x

Himmel og helvede på Wacken

Himmel og helvede på Wacken

På Wackens grønne græsmarker blev festivalgæsterne budt velkommen af Moder Natur, der sørgede for, at den nordtyske fest blev holdt i et jerngreb af regn og blæst. Vi var i sandhed i elementernes vold. Blæsten hærgede samtlige pavilloner, besværliggjorde opsætningen af teltduge og kompromitterede også lyden på de store scener. Men som en fugl Fønix, så blev vi reddet, da rockguden Tony Iommi gjorde sin entre på scenen og satte Moder Natur i skak med sin guitar, og fræsede, så alle glemte alt om forblæste teltlejre, våde soveposer og halvdårlig lyd om eftermiddagen. The Godfather of heavy metal levede op til sit navn og rygte. Mere om ham og Ronnie James Dio senere i rapporten.

Wacken Open Air har i år 20 års jubilæum, og det bliver fejret med en hyldest til tyskerne og deres helt egen variant af metalmusik. Schandmaul åbnede den store scene med deres violinmetal, alt imens denne anmelder vandrede tværs gennem mindst 40.000 ellevilde tyskere for at nå over til Party Stage, hvor D-A-D spillede. Binzer-brødrene gjorde et hæderligt stykke arbejde, men havde svært ved at hive alle med op i gear, da deres lyd bogstavelig talt blæste væk. Stod man ikke helt oppe ved hegnet, så var lyden kun til stede, når vinden ikke blæste med 400 sekundmeter, hvilket den gjorde i 70% af tiden. Det martrede desværre ikke kun D-A-D, men samtlige bands om eftermiddagen, hvorfor det var umuligt at komme helt op og ringe. Danskerne gjorde det dog godt, og til klassikere som "Grow Or Pay", "Bad Craziness" og den nye "Monster Philosophy" fik de banket lidt liv i de vindblæste publikum. Den afsluttende "Sleeping My Day Away" var afgjort koncertens højdepunkt, da det var den sang, tyskerne kunne, og derfor sang gladelig med på. En godkendt indsats under svære vilkår.

Lidt bedre gik det for Running Wild, der med en maratonkoncert på to timer leverede en fest til Wackens publikum. Running Wild er et af hovednavnene i jubilæumsåret, og de gav tyskerne præcis det, de vil have: en tysk, halvmager version af Iron Maiden. Masser af guitarfræs og tyndslidte klicheer, serveret af en flok halvgamle mænd i udtjente kostumer. For undertegnede var det ufrivillig komisk, men når der er 50.000, der er uenige med én, så får de ret. Der var fest. En fest, jeg ikke helt forstod, så jeg driblede til sidst ned i en lejr, hvor et par piger var så venlige at byde mig indenfor i deres telt, og så sad vi i ly for regn og blæst og hyggede os ... med en flaske Jack Daniels. Der blev varmet op til torsdagens højdepunkt: Heaven & Hell.

For det var i dén grad et højdepunkt. Tony Iommi og Ronnie James Dio (billedet) trodsede Moder Natur og vandt over hende. Det var, som om hun føjede sig for rockens ophavsmænd, da de befalede god lyd til de mange gæster. Så det fik vi. Dagens bedste lyd og dagens bedste koncert. Klassikerne stod på spring for at blive banket ind i brystkassen på os, og Iommi vred sin spade til at frembringe toner af nærmest mytisk karakter. I ren ekstase måtte jeg på et tidspunkt skrive en kortfattet, præcis sms til min fotograf, hvori der blot stod "Jeg elsker Iommi", senere efterfulgt af "Iommi er Gud, og han deler titlen med Hetfield og Kerry King".

Iommi og Dio kan måske ikke officielt kalde sig Black Sabbath, men i går var der ikke mange, der var i tvivl om, at det her alligevel er det nærmeste, vi kommer en sort sabbat på Wacken, og det var alt rigeligt. Cirka halvanden times messe, og Wacken kunne lukke og slukke de store scener. Den helt rigtige afslutning på førstedagen, hvor publikum blev udfordret af naturens kræfter, og reddet af Tony Iommi. Tak for det, Godfather. Vi skylder en omgang!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA