Highway Childs turnédagbog fra Italien

Highway Childs turnédagbog fra Italien

Fredag 29/5:

Inden turen til Italien skulle vi lige et smut forbi Aalborg og Odense. I Aalborg skulle vi spille en dobbeltkoncert med Dragontears, det var superfedt og endte, som så mange gange før, når to rockbands mødes, i masser af druk og røg... Efter en lektion i, hvordan rock skal spilles, stod den derfor på Fernet Branca og øl i meget store mængder. Når et band i løbet af en aften både får rodet sig ud i menneskebowling (smid en lydmand hen ad gulvet og prøv så vidt muligt at ramme guitaristens boller, vel at mærke med dertil hørende brændemærker), bliver smidt ud af en Burger King for at synge (skråle) samt fråde en anden mands bestilling (vi havde sagt vi ville gøre det, hvis de ikke fjernede bakken fra vores åsyn), være ved at blive kørt ned (flere gange) og smadrer en bil.... Bare en smule, så ved man det har været en god dag! Det skal også lige nævnes, at forsanger Patrick endnu engang på trods af fint hotelværelse med dejlig seng foretrækker at gå kold på gulvet. Flot! 

Lørdag 30/5:

Efter alt for få timers søvn var det så videre mod Odense, hvor vi skulle spille til en jubilæumsfest i en motorcykelklub. Før det skulle vi dog lige en tur forbi Høgsholt Festival omkring Vejle og smide vores roadie af. Det var en hyggelig lille havefest, hvor vi naturligvis også lige skulle spille et enkelt nummer. Gearet var, jah... Det undlader vi lige at nævne noget om. Lad os bare sige at mikrofonstativet ikke var højere, end at Patrick kunne bruge sit "andet" hoved til at skrige i det, hatten ville nok bare ikke passeJ Men hyggeligt var det.

Da vi et par timer senere ankommer til Odins town, hvor vi skal spille om aftenen, bliver vi glædeligt overraskede. For det sted, som vi havde regnet med ville være et festlokale med langborde og skodgear, viser sig at være en festival med masser af mennesker, seje motorcykler og en stor scene med fedt gear, dejligt! Opvartningen var i topklasse. Vi snakker super backstage-lokale med egen bartender og minibiograf samt dart og billard. I det hele taget pragtfulde mennesker i læderveste, som bare var kommet for at hygge sig med hinanden. Rigtigt fedt arrangement! Omkring midnat var det så tilbage til København. Det var et meget opstemt rockband, der forlod Fyn den nat. Nu skulle der bare lades op til den kommende uges tour i Italien. Arrivederci Danimarca! 

Søndag 31/5:

Efter to hårde dage med et minimum af søvn og forbavsende mængder Fernet Branca var det fem trætte hippier, der mødtes for at tage i lufthavnen. Mystisk nok blev vi genkendt af en meget strømlinet og velfriseret mand i check-in, weird. På vej mod gaten spørger Anders, vores lydmand, guitarist Paw, hvor hans taske er, og svaret er ikke andet end tavshed og stirren. Det viste sig, at han havde glemt den i security-check. Hehe, vi havde været i lufthavnen en halv time. God start!   

Lette - flyve - øl - lande... 

Da vi ankommer til Milano, strejfer vi rundt i tyve minutter for at finde vores hotel. De lokale var ikke til den store hjælp, der er åbenbart ingen Milanesere i Milano. Vi finder det dog efter en mindre vandretur på et par kilometer, til vores store skuffelse viser det sig, at hotellet lå blot hundrede meter fra metrostationen. Så meget for årene i spejderuniformJ 

Da vi ikke havde spist siden afrejse (der var udsolgt af toastbrødssandwich på flyet), var vi sgu lidt brødflove. Og ja, vores første gastronomiske oplevelse i dette madglade land er... Da dada - Kyllingekebab, med pommes frites i. Interessant! Det skulle dog heldigvis vise sig at blive meget bedre...

Mandag 1/6: 

Denne dag startede med en flyvetur fra Milano til Cagliari, der er ikke så meget at sige om den lille tur. I Cagliari lufthavn bliver vi hentet af Tracker (et band fra Østrig, som også skulle spille på Duna Jam) i to små biler. Supergod stil, at de lige kommer og henter os. Turen til den lille by, vi skulle spille i, tog lidt over en time, turen gik dog hurtigt, da man jo på vejen kunne sidde og nyde den helt fantastiske udsigt, de har jo bjerge og alt muligt, ikke ligefrem noget vi kan prale af i Danmark... Inden vi blev indkvarteret, var vi lige forbi bandhuset, et hus, hvor der hver aften i løbet af Duna Jam skulle være jam, og i det hele taget bare gang i den. Efter lige at have tjekket stedet ud blev vi kørt ned til det hus, hvor vi skulle bo. Et hyggeligt lille selvforsynende penzione, hvor alt blev lavet selv af en lille, utroligt venlig familie. Fantastisk sted!

Om aftenen var vi nede på en slags halvø for at høre Colourhaze, og her fik vi vores første indtryk af, hvordan Duna Jam fungerede. Det viser sig, at en besked bliver sendt rundt til de deltagende om sted og tidspunkt, og så dukker folk bare op og giver den gas. Der er så et par forskellige venues i de mest fantastiske omgivelser, og denne dag var det altså en peninsula med udsigt ud over middelhavet. Wow!

Da koncerten var slut, var der lidt forvirring omkring, hvordan vi egentlig kom tilbage til vores hus. Heldigvis var der en utrolig flink australier ved navn Scott, der da godt lige kunne køre os hjem. Det var hans "year of saying yes", så der skulle en hel del til, at han sagde fra, for eksempel var han helt klar på at være vores chauffør, når vi skal rundt i Europa. Pragtfuldt menneske! Det var ikke det sidste, vi så til ham. 

Tirsdag 2/6: 

"Ah, I love the smell of rock in the morning". I dag skulle vi spille, og normalt plejer ventetiden frem til koncerten at være røvsyg, men denne gang var det ikke tilfældet. For her kunne vi sidde på terrassen ved vores bungalow og jamme i det dejlige solskin med øl, det bliver sgu ikke meget bedre. I forbindelse med vores jam fandt vi to gamle numre frem, som vi aldrig før har spillet live. Dem besluttede vi os for at fyre af til aftenens koncert, med stor succes. Vi spillede røven ud af bukserne på både os selv og publikum i en to timer lang rock-odyssé, som fandt sted i en amfiteater-lignende sandbanke et stykke oppe i bjergene, igen med fantastisk udsigt ud over middelhavet, og med solnedgang. Vi ville sgu gerne selv have set koncertenJ Publikum var ellevilde, og vi solgte otte cd'er. Det lyder ikke af meget, men på Duna Jam er det temmelig godt at sælge så mange, og vi mødte da også en masse mennesker, som var meget villige til at hjælpe os med at komme til både England, Holland og Belgien. Det skal nok blive godt!

Som nævnt tidligere var der jo efter koncerten fest i bandhuset, så der skulle vi da ned, igen med Scott, vores australske ven, som chauffør. Han fortalte, at han under koncerten var blevet voldtaget af en seksuelt frustreret engelsk pige. Der var dog ingen brok fra hans side. Forståeligt nok, vi så hende senere, hvor hun da også var godt i gang med os, spændende ung dame. Som så mange gange før endte det i total druk og røg! Folk til dette arrangement er simpelthen bare fantastiske og super rare at være sammen med. Efter et hav af øl og lokal vin med dertil hørende røgpinde og jam satte trætheden fra tre dage med mangel på søvn endelig ind. Igen var det Scott, der tog turen med os. Humøret var stadigvæk rimeligt i bilen, med undtagelse af Paw, som midt på bjerget måtte bede Scott om at stoppe, så han lige kunne gylpe al den vin, som han overhovedet ikke er vant til at drikke, men som alligevel på grund af den fantastiske smag var røget ned i store mængder i løbet af dagen, op. En fantastisk slutning på en fantastisk dag... 

Onsdag 3/6:

Vi vågner lige til morgenmad klokken 10, temmelig smadrede alle sammen. I dag skulle vi videre og spille i Cagliari. Men først skulle vi lige lade op med to gode måltider, og så selvfølgelig også med lidt af den førnævnte gode drue. Maden på denne penzione var simpelthen himmelsk (lyder måske lidt gay), men det var den altså, alt var lavet fra bunden og helt perfekt tilberedt. Mums! Det gjorde turen i de meget små biler (FIAT naturligvis!) meget nemmere, at vi lige havde fået en lille skid på inden afrejse, især fordi vi ved ankomsten også lige havde en fem timer lang ventetid, til arrangørerne dukkede op. Stedet vi skulle spille, var på en strandbar hundrede meter fra vandet, et superfedt sted. Da arrangørerne kommer, bliver gearet sat frem, alt er rustent! Men det lykkedes da at få lavet en ok lydprøve. Så skulle vi spise, pizza ... igen med pommes frites, det er altså et stenet koncept!

Omkring midnat går vi så på, og med det samme kommer publikum op foran scenen for at lytte til koncerten. Ingen af dem kendte os eller havde hørt om os, alligevel var de helt fremme og lytte og gi' den gas, en ting, man aldrig ville opleve i Danmark, med mindre bandet er kendt, eller det er ens venner, der står blandt publikum. Get it together DK!!!

Det var en svær koncert at spille, både fordi vi var meget trætte, men også fordi gearniveauet var meget lav. Men man må sige, at publikums glæde for at tage ud og opleve kulturarrangementer gør opgaven meget lettere. Mille Grazie, Italia!

Torsdag 4/6:

Så var det igen tid til at tage tilbage til fastlandet. Denne gang gjaldt det et sted kaldet Jack Bikers Club i en by, der hedder Vigevano cirka 30 km uden for Milano.

Vi blev hentet i Milano af en fyr, der hed Paolo i den fedeste bandbus, der på en god dag nok godt kunne presses op på 70, og kørt til et katolsk hostel, hvor vi skulle overnatte efter vores koncert. Klokken 18 blev vi hentet igen og kørt til spillestedet. På turen derhen fandt vi ud af, at italienere ikke ligefrem er tålmodige trafikanter, de dytter løs hele tiden og tvinger små og langsommere køretøjer ud i katastrofesporet, ikke ligefrem de flinkeste af bilister, men nok om det. Da vi ankommer til spillestedet minder det allermest om et sommerhus kvarter, og vi frygtede, at vi skulle spille på noget, der mindede mest om de gamle familiehaver på Frederiksberg. Det skulle dog vise sig, vi tog fejl! Det var en meget autentisk biker-bar, American style med Cadillac-døre, nummerplader og billeder af Elvis, ret cool! Desværre var der under lydprøven problemer med gearet, hvilket resulterede i, at opvarmningsbandets lead-vokal overhovedet ikke kunne høres. Det kom der dog heldigvis styr på til vores koncert. Vi spillede supergodt og tog røven på alle. Sådan en flok blegfede hippier fra Norden. Fedt! Efter koncerten drak vi stedet fuldstændigt i sænk, de havde aldrig oplevet noget lignende. We are vikings, you know.. Or not.

Nu var det så tid til at tage mod Milano igen, denne gang gik det en del hurtigere end turen ud, måske på grund af de store mængder fantastisk lokal øl, vi havde indtaget. Anyway, før vi blev kørt til vores hostel, var vi lige forbi den milanesiske udgave af Ungdomshuset, et sted, der har været besat siden '76 med folk, der virkelig brændte for det sted, de har brugt så mange år på at holde i live. Et superfedt sted, som også tilbød os et job dér, når vi kommer tilbage til Italien, og det gør vi helt sikkert, for det er et fantastisk sted at spille og i det hele taget bare et dejligt sted at være. Italien - Danmark 2-0! 

Fredag 5/6:

Efter endnu en gang at have sovet alt for lidt, denne gang i en marinade af 18 fuldvoksne interraileres fodsved, var det tid til at vende næsen mod København. Vi skulle have lufthavnstoget klokken 10, og sådan en tur tager man sgu ikke uden øl. Så lad os sige det sådan, at vi startede en lang druktur i Milano fredag morgen klokken 10, som endte på Vesterbro ved 8-tiden lørdag morgen... Fuck, vi er trætte!!!

Alt i alt har denne tur været helt fantastisk og meget lærerig. En oplevelse, man aldrig vil glemme på både godt og ondt. For på trods af de mange tekniske problemer og ufattelig lidt søvn, så var der alligevel alle de fantastiske mennesker til stede, som bare gør, at man har lyst til at blive ved med at gøre det her, til den dag, man stiller sine boots. Den fornemmelse, der får én til at sige: "Jeg vil have en tur til..."

Mille grazie Italia!!! 

Rock on!

HIGHWAY CHILD

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA