x

Hot Leg – Drenge med rendyrket spilleglæde

Hot Leg – Drenge med rendyrket spilleglæde

Der var en periode tilbage i 2006, hvor Justin Hawkins ikke havde det sjovt. Han var på det tidspunkt forsanger i velestimerede The Darkness, men samtidig dybt afhængig af kokain. Derfor lod han sig indlægge til afvænning på the Priory, en rehabiliteringsklinik i London.

Adskillige koncerter blev aflyst – heriblandt den, han skulle have spillet i august på Skanderborg Festival. Historien var, at han var syg, men der gik ikke mange måneder, før den historie ikke længere holdt, og han måtte krybe til korset og indrømme, hvad det handlede om. Også så de andre bandmedlemmer ikke blev mistænkt for at stå bag aflysningerne.

I oktober 2006 trådte han blandt andet på grund af kokainmisbruget ud af The Darkness, der herefter valgte at lade sig selv opløse.

I dag er han tilbage. Ikke som soloartist, men i bandet Hot Leg. Et glam-rockorkester, der stadig efterlader vide rammer til Justin Hawkins' karismatiske vokal. En gruppe, der – foruden Justin Hawkins på vokal og guitar – også består af Pete Rinaldi (guitar), Samuel SJ Stokes (bas) og Darby Todd (trommer).

Vi sidder samlet i tre lædersofaer under Lille Vega, hvor drengene skal give koncert i aften. Og der går ikke særlig lang tid med skraldelatter og humor, før ét spørgsmål trænger sig på. Rettet til Justin Hawkins.

Samvær i højsædet
Sammenlignet med tiden i The Darkness, føler du dig i dag bedre tilpas?

- Ja, svarer han prompte.

Det er selvfølgelig lidt svært at svare på, når resten af bandet sidder her, det ved jeg godt, men…

- Ja, det er rigtigt, men jeg skal fortælle dig sandheden, siger han og lader stemmen flyde. De andre lytter tavst med.

- Fra tiden i The Darkness var det sådan, at det øjeblik, vi stoppede med at spille sammen, splittede vi op og tog hver til sit. Det var intet fællesskab derefter. Intet fælles efter tourbussen.

Darby glider ind i samtalen:

- Nu har vi lyst til at hænge ud og lave noget sammen, selv når vi ikke spiller. Vi ringer ofte til hinanden og hænger ud alligevel.

At de alle fire swinger godt sammen, skal vi senere vende tilbage til. Først snakker vi lidt om musikalske inspirationer. På bands, der har inspireret drengene siden ungdommen. Og ikke mindst inspireret til stilen på deres debutplade ”Red Light Fever”, der udkom den 20. april.

Et par årtier for sent
Justin nævner blandt andre AC/DC og Fleetwood Mac, Samuel fremhæver Led Zeppelin, mens Pete taler godt om et band som Opeth. Til sidst nævner Darby bands som Van Halen, Mötley Crüe. Bands, som han voksede op med. Og til sidst runder han af med at nævne tre bands, der bedst karakteriserer stilen på deres debutalbum.

- Hvis du spørger mig, synes jeg, det lyder meget som Aerosmith, AC/DC og Queen, siger han og kigger rundt. De andre nikker billigende med.

Har I altid vidst, at I skulle denne vej med musikken? Man kunne hævde, at glamstilen var i 70'erne og 80'erne, og at det i dag er et par årtier for sent. Men hvordan ser I det. Kan man overhovedet udleve en genre for sent?

Darby: - Ja, det er da et par årtier for sent.

Justin: - Jeg synes, der er to årtier, du nævner der, som er proppet med fantastiske sange, produceret helt i top. Det var en atmosfære, som må have været fantastisk at have været involveret i. Derefter kommer der et årti, som i samtiden var for nyt til at være cool, og alligevel hører man bands, særligt i Storbritannien, som kopierer den periode. For mig er det stadig for nyt. Giv det venligst en chance for at modnes, inden man begynder at rippe og stjæle fra det.

Hvilke bands tænker du eksempelvis på?
Justin: - Jeg tænker på Kaiser Chiefs, der egentlig lyder som Blur. Jeg var ikke nogen stor fan af Blur i første omgang og har aldrig været det. Men Kaiser Chiefs har jo egentlig samme lyd.

Darby skærer ind til en konklusion:

- Det vigtigste er: Hvis der var et årti, hvorfra der kom en masse god musik, så er det komplet ligegyldigt, om man også udlever samme stil siden hen.

Pete: - Man skal huske, at det meste typisk lyder som noget andet. Det kommer helt an på, hvem man er, og det handler om, hvordan man fortolker det. Man kan ikke udvikle nye genrer hele tiden. Og det er da ligegyldigt, hvis folk får inspiration fra den slags. Det er en ære, hvis det for eksempel lyder som Queen, for så lyder det da bedre end det meste, der bliver udgivet.

Fantastiske tilskuere
I spillede i Sverige i går (Sweden Rock Festival) og skal spille her på Vega i aften. Hvad er jeres erfaringer med Danmark og Sverige, når det kommer til musiksmag?

Justin: - Det synes som om, meget godt kommer ud af Sverige.

Darby: - Da vi spillede Sweden Rock i går, oplevede vi, hvordan det hele er godt organiseret, og tilskuerne er fantastiske.

Justin: - Ja, jeg kan give dig et eksempel på tilskuerne. Når vi laver noget, der involverer publikum, er der vidt forskellige måder, det bliver modtaget rundt om i verden. I Japan står de og klapper energisk i fem sekunder, når hver sang er færdig.

Justin imiterer ved at skyde brystkassen frem og klappe med stive hænder, der begge peger op i luften. Derefter fortsætter han:

- Det kan gå lidt amok og være lidt svært at kontrollere tilskuerne nogle gange, men i aftes i Sverige, da vi sagde: ”Tak” efter en sang, svarede publikum: ”Velbekomme”. Det er stilen.

Og I nævnte måden, det er organiseret på?

Justin: - Ja, det er helt centralt. I England føler promoterne nogle gange, at de næsten gør dig en tjeneste ved at sætte dig på, men i Sverige er det ofte en helt anderledes imødekommende oplevelse.

Sandwichen
Kender I noget til Danmark?

Justin: - Jeg ved, at I vandt 1-0 over Sverige i går. Jeg stod under koncerten og sagde: ”Hey, det står 1-0 til Sverige”. Men senere begyndte det at gå op for folk, at det ikke var rigtigt, og de blev helt nedtrykte.

Det ser ud, som om en prås er gået op for Pete, og han kigger over på Justin som for at afsløre, hvad han tænker.

Pete: - En slægtning på min mors side er faktisk dansk. Hendes navn er Johansen. Det blev ændret til Johnson i Australien, men i den forstand er det her faktisk min homecoming.

Apropos jeres liveperformance. Bruger I lang tid på at forberede jeres liveshows?

Justin: - Vi prøver at udvikle det og tale om det, men lige for tiden går vi blot på og gør det bedste, vi har lært.

Har I nogle manøvrer, I bare skal gennemføre på en aften?

Justin: - Meget af det sker organisk og meget spontant, men underligt nok udvikler det sig altid til forskellige navngivne manøvrer.

De andre griner højlydt. Justin fortsætter:

- Der er to navngivne koreografier, som vi typisk vender tilbage til. Den ene hedder ”Cluster Fuck”, hvor vi alle tre (undtagen Darby, red.) ligger oven på hinanden, og så er der sandwichen, hvor vi står tre bag hinanden på scenen. Den opstod også tilfældigt. På et tidspunkt, hvor Sam og jeg bakkede ind i hinanden, og jeg kunne se på Pete, at ”hey, det vil jeg da også være en del af”, siger han og skraldgriner i kor med de andre.

Fejlplaceret på litteraturfestival
Når man lytter til jer nu, lyder det som om, I virkelig har det godt med at rejse sammen og optræde som band. Er det det rigtige indtryk?

Justin: - Det må man sige. Der er faktisk en sjov historie: Vi rejste på et tidspunkt til en litteratur-festival i Wales. Vi var et ud af to bands, der skulle spille, hvoraf vi var det bedste. Da vi spillede stod nogle fans i front, og bag ved dem stod en masse med korslagte arme og i tilbagelænet stil. Det var den værst tænkelige forsamling at spille for, når man virkelig vil forsøge at sætte et show op og lave alle mulige ting, siger han og pointerer:

- Det er apatien, der gør det underligt. Det, at folk ikke går op i det.

Drengene kigger på ham, som ligger det næste grin på lur.

Justin: - Vi spillede ekstranumre, der tog en halv time. Vi skulle ikke have gjort det, med de reaktioner vi fik… jeg var blandt andet i Lederhosen og cowboystøvler. Men så spurgte vi: hvad vil I gerne høre? Vi kan enten pakke sammen om lidt eller spille en sang mere… Hvad vil I gerne høre? Der kom intet svar, indtil en eller anden pludselig sagde: "Mustang Sally"!

Latteren i rummet er øredøvende. Han fortsætter:

- Den havde vi aldrig spillet før, så jeg kiggede på de andre og sagde lige så stille.. ”lad os tage den i C”. Hvis det er det, de vil have.

Da latteren har lagt sig, konkluderer han:

- Det var en frygtelig idé at spille der, og så var "Mustang Sally" endda alt, hvad de ville høre…

Om end historien spejler en pinlig fejlsammensætning af band og publikum, bevidner den vel også noget andet: At der skal rigtig meget til at slå disse fire drenge ud af kurs lige i øjeblikket, og at Justin Hawkins igen har fundet melodien. Livets melodi.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA