x

The Walkabouts tilbage til rocken

The Walkabouts tilbage til rocken

The Walkabouts har været hyppige gæster i Danmark siden den første koncert på det hedengangne Bar Bue i København i 1992. Syv-otte gange har en af bandets nærmest endeløse Europa-turnéer bragt Seattlebandet forbi København, Århus og Odense og en særdeles trofast dansk fanskare. Nu er i de tilbage med koncerter på VoxHall i aften, 9. oktober, og i morgen på Loppen i København.

Bandet har et større publikum i Europa end hjemlandet USA og ligger stilmæssigt i kategori med Tindersticks, Cowboy Junkies og The Triffids, og stort set hvert besøg har været med uforbeholden succes – og hver gang i forskellig forklædning.

De seneste koncerter har været i folk- eller strygerforklædning, men i anledning af den netop udgivne compilation-cd "Shimmers" (og den amerikanske pendant "Watermarks") lover frontmanden Chris Eckman en tilbagevenden til den mere rockede side af bandet.

– Det bliver en blanding af nyt og gammelt. Ofte har vores koncerter været en afspejling af og præget af den seneste plade. Men vi har netop lavet to compilations, så vi har fået hørt alle de gamle plader igennem, hvilket vi ellers aldrig tidligere har gjort, og vi er igen blevet glade for den mere rockede del fra starten af 90’erne. Så der kommer en del numre fra "Setting The Woods On Fire" og "New West Motel", fortæller Chris Eckman torsdag eftermiddag til GAFFA.dk.

Et af numrene bliver "Firetrap" fra "Setting The Woods On Fire", som bandet ikke har spillet siden turnéen efter ’94-albummet, der må regnes som bandets mest rockede, men ikke er at finde på "Shimmers".
De 13 numre var i første omgang tænkt til at skulle have været valgt af en blanding af venner, fans og pladeselskabsfolk. Bandet har eksisteret siden 1983 og udgivet 14 album samt et hav af sideprojekter, så fra de mere end 60 forskellige top 10-lister i bedste "Hign Fidelity"-stil blev mere end 140 numre repræsenteret.

– Så det hjalp ikke så meget. Faktisk var det mere forvirrende end brugbart. Men det fortæller vel også, at vi aldrig har haft et hit, siger Chris Eckman og griner.

– Men det nemmeste svar er vel, at vi er et albumband, og sådan har vi jo også altid set os selv. Der har aldrig været én sang vigtigere end andre på vores albums, så det blev en "wide open thing". Efter så mange albums og forskellige projekter er det forvirrende for nye folk at vide, hvor de skal starte. Så vi ønskede dels en sampling af vores produktion, og dels en sammensætning af numrene, så det blev et album, man kan lytte til og ikke bare en historisk gennemgang af vores produktion, siger Chris Eckman, der har en gammel ven af bandet med som support.

Larry Barrett hedder han og har for 4-5 år siden udgivet to albums på Glitterhouse, der også udgiver The Walkabouts. Han var med som ekstra musiker på "Setting The Woods On Fire", hvor han spillede lap steel og mandolin på enkelte numre, men er desuden en fornem singer/songwriter, som The Walkabouts foretrækker det som support.

– Vi ville gerne gå rundt i gaderne og finde en lokal gademusiker, som vi kunne give chancen! Det gør vi måske en dag, men normalt vælger vi folk, som vi synes er interessante og som måske på en eller anden måde kan nyde godt af det, siger Chris Eckman, som endvidere lover, at The Walkabouts har et nyt regulært album på gaden ved denne tid næste år.

Bandet består p.t. af:
Carla Torgerson, guitar og vokal
Chris Eckman, guitar og vokal
Terri Moeller, trommer og percussion
Glenn Slater, keyboards
Michael Wells, bas
Nancy Warton, cello

GAFFA.dk anmelder koncerten i aften på VoxHall



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA