x

Finale: Brian Holm

Finale: Brian Holm

Alder: 47 år. Civilstatus: I et forhold, to børn. Profession: Sportsdirektør for Team Columbia-Highroad, der kører i årets Tour de France.

Kommer du fra et hjem med klaver?
- Ja, det gør jeg, og jeg har da også spillet på det.

Spiller du selv et instrument?
- Jeg melder mig til guitar hvert tredje år, men det bliver aldrig til så meget. Så jeg vil ikke påstå, at jeg er specielt god til det.

Har du nogensinde drømt om at blive musiker?
- Du skulle næsten hellere spørge, om jeg nogensinde ikke har drømt om at blive musiker. Det er noget, jeg har drømt om det meste af mit liv, og musik fylder utrolig meget i mit liv.

Synger du i badet?

- Nej, det gør jeg ikke.

Hvad betyder musik for dig?
- Alt. Jeg lever og ånder for musik, og jeg hører musik i de fleste af døgnets 24 timer. Når familien er gået i seng, kan jeg godt lide at sidde oppe og høre plader for mig selv.

Hvor meget fylder din pladesamling?
- Det er lidt svært at svare på i disse iPod-tider, men jeg synes da selv, at jeg har en anstændig musiksamling.

Hvad er din yndlingsplade?
- Det er svært at sige. Jeg er helt vild med både The Jam, Oasis, The Cult, Morrissey og The Smiths, men min absolutte yndlingsplade må trods alt være Oasis' "The Masterplan".

Hvad er den mest pinlige plade, du har stående i din pladesamling?
- Det kommer jo an på, hvem man snakker med, men jeg har en del irsk folkemusik, som der er mange, der rynker på næsen af. Derudover har jeg også noget Roger Whittaker stående. Det er der mange, der stiller sig uforstående overfor, men det er jo noget musik, jeg er vokset op med, og som jeg faktisk godt kan finde på en gang imellem.

Hvilken sang vil du vælge på karaokebaren?
- Der ville jeg nok vælge det helt fantastiske nummer "A Town Called Malice" med The Jam (fra albummet "The Gift" fra 1982, red.)

Hvilken sang forbinder du med din første forelskelse?
- Haha, det må næsten være noget Boney M, eller i hvert fald noget i den stil.

Hvad er det perfekte musik til en erotisk aften?
- Det er egentlig to ting, jeg helst ikke blander sammen, men Charles Aznavour ville nok være god i den sammenhæng. Eller Vanessa Paradis. Bare at høre hendes stemme kan jo give fjollede tanker.

Hvad hører du helst søndag morgen?
- Om søndagen hører jeg helst Morrissey. Han er helt fantastisk, og hans musik er som skabt til netop den ugedag.

Hvilken sang får dig stensikkert på dansegulvet?
- Nu danser jeg ikke, og meget af den musik, jeg hører, er ikke dansemusik. Hvis det endelig skulle være, blev det nok til Fine Young Cannibals' udgave af Suspicious Minds, som Elvis også har indspillet. Det er et vildt godt nummer.

Hvad er den første sang du kan huske?

- Det er en gammel dansktopsang, der hedder "Slabadubadelle" (af Mette & The Comets, red.)

Hvilken sang kan få tårerne frem i øjnene på dig?
- Det kan de fleste Morrissey-numre. Den mand har simpelthen så mange fantastiske sange.

Hvilken musik skal der spilles til din begravelse?

- Det må helt sikkert også være noget Morrissey.

Har du været i operaen?
- Ja, jeg har nogle gode venner, der er balletdansere, så dem har jeg været inde at se en del gange. Senest i noget, der hedder Balanchine Ballet - Symphony C.

Har du været på festival?
- Jeg tog til Roskilde i 2000 for at se Oasis, men det var det år med ulykken, så deres koncert blev aflyst. Ellers har jeg været til TW Rockfestival i Belgien en fem-seks gange, hvor jeg faktisk kan blære mig med, at jeg mødte Aerosmith og Spin Doctors backstage og fik en drink med dem.

Hvad har været din bedste koncertoplevelse?
- Det var, da Red Hot Chili Peppers spillede i Den Grå Hal i 2006 efter Stadium Arcadium. Den næstbedste var Depeche Mode i Parken, hvor jeg mødte min kæreste for otte år siden.

Hvis du skulle på date med en musiker, hvem skulle det så være?
- Faktisk var jeg ude at spise med Paul Weller sidste år på hans 50 års fødselsdag, selv om det lyder lidt pudsigt. Men det var jo ikke nogen decideret date. Hvis jeg skulle på en "rigtig" date med en lækker sangerinde, ville jeg nok vælge Aqua-Lene.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA