x

Taylor Swift – Little Miss Perfect

 Taylor Swift – Little Miss Perfect

Efter at man har vænnet sig til, at unge kvindelige kendisser opfører sig, som de mest hårdkogte rockstjerner gjorde i 70'erne, er det meget overraskende, at et dydsmønster som Taylor Swift har fået så godt fat i den amerikanske ungdom. Swift har nemlig gjort kometkarriere efter at være blevet opdaget for sit sangskrivertalent allerede som 12-årig. Debuten udkom i 2006, og nu er hun aktuel med opfølgeren Fearless, der byder på flere radiovenlige sange om den svære unge kærlighed og puberteten. Den nu 19-årige country-pop-sangerinde var sidste år den bedst sælgende artist hjemme i Amerika og tjente ifølge Forbes ikke mindre end 19 millioner dollars sidste år. Det er ikke kun jævnaldrende, der hiver hendes plader ned af hylderne, også børn, tweens og deres forældre dyrker den unge sangerinde.

Dagen før GAFFA møder den populære pige i Las Vegas, har Swift spillet en udsolgt koncert i det prestigefyldte Staples Center og underholdt 13.000 fans med et to timers show. Netop denne koncert har Swift længe set frem til, og det ville derfor ikke undre, hvis den efterspurgte og eftertragtede pige var en smule mat i koderne. Dette er dog ikke tilfældet, da Taylor kommer storsmilende ind i omklædningsrummet, hvor lyninterviewet skal foregå.

- Jeg er faktisk aldrig træt, fortæller Swift ualmindeligt energisk og højlydt. - Kun lige de første fem minutter om morgenen.  Men jeg tror faktisk, jeg sover mere end de fleste andre musikere, for jeg går på hovedet i seng, efter at jeg har spillet et show. Jeg fester aldrig, så jeg har ikke noget, jeg skal komme mig over dagen derpå. Du må i øvrigt undskylde, hvis jeg snakker højt, men jeg har stadig propper i ørerne, da jeg lige er landet fra Los Angeles.

Netop det faktum, at hun ikke fester og i tide og utide kan ses dinglende ud af en natklub (med eller uden trusser), som det nu ellers er blevet vanen, at kendte unge tøser som Britney, Amy, Paris og Lindsay gør, har genereret spalteplads i de amerikanske medier. For eksempel gjorde Rolling Stone i en forsideartikel et stort nummer ud af, at Taylor aldrig havde prøvet så meget som at ryge eller drikke sig fuld. Man burde mene, at ungdommen netop havde brug for sådan et forbillede i stedet for førnævnte partypiger, der betragter afvænningskliniker som spa-ophold.

- Er det så mærkeligt, at jeg ikke har lyst til at fylde mig med ting, der gør, at jeg ikke kan huske, hvad jeg har lavet dagen efter?  Når jeg sammenligner mig med andre artister, så håber jeg ikke, jeg når til det punkt, hvor mine fans indser, at det blot er et menneske, der står deroppe på scenen. Jeg vil gerne have, at mine fans ser mig som en, der træffer alle de rigtige beslutninger. Men jeg føler sommetider, at medierne bare venter på, at jeg træder forkert, og det kan godt være lidt stressende.

Sangskrivning som oprør
Men det er jo menneskeligt at fejle, og det er vel kun dig selv, der kræver, at du er perfekt. Nu er vi for eksempel i Las Vegas, også kendt som Sin City, hvor det nærmest er syndigt ikke at være syndig.

- (Griner) Heldigvis henvender 95 procent af denne bys tilbud sig ikke til mig, da jeg kun er 19.

Mange teenagere har behov for at gøre oprør mod deres forældre på et eller andet tidspunkt som led i det at realisere sig selv. Har du haft en sådan periode?

- Det eneste, jeg skændes med min mor om, og vi har altså turneret sammen i tre år, er temperaturen i vores tourbus. Vi har altid været venner, men ikke på den måde, hvor hun prøver at være den cool mor, der giver mig øl eller tager mig med på en natklub. Men med hensyn til at gøre oprør, så synes jeg ikke kun oprør giver sig til udtryk i, at man går til fester eller farver sit hår. Den måde, jeg er oprørsk på, er for eksempel, hvis jeg bliver såret i et forhold og så skriver en sang om præcis, hvad der skete og så udsender sangen. Jeg ved, at den person, der har gjort mig ondt, hører sangen, og den er så detaljeret, at personen ikke kan undgå at opdage, hvad sangen handler om. For mig er det oprørsk.

Tiden er gået, og Taylor springer op af sofaen og slår armene ud til det obligatoriske kram, som alle på hendes vej mødes med. Måske for at vi selv kan mærke efter, om der nu alligevel skulle sidde en tænd/sluk-knap i ryggen af det oven ud energiske og perfekte lille pigebarn.  

Diskografi:

Fearless
(Big Machine / Universal Music, 2008)
Taylor Swift
(Big Machine / Universal Music, 2006)


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA