x

Wacken Open Air lørdag - et magisk øjeblik

Wacken Open Air lørdag - et magisk øjeblik

Det sker ikke ret ofte, men når det sker, så er det magisk. Koncertoplevelsen, hvor bandets optræden på scenen går i symbiose med albumversionen; hvor gengivelsen live er så præcis, så korrekt, så følt, så  perfekt, at hårene bogstavelig talt rejser sig på armene. Det skete lørdag aften på Wacken, da Machine Head rev 65.000 mennesker rundt. Da leadguitaristen serverede en solo, der for jeres anmelder vil stå som en af de helt specielle oplevelser live. Den slags, der huskes om 10, ja 20 år!

Vi starter dog noget tidligere her i den sidste reportage fra dette års Wacken Open Air-festival. Lørdagen skulle skydes i gang klokken 12, og det blev Einherjer, der fik den ukristelige opgave at vække den nordtyske græsmark fra to dages metal, druk og generel hærgen. De gik dog på med krum hals, spurgte publikum, om de var klar til noget hedensk metal, og gav så folket det, uanset om de var det eller ej. Einherjer trodsede tidspunktet og leverede en af dagtimernes bedste oplevelser.

Testament tog så over, da solen bagte nådesløst på de i forvejen røde skuldre hos de fremmødte, og det klassiske thrashband gjorde, hvad de gør bedst: leverer en dosis af den musik, der fik Slayer, Metallica og Megadeth til at stramme sig an i firserne, da de fire bands kæmpede om at være de bedste. Testament viste Wacken, at de stadig er med i det opløb, her 20 år senere.

Værre gik det for Borknagar. Jeres anmelder så dem for første gang på et meget lille spillested i Aalborg kaldet 1000Fryd tilbage på en kold forårsdag i 2001. Dengang var de lige så bistre, kolde og barske som den stride regn, der piskede ind i ansigtet på undertegnede, da han vandrede ind på 1000Fryd for at se dem sammen med cirka 80 andre fremmødte. Så da jeg endelig skulle gense dem, var forvetningerne naturligvis skruet i vejret, men de blev slet ikke mødt. Borknagar har udviklet sig i retning af folkemetal med skønsang, slatne passager og virker generelt, som om de har skruet ned på halvt blus. De få snert af tidligere tiders ondskab kunne ikke rette op på det faktum, at tidens tand har gnavet hårdere på Borknagar end Testament. En slem skuffelse.

Bedre gik det, da jeg på samme scene et par timer senere overværede Pain. Det er Peter Tägtgrens lidt udefinérbare projekt, som kombinerer lidt synth, techno og tung metal. Popmetal er der nogen, der kalder det. Og når man er så vel verseret i Hypocrisy som undertegnede er, overraskede det mig ikke, da Tägtgren sprang ud i dette sideprojekt for nogle år siden, da mandens trang til melodier altid har været til stede. Pain leverede deres moderne keyboardmetal nogenlunde sikkert, og sluttede af med de lyttervenlige "Same Old Song" og "Shut Your Mouth", samt "Bitch" som han dedikerede til alle Wackens kvindelige tilskuere. Utroligt, at nogen slipper af sted med det, og kvinderne samtidig saluterer vedkommende. Rockstjerner har det bare nemmere.

Det har Volbeat også. Deres rejse fra undergrundens muld, halvfyldte spillesteder i provinshullerne i Danmark og demoskiver, der forlod cd-hylderne i samme tempo som neglene gror, til nu, hvor de lørdag aften stod foran godt 50.000 mennesker og spillede en times rock'n'roll, er svær at begribe, selvom man har været med på sidelinien hele vejen fra debutpladens udgivelse og til Wacken Open Air 2009. Volbeat startede koncerten ud med "Guitar Gangsters..." og fortsatte så med deres bedste materiale, men det virkede en anelse stift og indstuderet i starten. Michael Poulsen og co. fik dog varmet op, løsnet leddene og kom mere ind i kampen, som koncerten skred frem. Og da "The Garden's Tale" og "We" lukkede ned for Volbeats anden optræden på Wacken, var publikum og band kommet meget tættere på hinanden. Først når man har stået mellem de mange tyskere, nordmænd, finner med videre, forstår man, hvor store Volbeat er ved at blive internationalt. Det tror pokker, folk ringer til dem og spørger "Hvordan gør I?", for deres karriere synes ikke at have nået noget plateau endnu. De fortsætter bare fremad og opad. Det er herligt, og vækker den patriotiske ånd i én at se den slags lykkes!

Men selv Volbeat måtte se sig overgået denne lørdag aften. For mægtige Machine Head gik på scenen, et kvarter efter Volbeat sluttede af, og så skete der ting og sager. Robb Flynn tordnede frem på scenen, og til tonerne af "Imperium" var festen i gang. Da de gik i gang med materiale fra den bedste metalplade udgivet siden 2000, "The Blackening", rejste de barren for, hvordan metal skal spilles anno 2009 og da Flynn annoncerede "None But My Own" fra debutpladen "Burn My Eyes", nåede vi det perfekte miks mellem bandets bedste materiale fra dengang og nu. Men det skulle blive bedre. "Aesthetics Of Hate" fra "Blackening" var aftenens hurtige indslag, og de 65.000 tilskuere fik gang i så mange circle-pits, at bandet oprigtigt virkede helt overvældede af den intensitet, de blev mødt med fra publikum. Festivalpladsen var proppet til randen, og alle gav den fuldt skrald. Det tændte blot Machine Head endnu mere, og da "Old" blev hevet frem, var elektriciteten til at tage at føle på. Klimaks lå og lurede lige under overfladen, og så skete det. Det magiske øjeblik, hvor alt bare føles helt rigtigt.

Den episke "Halo" fra "The Blackening" blev serveret. Det gjorde den også i mandags i Århus, så intet nyt under himmelen dér, for det er en fantastisk sang, og jeg så selvfølgelig frem til den. Hvad jeg ikke havde regnet med var, at leadguitarist Phil Demmel ville levere en så fantastisk optræden, at hårene rejste sig på armene. For da soloen i "Halo" gik i gang, vred Demmel spaden fuldstændig perfekt. Hver en note, hvert strøg over strengene var akkurat som på pladen. Wackens lydanlæg spillede uden mislyde, feedback eller mudret lyd, men gengav samtlige facetter i den solo, og at se den slags live er en sjældenhed. Den perfekte solo fra den bedste metalsang i mange år. En guitarist, der ikke ville slappe af og springe over, hvor gærdet var lavest, men vise verden, hvordan kagen skal skæres. Historisk. Måske det største enkelte øjeblik for undertegnede på Wacken indtil videre. Et øjeblik, jeg vil se tilbage på med samme beundring og respekt som Metallicas optræden på Roskilde i '03. En magisk aften.

Da Machine Head få minutter senere beseglede Wackens skæbne ved at slutte af med "Davidian" og det mytiske omkvæd "Let freedom ring with a shotgun blast!", stod jeg lige så hypnotiseret, som da jeg 9 år gammel så coveret til Iron Maidens "Killers" for første gang. Øjeblikket varede måske kun de to sange, "Halo" og "Davidian", men mindet vil stå til evig tid. En uforglemmelig aften og optræden, og samtidig den perfekte afslutning på en lang dag og lang festival med mange gode, dårlige og ordinære optrædener. For at slutte Wacken '09 af med sådan en koncert kunne ikke være forudset i selv det mest opportunistiske manuskript. De fire timer i bilen hjem bagefter føltes kun som halvdelen, for Phil Demmel tog altså fusen på undertegnede, og det skulle lige fordøjes på turen. Tak, Machine Head. Tak, Demmel!

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA