x

Top Fem: Jong Pang

Top Fem: Jong Pang

Jong Pang, alias eks-Moon Gringo Anders Rhedin, udgav i 2008 sit skæve folk-inspirerede indierock-solodebut "Bright White Lights", mens han allerede nu er klar med sin anden plade, "Love", hvor melodierne og produktionen i højere grad sigter mod den storladne pophimmel.

På pladen medvirker kumpaner fra såvel Choir Of Young Believers (Jannis Makrigianni og Cæcilie Trier), Moon Gringo (Fridolin Nordsø og Mette Sand Hersoug) og The William Blakes (Bo Rande, Frederik og Fridolin Nordsø, mens Kristian Leth ikke selv medvirker, men dog har skrevet teksten til åbningsnummeret "Fractures"). Anders Rhedin producerede debutpladen fra Choir Of Young Believers og var desuden en del af bandets liveopsætning, der i nogen grad også udgjorde og udgør Jong Pangs liveorkester.

Anders Rhedin har sendt os sin Top Fem, som spænder fra anbefalinger fra musik- og kunstscenen, men også venligst anbefaler indietroldmænd og noget så håndgribeligt som solcreme.

Shaun Gladwell
Yes! Jeg er så heldig at have en kone, der er kunstner, så jeg har en gratis passagerplads på hendes fortløbende rundtur i den internationale kunstverden. Senest besøgte vi Venedig Biennalen... Jeg havde især en fantastisk oplevelse med australieren Shaun Gladwells værk "MADDESTMAXIMVS: Planet & Stars Sequence". Magisk. Et stykke video-magi.

Arthur Versluis
Apropos magi: Ikke alle kan besidde Kristian Leths indgående kendskab til vestlig magi og alkymi. Leth er jo en reel troldmand – en indie-troldmand, der gransker støvede middelalderlige grimoirer (troldomsbøger fra middelalderen, red.), mens vi andre nøjes med Pitchfork. Men for de af os der ønsker et indblik i den vestlige magi, er Arthur Versluis studium "Magic and Mysticism – an introduction to Western Esotericism", fantastisk.
Og husk: Musik er magi. At bage boller er magi. Og måske er også tennis magi. Er denne bog muligvis en manual til livet?

Choir of Young Believers-demoerne
Jeg sidder og lytter demoer til den næste Choir-plade. De er fantastiske! Utrolige! Ved ikke, om jeg selv kommer til at producere den nye plade, men uanset hvad, er jeg sikker på, den bliver fantastisk!

The Depreciation Guild
Kurt, trommeslageren fra The Pains of Being Pure at Heart, er ud over at være utrolig flink, også en for vild shoegazer! Stiftede bekendtskab med hans eget projekt The Depreciation Guild, da jeg hang ud med Kurt og Caspar Bock-Ashley fra Champagne Riot på Roskilde. Hvis du digger gammelt Stereolab, Cocteau Twins og My Bloody Valentine, så tjek Kurts sager ud!

Solcreme med en meget høj faktor, for eksempel faktor 50
Jeg bliver let forbrændt. Stine fra Under Byen viste mig en creme, der totalt afviser solen, haha, det er ligesom at have et tæppe over hele kroppen. Jeg fik endelig fat på en faktor 50, da jeg var i LA i foråret. Men sidste uge var der en svensk security-person, der snuppede den i Malmö Airport. Og det får jo en til at tænke på hvor farlig Bin-Laden egentlig er. Han kan sprænge ting i luften med solcreme! Lad os få gang i noget mere overvågning, politistat og frygt nu, med det samme! Hvem har det direkte nummer til Pia K?

"Love" udkom i mandags, den 10. august på Tigerspring.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA