går udenfor, for Kasper vil spille demoversioner af de nye sange for mig. Vi går ind igennem flere baggårde og sidegader hen imod studiet. Han tager mig med ind i kontrolrummet og tænder for anlægget. Jeg lægger mærke til den indianske drømmefanger, der hænger i loftet lige over en plakat med vennen Esbens band Revoltage. Vi sætter os i en topersoners sort lædersofa. Kasper vil gerne, vi venter med at snakke, efter alle otte sange er afspillet.

"Jeg har ingen drøm om at være nogen stjerne. Det lyder som en kliché, og det er også fint nok, for det er ærligt. Jeg drømmer om at drømme, føle at jeg lever og kan hoppe ud uden at være bange for, hvornår jeg lander. Jeg har ingen drøm om at udgive to album og tjene så og så mange penge og stifte familie. Jeg vil bare gerne leve, have at folk omkring mig er glade, og at min familie lever i 100 år."
Mens vi hører sangene, kigger Kasper på mig for at afkode mit ansigtsudtryk. Kan jeg lide det? Det er sange om at være til. Sange om kærlighed og livet. Skrevet af en selverklæret tøsedreng. Fra hjertet til hjertet.

Det skal nok gå
Med årene er rapmusikken kommet mere ind i de danske hjem, og på Langeland er Kasper, om ikke en lokalhelt, så én, de er stolte af.
"Folk ved nu, hvad det er og synes, det er fedt. Jeg kunne være sur på dem, der dengang ville give mig tæsk, som nu synes, jeg er sej, men det er jo lige til at lægge mig på den lukkede for skizofreni. Jeg forstår på en eller anden syg måde godt, hvorfor de reagerede, som de gjorde."

Kasper er nu i gang med at skrive de sidste sange, der skal udgøre det færdige album. Uden egne forventninger om succes. Han lever for sine tekster, og så må fremtiden vise, om det bliver med lidt ekstra penge på lommen. Hvis ikke så skal livet nok gå videre.

Smuglyt: myspace.com/kasperspez

Køb: "Love Junkie" debut ep 2006

Vent på: "Fantasten"(Arbejdstitel) debut, efteråret 2009


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA