x

Gary Numan – En elektronisk ven taler ud

Gary Numan – En elektronisk ven taler ud

Det var mere besværligt end først antaget at få interview med den engelske new wave- og goth-pioner Gary Numan i hus. Numan, som vel i den brede befolkning er bedst kendt for de koldt fremmedgjorte hits, "Are 'Friends' Electric?" og "Cars", gæstede København for at give et dj-sæt på Rust lørdag d. 27. juni, midt under Roskilde-feber og kun et par dage før, Depeche Mode indtog Parken. Alligevel var fremmødet pænt, og selvom interviewet først faldt på plads i absolut sidste øjeblik, på selve dagen for arrangementet, så skulle Numan vise sig ganske snakkesommelig, hvilket selvsagt er en fordel i en interview-situation.

Du optræder på Rust i København her i aften, som dj. De fleste kender dig jo nok som musiker, men optræder du ofte som dj, og hvad er dine tanker om dj-rollen?

- Det er noget, jeg kun har gjort i et års tid, sammen med Ade Fenton, der var medproducer på mit seneste album. Han har optrådt som dj længe, primært med techno-musik, men vi er begge vilde med industrial. Jeg har længe gerne villet forsøge mig som dj, men har ikke rigtig haft modet til det, men nu kan Ade hjælpe mig, for han ved, hvad han gør, han kan forklare mig omkring software og den slags. Vi bruger laptops. Jeg er stadig ikke god til det, men jeg hjælper til, vælger numrene, og sådan. Det er selvsagt slet ikke det samme som at optræde live, at give koncert. Det er en anden følelse. Men det giver mulighed for at prøve nogle idéer af, og det kan være lærerigt, så det er godt. Men man ved aldrig, hvad man kommer ud til. Vi var i Italien, til et arrangement med indierock, og vi spurgte arrangørerne, om de nu også var sikre på, at de ville have os, for industrial og indierock er ikke helt samme størrelse. Jaja, sagde de, vi ved godt, hvad I spiller, det skal nok gå, men da vi så gik i gang, ja, så kunne vi jo godt se, at det, vi spillede, var i hvert fald ikke det, publikum var vilde med. Efter en times tid forsøgte de at få os af scenen.

Det er punkstilen, ikke? Jaget af scenen med bål og brand!

- Haha, ja. Og vi havde jo brugt det meste af dagen på at spørge arrangørerne om de nu også mente, at dette var en god idé, for det hele virkede helt forkert. Men vi har også været ude for, at vi har været til arrangementer, hvor vi ikke følte, at vi passede ind, men hvor vi alligevel var populære. Vi optrådte i London efter et soulband. Et soulband?! Det kunne næppe ligge længere fra vores stil. Men folk tog rigtig godt imod os. Her i aften vil vi spille lidt anderledes repertoire, end vi plejer. Man må prøve at ramme noget, som folk kan forholde sig til.

Og samtidig forsøge at snige sin egen smag ind også.


- Forhåbentlig matcher din smag deres! I aften vil vi nok gå i en mere dansevenlig retning - normalt kan vi jo godt være ret tunge og mørke. Men det nytter ikke noget at spille musik, som folk slet ikke kan forholde sig til.

Det er lidt af en balancegang.

- Ja, det er det.

Numan om Numan - på godt og ondt

Lad os snakke lidt om din egen karriere. Du var et kæmpehit i senhalvfjerdserne og begyndelsen af firserne i forbindelse med den oprindelige synth-bølge, men i dag er det, som om du i højere grad henvender dig til undergrunden. Er du enig, og føler du, at du opnår større kunstnerisk frihed på den måde?

- Ja. Jeg har langt større kunstnerisk frihed - og langt mindre indtjening.

Sådan hænger det ofte sammen.


- Det er nok bedst med den kunstneriske frihed, hvis man skal vælge mellem de to muligheder. Men dengang jeg indledte min karriere, var alting nærmest perfekt. Jeg lavede den musik, jeg kunne lide, og den blev enormt populær, men det begyndte også at korrumpere mig, hele dette maskineri. Jeg begyndte at bekymre mig mere om succes end om den musik, jeg lavede. Og jeg bemærkede det ikke selv dengang. Jeg prøvede bare at bevare min karriere, jeg prøvede at leve op til det, radioerne efterspurgte. Men den strategi går ikke i længden, for man indser, at man har mistet fokus, man har mistet grebet om det, man egentlig var og gerne ville være. Jeg havde svigtet mine interesser, jeg sang ikke længere om det, jeg gerne ville synge om, jeg var blevet slave af min egen karriere, af industrien. Jeg troede virkelig aldrig, at den slags skulle ske for mig. Jeg havde naturligvis læst om det som barn, men pludselig stod jeg selv midt i det, det ramte mig. Jeg plejer at kalde det for min midtvejskrise, mine mellemår.

Midtfirserne til midthalvfemserne.

- Ja. I alle de år stavrede jeg omkring og kunne ikke finde ud af, hvad jeg skulle gøre. Men i 1994, af forskellige årsager, fandt jeg tilbage til mig selv. Musikken blev tungere og mørkere, og jeg begyndte virkelig at holde af at lave musik igen. Og jeg blev længere tid om det. Min produktivitet er dalet.

Men det er bedre at bruge den tid, der skal til, så resultatet bliver godt i sidste ende. Og det er vel fordelen ved at være mere undergrundsorienteret - der er ikke konstant pres fra et stort selskab, som forlanger en single ude inden den og den dato?


- Ja, bestemt. Men man skal bare være klar over, at uden pres kan man godt risikere at blive godt, gammeldags doven.

Ja. Mit næste spørgsmål lægger sig lidt i forlængelse af den diskussion. Din karriere strækker sig over tredive år nu, og du har udgivet en række album. Hvilke af disse vil du selv pege på som de bedste og hvorfor?

- Det er et lidt svært spørgsmål, for man skal forsøge at se det hele i et større perspektiv. Men "Replicas" er en af de bedste. I nyere tid velsagtens "Pure" og "Jagged".

Hvad med "Pleasure Principle?" Det er jo en af klassikerne.

- Ja, "Pleasure Principle" er god, men jeg har et lille problem med den. Jeg valgte at undgå guitar, for jeg ville lave et album, der var anderledes. Men alligevel er der jo trommer, bas...

Violin og den slags.

- Ja, albummet er hverken det ene eller det andet.

Jeg synes det er en af styrkerne ved "Pleasure Principle".

- Sagen er egentlig den, at det, jeg ønskede at bevise på det tidspunkt var, at man kunne skabe et stort album uden brug af såkaldte konventionelle instrumenter. Men på "Pleasure Principle" er der så mange konventionelle instrumenter, at det næsten er et normalt album, bare uden guitar. Jeg tror, det ville have været bedre, hvis jeg havde arbejdet udelukkende med elektronisk lyd, lidt i stil med Kraftwerk. Men albummet klarede sig jo ganske fint i sidste ende - "Cars" virkede, "Metal" også. Så i det samlede overblik må "Pleasure Principle" regnes med som et af mine bedste album. Så der er to gamle og to nye titler.  

Hvad for musik lytter du selv til for tiden? Hvad inspirerer dig?

- Jeg er ret vild med Nine Inch Nails, "Pretty Hate Machine" og "Downward Spiral". Også nogle af Marilyn Mansons ting. KMFDM. Jeg lytter til lidt her og lidt der, men der er ikke så meget, jeg direkte følger med i. Jeg tror faktisk, at jeg har en lidt snæver smag - det er lidt et problem.

Det kan være farligt som musiker.


- Ja, man kan blive temmelig ensporet, men det har jeg vist altid haft tendens til. Jeg har aldrig rigtig lyttet til en bred vifte af genrer - jeg lytter mest til noget, der på en eller anden facon relaterer til det, jeg selv beskæftiger mig med, så jeg kan lære af det. Jeg lytter oftere til musik for at lære end for at nyde. Så jeg kan forbedre mig. Jeg sætter mig sjældent ned for at lytte til musik for nydelsens skyld.

Er det ikke lidt trist?


- Det ved jeg egentlig ikke. Der er så meget i livet, man kan nyde. Og selv hvis jeg lytter til musik, som jeg virkelig holder meget af, så kan jeg ikke undlade at tænke, hvordan er det sat sammen, hvordan gør de?

Det er sjovt, for jeg så engang et interview med Sting, som jo stammer fra samme generation som du, om end musikken er en anden, og han sagde fuldstændig det samme, nemlig at han kunne ikke lytte til musik uden teknisk øre, så at sige. Åh, hvilken akkordrække, sikke en smart produktion, instrumenterne er placeret i de og de frekvenslag, etc.


- Det er måske en arbejdsskade.

Men der er jo sket en del med musikindustrien, siden dengang du brød igennem i de tidlige firsere. Mener du, at det er blevet sværere for den alternative musik at slå igennem i dag end det var dengang?

- Jeg ved ikke om det er blevet sværere, eller om det er blevet lettere. Men meget er anderledes, først og fremmest omkring internettet, naturligvis. Og så er der også sket noget med medieverdenen siden dengang. I England plejede vi at have et enkelt virkelig stort musik-program på tv, men i dag har vi jo 20-25 musikkanaler, hver med sit specifikke fokus. I gamle dage kunne du, via Top Of The Pops, nå ud til 40-50 millioner mennesker, for alle, der kunne lide en eller anden form for musik, kiggede med. Hvis du skal nå ud til samme mængde i dag, så skal du være på hver eneste kanal, og det kan ikke lade sig gøre. Du ved, du er ikke eftermiddags-hiphop, du er ikke aften-hitliste, et cetera. Hvad fanden betyder alt det ævl i øvrigt? Du er måske heldig at slippe igennem til en af kanalerne, men så når du højst en halv million mennesker, måske en hel. Man arbejder lige så hårdt, men man når ud til langt færre mennesker. Og ud af den flok er der så nogle af dem, der kan lide det, du laver, men delmængden er mindre, så at sige. Du når kun ud til et vikelig stort publikum gennem landsdækkende radio, men her er udvalget så snævert, så hvis man arbejder med alternativ musik, så er chancerne stort set lig nul. Jeg var jo heldig at komme på landsdækkende tv, dengang jeg brød igennem. Og så sagde man, at jeg var den første til at lave elektronisk musik. Det var jeg jo ikke - jeg var bare den første, der lavede elektronisk musik og kom på tv med det i bedste sendetid. Dengang talte jeg om fremtiden og den digitale revolution. Nu er den her, og jeg er ikke så sikker på, at den kun er af det gode.

Børn er et farligt værn mod dystre fremtidsvisioner

Nu vi taler dystre fremtidsudsigter - på "Replicas", et af dine bedst kendte album, kredser du om en foruroligende fremtid, der på mange måder var med til at forudse sådan noget som cyberpunklitteratur og film som "Blade Runner", men har du nogensinde overvejet at kaste dig ud i nye fremtidsscenarier? Jeg mener, hvordan ser Numans dystre fremtidsudsigter anno 2009 ud?

- Jeg ved det ikke rigtig...

Det var temmelig dystre udsigter for 30 år siden, så jeg spekulerer på, hvor meget værre det er blevet siden!

- Haha, måske jeg skulle overveje det. Det kunne være skægt.

Noget af det, jeg altid har holdt af ved "Replicas", er dens underliggende tone af syg fantasi, hvilket i øvrigt er absolut positivt ment. Jeg mener, hvem i alverden kunne ellers finde på at udtænke sådan noget som en voldtægtsmaskine? "Replicas" har disse elementer, som gør, at den virkelig skiller sig ud, den er anderledes.

- Jeg ved ikke, om jeg har adgang til den fantasi mere. Dagligdagen trænger sig på, jeg har tre børn, og det har lært mig, at skal man være virkelig kreativ, så har man brug for fritid. Det er svært at koncentrere sig om albums, når man skal op klokken syv hver morgen, fodre ungerne, give dem tøj på, sende dem i skole.

I virkeligheden skal du jo gå i seng klokken syv om morgenen som rigtig musiker. Kravle slukøret fra synthesizerne og til soveværelset.

- Haha, ja. Men nu er jeg nødt til at arbejde i små bidder, hvor jeg tidligere kunne tage lange omgange, for jeg har ansvaret for mine børn også. Når man vågner midt om natten, fordi ungerne skriger og skal have skiftet ble, så er det sidste, man tænker på, hvordan verden mon ser ud i al sin gru, engang i fremtiden. Og det er ikke godt. Det er rart at have børn, men ikke nødvendigvis set fra et kunstnerisk synspunkt, for jeg skal hele tiden planlægge og organisere, så jeg får tid til det, jeg egentlig bør beskæftige mig med. Folk tror, jeg er virkelig doven, sidder i mit studie og ryster en node ud af ærmet engang i timen, men jeg har rent faktisk mange praktiske ting at se til i det daglige.

Noget af det, jeg altid har sat pris på ved dig som person, er din ærlighed. Jeg har set interviews, hvor du har forklaret, hvordan din mor lavede dine gotiske rumdragter, og hvordan din far sendte cd'er ud, når folk bestilte dem via dit website. Den form for ærlighed synes sjælden i musikbranchen - har det til tider været svært for dig at være ærlig i denne branche?


- Det forventes jo, at man lever op til en eller anden form for rock'n'roll-kliché, og nu du nævner forældre, så skal man helst ikke have et godt forhold til dem. Man skal afskrive sin far, som naturligvis drikker og sidder i fængsel hele ens barndom igennem, disse stereotyper, du ved.

Man smadrer hotelværelser hvor som helst og når som helst.


- Det gør man. Spøg til side, problemet er, at man kan blive fanget i den rolle, og så kan man hurtigt ende med at gøre alt muligt i et forsøg på at retfærdiggøre sig selv som ægte rockstjerne. Men personligt har jeg aldrig rigtig stolet på den der rockstjerne-rolle, ikke engang da jeg brød igennem. Pressen ville gerne have det til at se ud, som om jeg opfandt elektronisk musik, men jeg nævnte altid gladeligt hvem, der havde inspireret mig, for alle lærer af hinanden.

Selv de store klassiske komponister lånte fra hinanden og fra folkemusikken.

- Ja, og det er vigtigt at forstå. Jeg lytter til et eller andet, som så inspirerer mig. Måske til at lave noget, der lyder helt anderledes, men i min egen hjerne kan jeg se forbindelsen. Hvis jeg hører en Depeche Mode-sang, så får den måske nogle tanker i gang, som senere afføder nogle idéer.

Ja, musik er en gigantisk organisme i den forstand.


- Netop. Men tidligt i min karriere fik jeg at vide, at det bedste jeg kunne gøre var, at lære at lyve.

Det er lidt trist.

- Ja, for jeg har jo aldrig bevidst forsøgt bare at råbe op med tomme provokationer bare for at fornærme folk eller skabe interesse.

Nej, det interessante er vel, at på trods af dine særprægede fremtoninger - og jeg skulle jo nødig tale, med mit blå hår - så har det i sidste ende været det musikalske fokus, der har overlevet, blandt andet på grund af din ærlighed. Du nævnte selv Manson tidligere, og hans problem i dag er velsagtens, at han hænger fast i det image, han skabte for at bryde igennem oprindeligt. Nu vil Amerika bare have, at han forbliver på samme hylde til evig tid.

- Ja, altså...haha, du hylede mig lidt ud med hårfarven. Haha.

Fremtiden
Men jeg skal naturligvis spørge - er der nogen chance for en koncert i Danmark inden for en overkommelig fremtid?


- Det håber jeg. Jeg er ved at færdiggøre nyt album, men med materiale, der stammer fra de senere år.

Noget opsamling?

- Nej, der er tale om uudgivne numre, som ikke hidtil har været færdiggjorte. Der er dog også tre numre, som er af næsten ny dato. Det er planen, at det album udkommer om tre-fire måneder. Men jeg arbejder også på "Splinter", et helt nyt album, som kan forventes udgivet til foråret næste år, og jeg vil gerne på turné derefter. Vi er allerede i gang med at organisere det, for tidligere har vi virkelig ikke været skrappe til at stable turnéer på benene. Jeg kan skrive sange, indspille dem, gå på scenen og levere dem live, men hele den del af affæren, der hedder forretning, den har jeg aldrig været særlig god til. Snarere tværtimod.

Det er hemmeligheden bag Depeche Modes succes - de har Fletcher.

- Hehe, ja. Man skal have en finansiel base, man skal have distribution for at få musikken ud.

Men nu vi taler koncerter, har du overvejet mindre steder, såsom goth- og industrialklubber? De tiltrækker også unge mennesker, og jeg tror, at en del af din nyere produktion også ville kunne tiltalte et ungt publikum. Jeg spiller nogle gange nogle af disse numre som dj, og jeg ser folk på dansegulvet, som end ikke var født, dengang du oprindeligt slog igennem.

- Ja, det kunne på mange måder være interessant. Jeg vil også gerne på diverse festivaler. Men ellers har du ret - vi skal prøve at finde de rette klubber; dem der er til goth, electronica, den slags.

Festivaler som Wave Gotik Treffen i Tyskland eller Arvika i Sverige, kunne være gode bud. Arvika har gode navne i år; Depeche Mode, DAF, Welle: Erdball - du ville passe perfekt ind.

- Ja, vi skal helt sikkert se på den slags. Albummet skal på gaden, og så skal vi give koncerter, så vi skal faktisk til at se på det allerede nu.

Nine Inch Nails spiller på Roskilde om et par dage (3. juli, red.), og de har jo lavet cover af din musik. Ring! Hey, Trent, gamle svinger, jeg er alligevel i Danmark et par dage - kunne du ikke bruge en hånd?

- Haha, ja, det kunne da, om ikke andet, være sjovt!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA