x

Interview: Learning From Las Vegas

Interview: Learning From Las Vegas

– Hvordan definerer man indie? spørger Learning From Las Vegas-forsanger Klaus Mandal Hansen og svarer selv med det samme: – Det startede som en juridisk position og er endt som en musikgenre. Vi er godt nok på et uafhængigt pladeselskab og er måske kendt som et indierockband. Men med denne plade har vi forsøgt at træde lidt væk fra den alternative og indieprægede genre, som vi definerer den i dag. Det er stadig indie, men vi har fået rystet indforståetheden af os, og albummet er mere udadvendt og gennemarbejdet end vores forrige albums. – En naturlig udvikling for os.

Stærkt inspireret af Richard Burton og Elizabeth Taylors kærlighedsdrama fra 60’erne har bandet døbt albummet "Richard And Liz". Det falder i tråd med tekstuniverset på pladen, der handler om kærlighed i parforholdet på godt og ondt, men med nummeret "Just Like Music" også til musik. Kærligheden har nu kastet tre album af sig, og med det forrige album, "Petit Bourgeois" turnerede bandet den amerikanske østkyst tynd, sammen med kollegaerne fra Superheroes. En tur, der mundede ud i et samarbejde med forsanger Thomas Troelsen, der har produceret bandets nye album.

– Jeg har altid drømt om at blive voldproduceret og at arbejde sammen med én, der virkelig kunne påtage sig producerrollen. Vi kendte Thomas i forvejen og var helt trygge ved at lade ham producere. Han har været god til at skære tingene ind til benet og så og sige tage livet af vores darlings, og det har tilført vores lyd en kærkommen poppet kant, fortæller Klaus Mandal Hansen. Guitarist Jesper Sand uddyber det delvise brud med indiegenren således:

– Vi er blevet ældre, og på den måde nok mere åbne over for flere forskellige musikgenrer. Hvor vi før lyttede til T*Shirt, Sonic Youth og Jesus And Mary Chain, er vi i dag ikke så smalle. Det smitter også af på vores egen musik.

Albummet "Richard And Liz" udkommer også i Sverige, Norge, Frankrig og England.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA