x

Lollapalooza: Festival på amerikansk

Lollapalooza: Festival på amerikansk

Ovenstående beskrivelse vil langt størstedelen af deltagerne på dette års Lollapalooza Festival nok kunne nikke genkendende til. Hvor første halvdel af sætningen nok er lidt overdramatiseret, er der ingen overdrivelse i den sidste. Med silende regn det meste af førstedagen, og ulidelig hede de to sidste, bidrog vejrguderne med det værste fra begge verdener, men der var ingen rysten på hånden fra festivalarrangør Perry Farrell. Med navne som Depeche Mode, The Killers, Kings of Leon, Yeah Yeah Yeahs, Band Of Horses (billedet) og Vampire Weekend på plakaten, var det derfor ikke overraskende at festivalen - til trods for vejrudsigten - meldte udsolgt kl. 13 på førstedagen.

Udstyret med regnslag/faktor 70-solcreme udfordrede vi bravt elementerne og forsøgte at holde fødderne tørre/kroppen hydreret, mens vi flere gange dagligt vandrede de næsten tre kilometer, Grant Park i downtown Chicago måler fra ende til anden.

Ansvarlighed var ikke et valg
"Drik masser af vand og husk nu solcreme - hummerrød er ikke den nye sort", lød det humoristisk, men med alvorlig undertone, ud af højtalerne ved indgangen til festivalpladsen. Havde man ikke allerede regnet dette ud, var det heldigvis ikke sidste gang, man blev påmindet. Da temperaturen søndag middagen sneg sig op omkring de 40 graders varme, opgav festivalledelsen endegyldigt at nøjes med at påminde folk, og der blev delt gratis vandflasker ud, tilbudt solcreme ved indgangen, og regnvejret, vi alle bandede over fredag, blev kunstigt genskabt, denne gang venligst stillet til rådighed af Chicagos brandvæsen.
Overophedede og med opmærksomheden rettet mod musikken nød vi alle de omsorgsfulde bekvemmeligheder. Men for festivalgæster under 21 blev omsorg hurtigt til en løftet pegefinger, det øjeblik de nærmede sig baren. Den slags løjer er man nemlig ikke gammel nok til i de fleste amerikanske stater før sit 21. leveår.

Moonshiners 'n' bootleggers
Yeah Yeah Yeahs havde netop gjort deres entre på scenen, da en kontraintuitiv handling fanger min opmærksomhed. En ung kvinde lader umiddelbart til at være i færd med at hælde solcreme ned i sin halvtomme vandflaske. "Bare rolig, det er altså ikke solcreme" siger hun og smiler. Hun forklarer, hvordan hun brugte den tomme tube til at smugle en halv flaske vodka ind på festivalpladsen. Hun fuldender blandingen med en pakke lemonade i pulverform, og spørger stolt, om jeg vil have en tår. Selvom spiritusforbuddet i 1920'ernes USA for længst er ophævet, er spritsmugling stadig en populær fritidsbeskæftigelse blandt alkoholglade festivalgæster født på den forkerte side 1988.

Holdningen til alkohol fra festivalledelsens side lod dog primært til at være af formel karakter, og de tynde papirsarmbånd, der indikerede en alder over 21, kunne nemt fjernes og påføres en mindreårig ven. Herefter anskaffede man sig blot et nyt, og festen kunne fortsætte, uden at nogen risikerede søgsmål eller pletter på straffeattesten. Selv det massive opbud af Chicagos politistyrke virkede symbolsk, da festivalens ca. 200.000 gæster sandsynligvis bidragede betydeligt mere til byens økonomi, end et par bøder for "mindreårig i besiddelse".

"Kan du hjælpe mig med at finde min ven Mary Jane?"
Der findes naturligvis et alternativ til alkohol, der langt fra er et sjældent fænomen i festivaløjemed. Men hvordan bærer man sig ad med at finde "sin ven Mary Jane" på en festival, med tasketjek ved indgangen, og blot to timers mørke til lyssky handlinger? Man laver selvfølgelig bare et alt andet end diskret skilt, der opfordrer folk til at "hjælpe med at finde Mary Jane". Her er selvfølgelig tale om marihuana, men det ved politiet og festivalens vagter naturligvis ikke... På lignende vis ledte folk efter veninden "Molly" (ecstacy), nok primært til brug ved festivalens dj-scene, Perry's, opkaldt efter Lolla-boss og Jane's Addiction- frontmand Perry Farrell.

Jeg var aldrig selv i stand til at hjælpe nogen med at finde Mary Jane, men jeg er ret sikker på, at jeg lugtede hende i nærheden mere end et par gange.

Den ægte vare
Gæsterne på storbyfestivalen Lollapalooza var bemærkelsesværdigt homogene, nok primært grundet den meget indie-tunge plakat. De kendte festivalarketyper var dog stadig at finde, men heavy-hoveder, new-ravere og fritidshippier var i stærkt undertal på indiebørnenes legeplads. Det til trods var der plads til alle, og selv aldrende festivalveteraner var at finde.
Ved siden af mig nyder en ældre gut Fleet Foxes sammen med sine to generationer yngre med-tilskuere.

En erfaren festivalrotte er han, og vi falder i snak, da han henkastet sammenligner Lollapalooza med sin første festivaloplevelse - moderen til alle musikfestivaler, Woodstock. "Woodstock var fantastisk, men mest på grund af publikum" forklarer han og forsætter "Her på Lollapalooza er der fra starten lagt op til en storslået oplevelse, alt hvad man skal gøre som deltager er at møde op. Men tag ikke fejl, det her er lige så meget den ægte vare". Lige som alle andre var han dybt imponeret over, hvor organiseret og glat det hele forløb - og i øvrigt meget tilfreds med udvalget af mad og drikke.

Der var i mine øjne aldrig tvivl om kvaliteten af arrangementet vi alle deltog i, men der var alligevel noget sært betrykkende ved at få det blåstemplet af en mand, med et noget så legendarisk sammenligningsgrundlag som Woodstock - der i øvrigt fandt sted for 40 år siden i denne måned.

Sluttede med et brag
Vi var trætte, vores fødder gjorde ondt, og selvom det kun regnede fredag, var vi lige våde både lørdag og søndag, denne gang af vores egen sved. Tilbage var blot, at The Killers og Jane's Addiction lukkede festen i hver deres ende af Grant Park. Perry Farrell udtalte ugen forinden i et interview med Pitchfork, at afslutningen med Jane's Addiction ville blive noget helt særligt. En afsluttende kommentar om at anskaffe en helikopter som del af sceneshowet blev af Pitchfork-journalisten opfattet som en spøg - unægtelig til Farrells store nydelse. For som Jane's Addiction indtog scenen (i øvrigt for første gang i 17 år), brød projektøren på en lavtflyvende helikopter nemlig det ellers imponerende lysshow. Men dette var kun den halve historie. Resten skal vi to timer tilbage i tiden for at afdække.

Efter at have ventet i 15 minutter - en relativt stor forsinkelse af festivalstandard - indtog Lou Reed scenen. Efter en monumentalt dårlig koncert, der ud over de 15 minutters forsinkelse var gået 10 minutter over tid, kunne Ben Bridwell og Band Of Horses endelig starte deres koncert, efter at have ventet - på scenen! - i 25 minutter. Med kun 35 minutter til Jane's Addiction store comeback på scenen lige overfor lod det til at blive en katastrofalt kort optræden, men Bridwell og Co. ville det anderledes.
"Skal vi prøve at overdøve dem?" råber Bridwell igennem den massive lydmur fra den nærliggende scene, og efter et entydigt ja fra publikum spiller bandet "Wicked Gill" for fuld udblæsning, i det dejligste kaos af lys og lyd, jeg nogensinde har oplevet.

Betaget af Band Of Horses' viljestyrke beslutter vi at hænge på, indtil stikket 15 minutter senere - godt tre akkorder inde i "The General Specific" - bliver trukket ud af Bridwells guitar og mikrofon. Fuldstændigt uberørt af hændelsen træder manden blot helt ud til scenekanten, og synger verset færdigt for de forreste 20 rækker tilskuere, mens Farrell og co. (med helikopter) er i færd med at vælte parken fra den modsatte ende.

En mere Rock 'n' Roll'et afslutning på en festival har jeg aldrig oplevet, og godt nok var det ikke Woodstock, men tag ikke fejl, det her føltes lige så meget som den ægte vare.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA