x

Boganmeldelse: De 50 Bedste Danske Rock-Plader

Boganmeldelse: De 50 Bedste Danske Rock-Plader

Hvilke 50 danske rockplader er de bedste, der nogensinde er blevet udgivet? Stil spørgsmålet til en musikinteresseret flok, og der vil straks opstå vild diskussion – som dog nok vil give de udødelige klassikere og de mest markante nykommmere den fornødne respekt. Det har været Finn Brødsgaard Kristensens idé med at udsende sit helt personlige bud i bogen "De 50 bedste danske rockplader – en brugerguide", der netop er udkommet, og som på 136 sider gennemgår disse 50 uomgængelige udgivelser.

Brødsgaards bud går fra den tidlige danske rock fra sentresserne og til nu og spænder over pop-rock i bred form og lidt hiphop, men uden elektronisk musik og heavy. Man kan selvfølgelig diskutere de valgte plader og deres placering, men helt i skoven er det nu ikke – og mon ikke Brødsgaard også har skævet lidt til, hvad der er "politisk korrekt" at mene i musikmiljøet, f.eks. listen over 50 markante danske rockplader i Politikens "Dansk Rockleksikon" fra sidste år? I hvert fald er centrale navne som Steppeulvene, Skousen & Ingemann, Savage Rose, Burnin’ Red Ivanhoe, Peter Belli, Sebastian, Gnags, Gasolin’, Røde Mor, Anne Linnet, C.V. Jørgensen, TV-2, Kliché, Lars H.U.G., Sods/Sort Sol, Thomas Helmig og D-A-D med, ligesom der er blevet plads til skamroste nyere navne som Dizzy Mizz Lizzy, Den Gale Pose, Psyched Up Janis, Nikolaj Nørlund, Kashmir, Superheroes og Mew. I det hele taget vælter det ikke ligefrem med overraskelser, men der dukker dog navne op som det gamle grønlandske band Sume, hvis album "Sumut" er nr. 35, men som ellers for tiden nok mest huskes, fordi deres forsanger Per Berthelsen er far til Popstars-andenpladsen Julie. Brødsgaard skal også have ros for at medtage de næsten glemte støjpoppere The Poets, hvis andet, selvbetitlede album fra 1990 fortjent er med som nr. 38.

Hvor ligger de enkelte navne så på listen? Ja, vi kan jo se på Brødsgaards top 10: 1. Lars H.U.G.: "City Slang" (1984), 2. Gasolin’: "Gas 2" (1972), 3. Steppelulvene: "Hip" (1967), 4. Sods: "Minutes To Go" (1979), 5. Burnin’ Red Ivanhoe: "M 144" (1969), 6. Sort Sol: "Flow My Firetear" (1991), 7. Poul Dissing: "Poul Dissing" ("Nøgne Øjne") (1969), 8. Bifrost: "Bifrost" (1976), 9. C.V. Jørgensen: "T-shirts, Terylenebukser og Gummisko" (1975) og 10. Gnags: "Safari" (1982). Et kvalificeret bud, og selvom man naturligvis kan diskutere, om toppen ligefrem udgør den bedste danske rock nogensinde, så er man dog ikke helt fortabt, hvis man skulle strande på en øde ø med netop de plader. Man kan dog f.eks. indvende, at Lars H.U.G.’s "Kyssen Himlen Farvel" næsten også burde have en plads på top 50-listen, hvor den helt mangler, nu "City Slang" er med, og andre kunstnere godt kan optræde med flere album. Og så mener jeg personligt, at Sort Sol/Sods "Flow My Firetear" nok burde ligge højere på listen end deres ganske vist banebrydende, men langtfra helstøbte debut "Minutes To Go".

Og sådan kunne man i sagens natur blive ved. Brødsgaards bog indeholder efter min mening ikke nogle deciderede fejlplacerede kunstnere, men man kan undre sig over, at han har medtaget opsamlinger. Det er jo lidt noget snyd, da disse jo ofte samler cremen af en kunstners udgivelser, men i beskåret form, og oftere er sammensat af pladeselskab end af kunstner. Og hvis Brødsgaard absolut vil have dem med, virker det lidt inkonsekvent kun at tage en lille håndfuld. Der findes jo "best of"-udgivelser med næsten alle de artister, han har med i bogen. Ligeledes er det også underligt at medtage Love Shops "1990/91", som er en let remixet udgave af debuten "1990" med nyt omslag, nu denne er blevet genudgivet for nylig med det oprindelige cover. (Gruppen er i øvrigt selv meget utilfredse med den remixede version).

Bogen er ganske velskrevet, og Brødsgaard har en del relevante musikalske betragtninger – ikke mindst hans anekdoter fra koncertoplevelser tilbage i halvfjerdserne – ligesom han horisontudvidende henviser til åndsbeslægtede plader ved de enkelte udgivelser og til slut har en liste med boblere og markante danske sangere og guitarister. De enkelte albumgennemgange er dog lovlig kortfattede, og Brødsgaard giver ikke sig selv plads til at komme rigtig i dybden, før han skal videre til næste album. Burnin’ Red Ivanhoes dobbeltalbum "M 144" er stort set det eneste album, der får den plads, det fortjener. Brødsgaaard kunne sagtens have fyldt lidt mere på de langtfra tætskrevne sider.

Desuden kan man ærgre sig over nedprioriteringen af genrer som heavy og electronica, hvor der dog er blevet lavet markante danske udgivelser, f.eks. Mercyful Fates "Don’t Break The Oath" fra 1984 og Future 3’s "Welcome To The Future 3" fra 1995. Begge album har i øvrigt vakt en vis opsigt i udlandet, hvilket naturligvis ikke gør dem mindre oplagte.

Endelig må man ærgre sig over layoutet – eller manglen på samme. Bogen indeholder ikke et eneste foto, forsiden er helt hvid, og der er kun brugt én skrifttype, den meget lidt sprælske Times. Det skyldes sikkert økonomiske hensyn – bogen er selvfinansieret og udsendt på privatforlaget Underskoven – men alligevel kunne man ønske sig en bedre visuel udformning end én, der overgås af de fleste skoleopgaver.

Først og fremmest må man opfatte "De 50 Bedste Danske Rockplader – En Brugerguide" som en appetitvækker, der fint kan anvendes som f.eks. mandelgave i det musikglade hjem. Brødsgaard skriver selv, at han håber, den kan være startskuddet til bøger som "De 100 eller 200 bedste danske rockplader", og initiativer i den retning skal da være velkomne. Og så giver den også straks én lyst til at dykke ned i den danske rockhistorie – og det er jo ikke det værste, man kan foretage sig.

Finn Brødsgaard Kristensen: De 50 Bedste Danske Rockplader - En Brugerguide
136 sider, kr. 125,-
Læs mere på http://www.underskoven.dk


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA